DRØMMEN

Hvordan jeg fandt Kaizen

Hovedet. Det var enormt befriende at flytte hjemmefra kan jeg huske. Det var i 2002. Jeg var lige blevet 18, og en ny, flot lejlighed med hems ventede på mig. Følelsen af at lukke døren og at hele verden var min. Den var så skøn. Men der var også en hel masse lektier der i 1.g. Faktisk så var hele starten af gymnasiet gået med at brokke sig over dem. Det gjaldt især de velstillede piger fra klassen, de var mere vant til at shoppe om eftermiddagen og hvad sådan nogle nu ellers laver. Jeg bandede også – indvendig. Men jeg havde også fået fortalt, at der skulle ydes noget, der i det der, der hed gymnasiet.
Så der sad jeg så i min fine lille lejlighed. Og skulle selv få lavet alle de lektier. Ikke at jeg nogensinde har været dårlig til det, men for en flittig pige som mig, var det alligevel en stor udfordring. Med al den frihed lige pludselig. Og det var ved at være sommer – solen lokkede. Så jeg tog tasken over til bordet. Fandt med møje min kalender frem, blandt alle de mange bøger i min taske. Slog op. “Okay, lektier for i 4 fag, det var mange. Hvad er mest spændende? Æh – engelsk. Nå. Oversætte sætning 1-14 på s. 67. Det var et eller andet grammatisk, som man åbenbart skulle øve på den måde. Gosh – så mange?? Nå, men jeg kan da prøve med den første. Okay, det gik fint. Så prøver jeg lige med en til. Hov, nu er lektierne til engelsk klaret. What’s next”?

Hjertet. Jeg kan huske at jeg fortsatte med at jagte studieopholdet i udlandet, selvom kurven var blevet stejl. Det var i 2009. Jeg var bare fortsat. Nu havde jeg jo fået min bachelor i tysk og fransk, så jeg fortsatte naturligt videre til kandidaten. Som var af en noget anden kaliber, havde jeg ladet mig fortælle. Jo tak. Jeg er ikke sikker på at det havde gjort nogen forskel, havde jeg vidst at jeg lige havde været i en depression i 5 år. Til udlandet, det ville jeg. Og nu havde jeg netop fundet ud af at jeg både kunne komme til Frankrig og til Tyskland. Wow hvor ville det se fedt ud på mit cv. Og jeg knoklede. Skrev jeg ved ikke hvor mange mails, breve, universitetsansøgninger på fransk og tysk. Søgte om lov i studienævnet. Surfede efter passende fag i weekenderne. Det var heldigt at jeg starten på det år blev slutningen på min depression. Med stor værdighed kunne jeg flytte ind i min lejlighed og nyde et halvt år i solrige Berlin mens jeg fik styr på det der med lige at tale mundtligt tysk flydende. Hvilket lykkedes! Der var faktisk flere på det ene fag der fulgte, der troede at jeg var tysker. Nice!

Jeg tog toget direkte videre til Frankrig. DRØMMEN. Ja, jeg var så begejstret for min genvundne glæde, så jeg bad om svar på den der følelse indeni som i flere år havde gået og generet mig. Nu skulle der ryddes op og livet skulle leves en gang for alle.

En uge efter jeg var ankommet til Frankrig var jeg ude for et seksuelt overgreb på højlys dag lige hvor jeg boede. Jeg undslap inden det blev virkeligt slemt og fortsatte min indkøbstur. De franske postejer lærte en god del danske bandeord den dag. Da jeg kom hjem var jeg alligevel noget rystet. Min daværende kæreste beroligede mig over skype. Mine forældre stod nervøse og vred deres hænder. Var det bedst bare at tage hjem og glemme det hele? Men det kunne jeg ikke få mig selv til. Så skulle jeg jo opgive DRØMMEN.

I desperation havde jeg skrevet en mail rundt til 4 andre udvekslingsstuderende jeg havde mødt, men dårligt kendte. Jeg sov kun i min lejlighed én nat derefter, jeg turde ikke blive, og ved alt held kunne jeg sove hos en af de andre natten efter. Den morgen måtte livet gå videre. Jeg skulle hen på et kontor hvor de hjælp udvekslingsstuderende med at finde en lejlighed. Han havde ikke tid til at hjælpe mig. Jeg skulle bare følge s-togets spor. Jeg gik så der på de små veje langs sporet, alt var uvirkeligt. Jeg gik gennem døren og kunne ikke andet end at sætte mig ned i den fine lille gårdhave der var derinde. Jeg ringede. Men ak, jeg havde vækket min kæreste der boede i Canada tidligt så mange gange, med spørgsmål til alle de udfordringer jeg mødte. Så nu, da hele min verden var sunket i grus, blev han vred og smed røret på. Det tilgav jeg ham aldrig. Jeg snakkede så en halv time med min mor, mens jeg tudbrølede. Hun sagde, at jeg måtte gå ind og snakke med dem på kontoret. Ja. Men jeg kunne ikke. Jeg mener. En hel flok drenge havde gramset på mig på højlys dag. Jeg kunne ikke stole på nogen igen. Jeg var vildt bange. Og semesteret startede om et par dage!

Jeg havde faktisk sjældent haft det godt. Altså faktisk kun fra jeg var 14 til jeg var 16 og så det halve år i Tyskland. Ellers havde resten mere eller mindre været faktisk ikke så godt. Der måtte lige have været en verdenskrig der havde hærget i flere år. Men alting var umådeligt solrigt, sommerligt idyllisk i den gårdhave. Det var som om at jeg var den eneste der havde bemærket den verdenskrig. Jeg sad der meget længe. Jeg – jamen for pokker! Min automatpilot var gået i stykker! Den som jeg havde brugt de sidste 25-2,5 år af mit liv til at holde mig kørende med. Den var gået i stykker lige der i en gårdhave i Frankrig. Den blev lappet med et lille bitte stykke plaster der slet ikke var nok og livet gik på ugrundelig vis videre.

Jeg hutlede mig igennem opholdet i Frankrig. Og videre gennem de fag jeg skulle tage herhjemme. Som tordnede sig op. Jeg fandt en ny kæreste. Jeg – gik i stå da jeg dårligt var begyndt på mit speciale, efter at have siddet og tudbrølet over alting og ingenting ved en studievejleder, som egentlig bare skulle have hjulpet mig videre med mit speciale. Han sendte mig hjem. Så sagde min læge til mig, at jeg var bange for at være sammen med andre mennesker. At jeg var syg. Og jeg fandt ud af, at jeg havde været bange i flere år. Mysteriet var løst. 1,5 år efter den dag i gårdhaven. Men hvor skulle jeg starte?

Jeg startede med at bruge lang tid på at overbevise mig selv om at jeg skulle fortsætte med at gå til sport. Selvom der var andre mennesker. Jeg tænkte på, hvordan jeg kunne komme ud af det. Al den angst. Jeg fik den ide, at at snakke med andre mennesker kunne ske på mange måder. Hver gang skulle jeg forbi skranken hvor den søde instruktør stod. Nogle gange sagde hun “hej”, men jeg turde aldrig svare. Efter nogle gange tog jeg mod til mig, og så hende i øjnene. Efter flere gange, også at smile når hun sagde “hej.” Til sidst sagde jeg også “hej”. Det var der jeg startede med at bruge Kaizen. Hvor hjertet var med. Og hvor jeg var bevidst om at det var det jeg gjorde mens jeg gjorde det. Fordi jeg havde en drøm om ikke længere at gå rundt at være bange, for nogen. At jeg også havde arbejdet mig ud af min depression ved hjælp af Kaizen – det var jeg ikke bevidst om. Og det er også en helt anden historie.

 

Hvad er kaizen?

Sådan gør du enhver arbejdsopgave til en leg

Kender du det med at have en hård arbejdsdag? Eller følelsen af at noget skal over banen i en fart og at du derfor heller må arbejde på det flere timer i stræk hver dag for at nå det? Bare fordi du har en deadline så behøver det ikke at være sådan.

Efter at have defineret Kaizen som 1 minut pr. mål pr. dag så vil jeg gerne give dig en anden vinkel på hvordan du kan bruge Kaizen i dit arbejde. Jeg kalder det Kaizen In Progres. Det er karakteriseret ved det samme princip som 1-minutshandlingen, men bare tilpasset det faktum at du har mere tid til at udføre dine kaizenhandlinger i – du har flere arbejdstimer til rådighed end fritidstimer – og at du har en deadline. Fordi 1 minut hver dag og du har en kæmpe rapport der skal være færdig til på tirsdag. Det går ligesom ikke.

Kaizen In Progres er en arbejdsopgave der er gjort overkommelig for dig. Afhængig af arbejdsopgavens størrelse og hvornår din deadline er, så betyder du at du arbejder på den i kortere intervaller en eller flere gange om dagen. Det bliver meget abstrakt, så lad mig komme med nogle eksempler.

Er du eksempelvis lærer og skal rette 25 opgaver hver uge, så retter du 5 opgaver om dagen. Afhængig af hvordan dine undervisningstimer ligger eller hvornår på dagen du mest effektivt kan rette opgaverne, så kan du enten vælge at rette alle 5 lige i streg eller sprede dem ud over dagen. Denne metode kan du også bruge hvis du sidder og skal svare på helt konkrete opgaver. Det kan være som et led i en uddannelse, eller hvis en chef har stillet dig en bestemt opgave. Del opgaven op i delopgaver som maks tager 1/2 time at besvare, gerne kun et kvarter hvis du kan se hvordan det kan gøres. Plot så x antal 15 min/30 minutters arbejde på opgaven ind i din kalender, eller hvis du er mere ustruktureret som mig, find ud af hvor mange gange om dagen du  skal lave 15 min på opgaven og sørg for at alle gange er gjort når arbejdsdagen er forbi. På den måde kan du overholde din deadline. Men det betyder også, at du får en arbejdsdag der er delt op i meget små bidder. Er du en der elsker at dykke ned i dit arbejde i timevis, som jeg var det engang, så gør det med de arbejdsopgaver du elsker og brug den anden teknik til dem du finder svære eller kedelige. For der flere fordele ved at gøre det på denne måde. Fordelene er at du ikke kører død i det, men fortsætter støt og roligt mod din deadline. Du får desuden en mere varieret hverdag uden at komme til at sidde “fast” i stolen. Samtidig så vil det at du sætter opgaven “på pause” i et par timer, gøre, at din underbevidsthed vil arbejde videre på den og finde på en masse spændende indsigter mens at du arbejder videre med noget andet. Når du så vender tilbage til opgaven lidt senere på dagen, vil du mærke et helt andet positivt gå-på-mod og lyst end hvis du havde siddet med den samme opgave hele formiddagen.

Har opgaven karakter af at være meget teknisk eksempelvis, eller i det hele taget meget lille og kompakt, eksempelvis noget svær tekst/regler/software du skal sætte dig ind i, så kan det faktisk være en fordel at gå endnu længere ned i tid i starten. Du kan starte med at læse indledningen – hvad handler teksten om, hvad er det helt overordnet set for nogle nye regler der er kommet på området, hvor køber jeg dette software. Skynd dig så at hoppe ud af opgaven igen. Lidt senere kan du så læse det første afsnit, den første regel, få installeret softwaren og således fortsætter du. Er det ikke så svært som du havde frygtet – og her skal du virkelig være ærlig overfor dig selv – så kan du sætte tidsintervallet lidt op. Jeg anbefaler at starte med 5 min og så køre det op til 15 maks 20. Så skal du nok få has på opgaven.

Står du derimod med den sidste type af opgaver, de små men så er der til gengæld også rigtigt mange af dem, så er der noget andet du kan gøre for at få en skønnere arbejdsdag. Dine arbejdsopgaver er allerede små. Det kan være der er mange kunder du skal ekspedere, det kan være der er mange små episoder med de børn du passer, eller det kan være at du har mange ansvarsområder eller et komplekst job som helt overordnet kræver, at der er mange mindre ting du skal tage dig af. Er det sådan, kan det godt føles som om, at det bare bliver ved og ved og at det aldrig får en ende. Du skal snarere gøre det omvendte, nemlig samle dine små opgaver til lidt større delmål, så du kan føle en glæde hver gang du når et sådant. Og så dagen ikke føles så lang ikke mindst. Det kan f.eks. være når kundestormen er ovre de første par timer af butikkens åbningstid, tiden inden formiddagspausen, når det daglige orienteringsmøde om morgenen er overstået eller andre lignende holdepunkter i din arbejdsdag. Sørg for at der ikke går for lang tid imellem dem. Gerne kun 30 minutter. Tænk over hvornår du kunne sige til dig selv, at nu har du nået et delmål hele dagen igennem. Måske vil du her nikke genkendende til, at det faktisk er lige præcis det du gør, hvis du har en hård dag eller du en dag bare er meget træt. Så er det som om at du slet ikke kan overskue hvordan du skulle komme igennem dagen uden de her delmål. Men faktisk så har din krop brug for sådanne delmål hver dag. Og i jo højere grad du er i stand til at glæde dig over at du nu er færdig med en arbejdsopgave der tog 10 min (15/20/30 i de andre tilfælde) så vil du i højere grad møde dig selv som den du faktisk er. Et menneske, som er mest glad og fungerer aller bedst ved at udføre små arbejdsopgaver.

Hvilken arbejdsopgave er den letteste for dig at begynde at udføre på denne måde? Fortsæt med denne proces og inddrag gerne din arbejdsgiver på sigt i processen, så I sammen kan skabe overskud fremfor pres på arbejdspladsen.

Hav en god arbejdsdag!

Hvorfor du og dine handlinger aldrig nogensinde er en fiasko.

Hvor tit har jeg ikke følt mig som en fiasko? Eller hvor mange gange har jeg ikke hængt i og alligevel følt mig som en fiasko? Se det er to spørgsmål jeg aldrig nogen sinde vil sætte tal på, men jeg ved, at hvis jeg skulle, så ville det blive et meget stort tal. For sagen er, at det er et ord der om noget har taget sig en god lang vandretur i mit hoved, for ikke at sige at det har slået sig ned der i årevis. Og hvorfor? Fordi jeg gerne vil så meget! Jeg vil dyrke sport 3 gange om ugen, have et spændende forhold til min mand, klare mig ret godt på jobbet og så er der venner og ferie og neglelakken.

Pyh, jeg bliver forpustet bare af at skrive det. Men hvorfor er det sådan? Jo, det er der to årsager til. Den ene er at vi lever i et præstationssamfund. Det er et samfund hvor der er enormt meget fokus på at opnå et eller andet. På at præstere. Det sker fordi vi roser og bliver rost meget for vores handlinger og mindre for den vi er. Det ses især i nutidens børneopdragelse. Præstationssamfundet er også formet af digitaliseringen, hvor vi lige skal ind og tjekke alt muligt. Hertil kommer selvfølgelig de sociale medier. Krisen. At vi mennesker mere bliver set på noget som koster penge eller skal tjene penge frem for et dejligt og skønt individ.

Den anden grund er, at et af vores helt basale behov er at være sociale. Vi har brug for at være sammen med andre og at have venner og tilbringe tid med dem. I takt med at vores forhold til autoriteter har ændret sig drastisk siden 1968 er der også sket et skred i forhold til hvor vi henter vores “sådan-skal-jeg-være”-viden fra. Tidligere hentede man den fra forældrene. Mens jeg er vokset op har det ændret sig til at man nu kigger på sine venner for inspiration. Og det fortsætter. I dag vrimler det med opdragelsesbøger fordi man ikke kigger på sine forældre, men har skrottet “den gode opdragelse” til fordel for hvordan ens venner gør eller at man lige selv skal have fundet ud af hvordan man gør. Det betyder også at ens identitet bliver mere moderne. Den er formet ud fra ens egen generation, og ikke ud fra ens forældres. Vi påvirkes altså af vores venner, af storbyerne der har vokset sig større med al den ståhej der er der. Den perfekte facade, tillæg til karakterer i gymnasiet, forlængelse af arbejdslivet, kravet til hvor mange ferier man skal på om året…!

Men jeg bare lige sige en ting. Med hensyn til alt det her med at præstere og skulle det ene og det andet – så har vi aldrig været længere væk fra vores eget faktiske væsen. Du føler måske, at alt hvad du gør alligevel er en fiasko i sidste ende. Om du gjorde det hurtigt, meget på en pang, tog pause, men kom tilbage i kampen, tog langt tilløb, men fik det gjort alligevel, lavede et delmål pr. uge og kom i mål. Lige meget hvad du gjorde, om det var nok så lidt eller nok så meget, så følte du måske alligevel inderst inde at det faktisk bare var en fiasko. At der var nogen der gjorde det bedre end dig, hurtigere og endda flere ting end dig. At så er du en fiasko! Og alt hvad du har gjort!

Måske sidder du lige nu sygemeldt for stress og føler at alt det du præsterede i sidste ende bare var en fiasko, til trods for hvor meget det var, fordi det endte i stress. Eller du kører måske med klatten? Men står du måske i virkeligheden bare i stresskøen og venter på at det bliver din tur – ubevidst?

Alle de her tanker vil jeg gerne sætte punktum for en gang for alle. For dig og for mig og for alle! Fordi mennesket er slet ikke bygget til det ræs! Og her prøver jeg på ingen måde at sige, at du er en kylling. Slet ikke. Din hjerne er bygget på smukkeste vis så der kun er én ting du behøver at gøre for aldrig nogensinde at få svedige hænder igen, gå kold, køre død i det, ende med at føle dig som en fiasko, ende med at projekter løber ud i sandet, at drømme forbliver drømme, at du bliver ved med at tro at du ikke er noget eller ikke kan noget!

Du er bare i form af dit sociale behov og præstationssamfundet i øvrigt blevet smittet med ideen om at man skal knokle for at nå i mål. Men det den ide snarere er et levende bevis på, er at hvis det er ens præstationstaktik, ja så har man en rigtig god chance for at gå ned med stress. Var det ikke meget rarere, at jeg her fortalte dig, at du, lige som alle andre mennesker, er et vanemenneske? Et vanemenneske for hvem det de facto er svært at gøre noget nyt/ændrer sig/lave store præstationer og så videre? Sådan er mennesket ikke bygget. Vi vil bare gerne have at det skal opføre sig sådant. Og ja, det har det enormt svært ved fordi det dermed går imod sin egen natur. Men hvad ville du nu sige til, at præstere alt det du gerne vil UDEN presset, stressen, de svedige hænder, fiasko-stemplet i panden? Ja, det kan du hvis du bruger kaizen som din præstationstaktik. (Læs her hvad kaizen er.)

Så nu behøver du aldrig mere at føle dig som en fiasko. Eller stemple det du gør som værende en fiasko. For alt det du har gjort har faktisk været længder ud over din faktiske ydeevne. Synes du derimod at du slet ikke flytter dig, jo, det gør du. Er du en af dem, er du også i en proces. Du er i en proces med at nå dertil hvor du er parat til at handle på den der mere eller mindre “fart-over-feltet”-måde. I virkeligheden, så tager du bare så små skridt og har det indre arbejde med som en del af dit mål, så at du rent faktisk ER tro mod dit de facto vanemenneske-karakteristikum. Alle andre går bare rundt i en illusion, selvom de godt inderst inde og måske endda dag hver dag brændende ville ønske sig at det ikke skulle være på den måde. Og kære du – sådan behøver det ikke at være. Og du eller alt hvad du nogensinde har gjort er ingen fiasko. Ud fra mit kaizen-synspunkt – så er du en kæmpe succes!

 

Kaizen

De 10 største fordele ved at bruge kaizen til at nå sine mål

Lige når du måske for aller første gang læser om hvad kaizen er, så har du måske allermest lyst til at rive håret ud af hovedet på dig selv! For det lyder jo fuldstændig vanvittigt kun at bruge 1 minut pr. dag pr. mål som jeg definerede kaizen som (læs mere om teknikken kaizen lige her.)

Og ja, det er komplet vanvittigt, det tænkte jeg også, da jeg først faldt over kaizen. Men hvad der er mindst ligeså vanvittigt er, at du rent faktisk når dine mål når du bruger kaizen. Og det er jo ikke mindre end vildt, når jeg så yderligere kan give dig de 10 bedste fordele ved at bruge kaizen som strategi for at nå dine mål. Er du klar?

1. Du har altid tid
Hvad det betyder helt konkret er, at uanset hvor travlt du har en dag så vil du altid have tid til at arbejde videre på dit mål. Om du er stoppet til om morgenen med børn, så arbejde, indkøb, børnene igen, og måske skal du også noget om aftenen? Det er alt sammen fuldstændig ligegyldigt, og nu heller ikke længere en grund eller undskyldning for at du ikke længere får arbejdet på dit mål. Som jo er noget du brænder for og hader at skubbe til side på grund af alt muligt andet du skal. Glem det. Med kaizen har du altid tid til at arbejde på dit mål. Hver dag. Mens du tager en slurk kaffe, venter på bussen, alligevel render rundt i huset og rydder op. 1 minut er sindssygt kort tid og derfor altid doable.

2. Du skal ikke lave dit liv om
Jeg var en gang på date med en som bogstaveligt talt havde pakket sit liv med arbejde og professionel sport fra tidlig morgen til meget sen aften. Om jeg begriber at han kunne nøjes med så lidt søvn. Hvis dit liv ser sådan ud, eller du måske er en sofagirl – som jeg selv har været en del af mit liv også – det indrømmer jeg gerne – eller om du nu er et eller andet sted mellem de to ekstremer. Så er der ingen grund til at gå i spåner. Du behøver ikke at lave dit liv om på nogen som helst måde. Selv sofagirl’en eller sportsfreaken og alle os andre i øvrigt, vil egentlig bare være glade hvis vores mål ikke krævede en totalt omvæltning på alle mulige andre aspekter i vores liv. Og med kaizen der behøver det ikke være sådan. Du kan gå i gang med dit mål uanset hvordan dit liv ellers ser ud. Det betyder ikke at du ikke kan ændre meget i dit liv. Du kan bare tage 5 mål som tilsammen måske udgør en større livsstilsændring, og så stille og roligt, 5 minutter ad gangen hver dag, ændre dit liv.

3. Du skal ikke lave dig selv om
Om du er organiseret, doven, et sjuskehoved, glemsom, perfektionist eller prof – du behøver ikke at lave dig selv om. Om du er nok så doven så vil 1 minut være til at overskue. Er du nok så perfektionistisk, så kan du måske have brug for at afreagere, men du kan i sidste ende altid falde til ro igen ved tanken om at kaizen virker. Når det lille tidsspektrum tvinger din kaizen-handling til at være så sindssygt overskuelig og lille, så vil du få den gjort hver eneste dag. Og du vil derfor nå i mål fordi du på ingen måde spænder ben for dig selv. Og så er du jo faktisk – perfektionist. Bare på en anden måde end du måske er vant til.

4. Der er intet momentum
I dag er der næsten momentum i alt. Vi skal lige læse op til eksamen på så og så få dage, eller bevæge os ud i at realisere os selv ved hjælp af en coach. Der er faktisk så mange eksempler, så jeg slet ikke kan liste dem alle her. Men der er i dag en tydelig tendens til at alt hvad vi gør skal have et vist momentum over sig. Det skal være cool, nice, smart, misundelsesværdigt big time. Men kaizen fjerner alt det. Så kan det umiddelbart godt virke som om at dit mål og dig så bliver kedelig, men i virkeligheden så vælger du bare at passe godt på dig selv og dit mål. Fordi.

5. Du bliver ikke stresset
Har du travlt? Kender du stressbarometeret rød, gul grøn? Forestil dig et lyssignal. Hvis du er grøn, så har du det godt. Du skal noget, men du føler dig på ingen måde presset. Hvis du er gul, så føler du dig presset, fortravlet, stresset, men du kan godt klare det. Du hænger i. Er du derimod rød, så har du været i den gule for længe. Du er stresset, som i stresset lige til en sygemelding. Hvad enten du er blevet sygemeldt eller ej. Det lyder ikke rart, vel? Så er det heldigt at kaizen helt modvirker dette.

6. Du får intet sug i maven
Og når vi nu er ved stress, så lad mig aflive en overbevisning: Den rus du mærker i maven er ikke en rus, det er et sug i maven som i “jeg er bange.” “Jeg er bange for hvordan det nu skal gå med…” Og det er en angst som alt dit momentum omkring alle dine mål udløser helt automatisk (læs mig blogindlæg om kaizen for at forstå hvad der sker helt biologisk i din krop her.) Så når du går med en præstations-rus i maven, og lever højt på kaffe og andre sager der lige kan booste din energi, så prøv en gang og sæt dig ned og mærk efter. Det er nervøsitet. Det er bare blevet normalt og “in” at vende det til en “se-hvor-sej-jeg-er”/knokle-livsstil og undertrykke eller ikke stå ved denne følelse.

7. Du får det altid gjort
Det er vildt betryggende. Prøv at tænk på alt det du ikke får gjort. Fordi det bliver for stort, tager tid, du skal bruge meget energi på det. Men med kaizen så slipper du for alt det. Det ene minut det er så overskueligt så du altid vil få det gjort. Og det betyder at du kan være yderst tilfreds med dig selv hver dag. Fordi

8. Du er på vej mod dit mål hver eneste dag
Om det er helligdag, en travl mandag, du skal til fest om aften, sågar når du holder ferie så er det ene minut klaret i et snuptag, og derfor står sådanne dage slet ikke i vejen for at du bevæger dig mod din drøm eller dit mål. Det betyder også, at du opnår en dejlig følelse indeni hver dag, fordi du har taget et lille skridt mere mod dit mål. Så selvom det går i et andet tempo med at komme derhen, end du måske er vant til, så er det en stor glæde i livet hvis man kan glæde sig over at være på vej. Og hvis du er gået i gang med et mål, som du ellers ikke har fået begyndt på og som indtil videre kun har været forbundet med stor vrede og frustration, så er det en enorm lindring at se og erfare at du er på vej mod dit mål hver eneste dag.

9. Du kører ikke død i det
Kender du det med at man endelig har fået taget sig sammen og så efter lidt tid så kører man alligevel død i det? Sådan bliver det ikke når du bruger kaizen som strategi. Din start vil være mild og overskuelig fordi du kun må bruge 1 minut hver dag. Det betyder at du kommer i gang. Når du når et punkt hvor du kommer til noget du finder svært, så vil kaizen tvinge dig til at dele det op i mindre bidder. Det kan endda være at du skal bruge mindre tid end 1 minut for at komme igennem det der er svært. Omvendt, hvis du f.eks. skal ringe til en person og stille flere spørgsmål, så vil dette naturligt tage mere end et minut. Men der kan du så gøre det at du tanker op i 1 minut om dagen nogle dage i forvejen så de 5 minutters telefonsamtale ikke vil virke som nogen anstrengelse, på samme måde som det ene minut heller aldrig virker som en anstrengelse. Ved hjælp af disse to yderligere fif, vil du opleve at du ikke kører død i det. Og det er om noget enormt betryggende at vide. Du er altid på vej. Og derfor når du også derhen.

10. Du plejer dit mentale helbred undervejs
I dag er det mere og mere oppe i tiden at få passet bedre på sig selv. Det handler typisk om kost, motion, alternativ behandling, stress og personlig udvikling i mange former. Det er en kraftfuld tendens hvor vi springer rundt og føler at vi skal udvikle os på alle planer af vores liv. Men med det faktum i bagagen at mennesket er et vanedyr, så er alt dette faktisk slet ikke så let. Hvis du bruger kaizen, kan du derimod opnå alt dette – ja hvad som helst – uden at mærke præstations-rusen hverken i maven eller i hovedet. Du vil simpelthen opleve en fred. Bare tanken om at det er muligt at nå alle dine mål og føre alle dine drømme ud i livet uden at knokle er enormt befriende. Og når vi nu skal passe så godt på vores krop og være helt vildt succesfulde – hvorfor så ikke også pleje vores sind med en blid præstationstaktik? Det fortjener vi alle.

Kaizen

Kaizen: Hvordan enhver let kan gå fra stress til succes med ALT

Jeg gik i mange år og var som alle andre fuldstændig overbevist om at den eneste måde at opnå noget på – hvad som helst – det var ved at knokle. Hvad der med et term kaldes for innovation – drastisk forandring. De 10 ekstra kilo der skal smides i en fart. Men der findes et alternativ. En anden metode. Den metode hedder Kaizen.

Kaizen er en metode og filosofi der blev opfundet for 75 år siden i 1940 da Frankrig blev besejret under 2. Verdenskrig. Det betød at USA måtte gå ind i krigen for at sikre de Allieredes sejr, hvilket var afgørende for kapitalismens fortsatte blomstring og verdensfreden i øvrigt. USA gik derfor i gang med at forberede sig. Tusinder af mænd forsvandt ud af våbenindustrien for at planlægge, lede og deltage i 2. Verdenskrig. Og USA havde brug for gode våben og det med det samme. I stedet for at slå et stort brød op, valgte amerikanerne at arbejde med den produktion og de ansatte de nu havde og fokusere på løbende forbedringer. Kvaliteten af våbnene og det tempo de blev lavet i som denne metode affødte, gik over i verdenshistorien som to af de afgørende faktorer for, hvorfor de Allierede vandt 2. Verdenskrig. Efter 2. Verdenskrig lå Japans industri i grus og som bolværk mod en mulig trussel fra Nordkorea kastede japanerne sig over Kaizen, som siden blev fejet af bordet i USA. Aldrig har der været en nation som Japan, som fik sin industri og private sektor til at blomstre så flot og så længe. Japanerne gav teknikken med de små trin sit eget navn, Kaizen, der betyder “good change.” I 80’erne tog amerikanerne igen teknikken til sig i deres produktion, efter at have set japanernes succes med den, og herhjemme bruges den som et værktøj inden for LEAN. For altid og indtil nu som et værktøj til at forbedre produktionen. Men hvad med alle os andre?

Den helt afgørende grund til at Kaizen virker og innovation sjældent gør, skyldes et biologisk faktum som vores samfund og hele vores levevis gang på gang forsøger at overbevise os om ikke eksisterer. Flere af kroppens funktioner som f.eks. kropstemperatur eller vejrtrækning reguleres automatisk og det gælder også for det der kaldes kamp-eller-flugt-reaktionen. Den aktiveres hver gang vi er i fare og dirigerer energi fra noget så “unyttigt” som rationel og kreativ tænkning over til benene, så vi kan tage benene på nakken eller springe til side hvis der pludselig kommer en bil. Den er derfor meget praktisk når vi er i fare og står som et vigtigt mindesmærke over vores tid som hulemennesker, hvor vi havde brug for en mekanisme, der kunne sikre vores overlevelse. Dette er blot en ud af flere hulemenneske-karakteristika som mennesket stadig har, til trods for vores civilisations drastige ændring siden. Det er her vi finder grunden til en stor mental ubalance i den måde vi lever på i dag.

Problemet er nemlig, at denne mekanisme udløses hver gang vi er i fare, men også hver gang vi ønsker at gribe en mulighed, får lyst til noget eller ønsker en forandring. Hver gang gribes vi af angst og vigtige dele af hjernen som vi godt kunne bruge lige netop i det øjeblik lukker ned (fornuften og kreativiteten). Og det er her at du i dag indtil videre har stået og tænkt “sådan er det”, “jeg tager mig en kop kaffe”, “det er bare et spørgsmål om mod” eller givet dig selv “jeg-kan-godt-klare-det”-talen.

For en god ordens skyld, må jeg bare lige nævne, at det ikke hjælper at drikke kaffe. Nej, det eneste der hjælper er at omgå denne mekanisme, som vi gang på gang aktiverer, fordi vi gerne vil præstere super på jobbet, gå til en masse sport, have den lækreste garderobe, ja, hvordan ønskerne og målene nu engang ser ud, så sætter vi utallige op for os selv, så mekanismen går i gang hele tiden. Vi er konstant på, på dupperne, skal også lige – så vi overser, at det vi bare tror er en præstations-rus og en følelse af “se-hvad-jeg-lige-klarede-idag”-følelse i virkeligheden er en klump af angst, nervøsitet og stresshormoner i maven fordi mekanismen hele tiden er i gang.

Måden du omgår den på er ved at tage så små skridt så det føles som en leg. Jeg definerer det som en 1-minutshandling. Så det du skal gøre for at undgå at mekanismen aktiveres, er at glemme alt om at præstere og skrive delmål op, men kun bruge 1 minut pr. mål pr. dag. Hvis du mærker nervøsiteten i maven, præstations-rusen og at det på nogen måde bare kræver en centimeter ben i næsen så har du ikke lavet Kaizen. Din kaizen-handling skal være så nem, så du tror det er løgn. Det kunne f.eks. være at fjerne en ting fra et rodet skrivebord, at stille vandkanden frem eller at gå en ekstra runde i huset i dag, som et led i at komme til at tabe de 10 kilo.

På den måde vil du gå med din biologi og ikke imod den. Fordi sådanne små skridt betyder nemlig at hele hjernen fungerer, dvs. også den rationelle del så at du til eksamen, når du bliver spurgt et vigtigt spørgsmål, faktisk også hurtigt kan hive svare på det frem, fremfor at gå kold. Når hjernen således fungerer i denne nye uvante situation du har puttet den i, så vil den begynde at opbygge “software” som støtter dig i dine nye vaner. Den modstand mod forandring som du før mærkede, svækkes, og du vil opleve, hvordan du bevæger dig med større fart mod dit mål. Den ønskede forandring der før gjorde dig nervøs, gør din hjerne dig nu i stand til at nyde. Hermed bryder du også med ideen om vanemennesket, som også er et andet karakteristika for hulemennesket. Med kaizen kan du netop skabe nye vaner på en let måde.

Hvorfor skal den japanske og den amerikanske industri have al morskaben for dem selv? Det er det spørgsmål jeg har stillet mig, og grunden til at jeg er startet op som selvstændig for netop at udbrede det smukke ved Kaizen. For du kan bruge det til ALT. Jeg har brugt det til at komme ud af en depression med, jeg har brugt det til at tage en universitetsuddannelse selvom jeg var syg, og til at komme til at snakke pænere til min mand.

Hvis du er interesseret i at lære hvordan du kan bruge kaizen til at opnå dine mål så kan du følge mig på Facebook her.

 

Kilde: Dr. Robert Maurer, ph.d. og professor på UCLA School of Medicine. “Kaizen. Et lille skridt kan ændre dit liv.” Borgens Forlag. Danmark 2006.

 

Brok

Vejen ud af brok

Lige i dag har jeg faktisk enormt meget lyst til at brokke mig. For det er mandag, det er koldt og jeg skal passe min datter alene igen igen fordi min mand er udenbys med sit arbejde. Jeg fryser og jeg er træt. Jeg kan faktisk på ingen måde overskue hvad jeg skal i dag. Så jeg tænker at det må være den helt perfekte dag til at skrive om b-r-o-k.

Brok er på godt midtjysk bare træls. Det er træls når folk brokker sig, det er træls alt den tid man nogen gange kan få brugt på at brokke sig. Det er bare – træls. Og det kan egentlig være hvad som helst. Bare en lille ting, som at det er koldt udenfor. Eller en større, som at det er mandag. Er man først gået i gang, så er det ligesom om at alle de ting man egentlig godt lige kunne brokke sig over nu man var i gang, synes uden ende. Indtil man kigger på klokken og kan se man skal videre i teksten. Men selvfølgelig ikke lige uden at man først lige skal brokke sig over at man er for sent på den allerede nu. Fordi man lige skulle brokke sig. Det var jo nødvendigt for at man overhovedet kunne finde energi til at fortsætte mandagen!

Helt seriøst så er brok – ligesom bekymringer – spild af tid. Meget god refleksion egentlig. “Men hvad gør jeg så for at komme ud af det??” tænker du så. Jo, se det er jo så her at det virkelig bliver interessant. Først og fremmest fordi at du bliver d-u-m-m-e-r-e af at brokke dig. Brok skader simpelthen dine hjerneceller. Og det er en virkelig dårlig nyhed her midt i økologitiden. Eller faktisk, måske den bedste nyhed længe. Wow – tænkt at brok er ligesom at spise sprøjtede æbler.

Når jeg nu sidder og videregiver dette videnskabelige faktum, så må jeg også blande mig, og formidle løsningen på brok helt enkel. Brok handler om at der er noget vi er utilfredse med. Der er simpelthen nogle ting, som ikke er på den måde vi ønsker os. Gid jeg var så magtfuld, at jeg kunne forlænge weekenden, så det ikke var mandag i dag. Men det kan jeg ikke. Der er ting som vi ikke kan ændre. Jeg kan heller ikke ændre vejret. Så det er den ene del af løsningen. Accepter og tilpas dig de ting som du ikke kan ændre. Punktum. Gå tidligt i seng søndag aften så du er frisk. Tag din vinterjakke på, selvom du hellere vil hoppe i sommerjakken. Alle de ting ved vi måske godt inderst inde. Og kan vi ikke finde ud af at gå tidligt i seng så kan vi altid bruge kaizen til at komme derhen.

Så lige nu sidder jeg altså og fryser og er træt. Og jeg har en enorm lyst til at brokke mig over det. Og her bliver den anden del af løsningen mere spidsfindig. I stedet for at brokke mig, så laver jeg en aftale med mig selv om, at de to ting må jeg først brokke mig over kl. 14. i eftermiddag. Til den tid har jeg GLEMT denne helt exceptionelle dårlige aftale jeg har lavet med mig selv, og jeg har dermed undgået at gøre mig selv den smule dummere ved at brokke mig. Nå, men jeg fryser jo altså stadig. Så jeg er gået ned for at hente mig et tæppe og sidder og putter mig i det. Og den eneste grund til at jeg gør det – og på ingen måde overhovedet føler at det tager energi fra mig – er fordi det er en kaizen-handling der passer til lige der hvor jeg er nu. For to uger siden, ville jeg have gået rundt og frosset hele dagen, uden at skrue op for varmen, og faktisk kun tage en bluse på som sørgede for at jeg stadig frøs lidt. Men nu har jeg i mellemtiden startet et nyt kaizen-projekt der går ud på at jeg skal have forhøjet mit selvværd. Så jeg føler at jeg er så meget værd at jeg fortjener at blive pakket ind i et tæppe. Og det gør jeg. Og lige i dag er mit humør så højt, så det føles helt ubesværet for mig at gå hele vejen nedenunder og hente det gode fleecetæppe. Hvis ikke, så var jeg bare gået ind i soveværelset og havde hentet et anden, fordi det havde været kaizen-handlingen for mig i det tilfælde.

Hvis du på en eller anden måde slet ikke føler dig værdig til hverken et tæppe eller et par strømper, så må du starte helt fra bunden, med dit selvværd. Som jeg også startede med. Jeg tog et stykke papir og en kuglepen frem og skrev “Derfor har jeg et højt selvværd!”. Hver dag så finder jeg en ting ved mig selv som jeg holder af og skriver på listen. Og dag efter dag, som jeg kigger på listen, føler jeg mig værdig og har jeg energi til et par varme sokker, et fleecetæppe, og om nogle dage, sikkert begge dele, skulle der igen komme en kold dag. Og langsomt men sikkert, får jeg elimineret grunden til at brokke mig over kulde. Den ting jeg nok brokker mig allermest over. Så egentlig godt at starte netop med den.

Mærker jeg alligevel trangen til at brokke mig, fordi jeg fryser altså stadig om fødderne, så minder jeg mig om min aftale kl. 14. Og så når jeg slet ikke at komme i gang med at brokke mig. Så arbejder jeg ligeså stille videre, og når det føles helt let og ubesværet, så skriver jeg lige en ting på min selvværdsliste. Læser den igennem 10 sekunder, og overvejer om den følelse af værdighed jeg da mærker, gør tanken om at hente et par varme sokker acceptabel. Jeg ved ikke om det sker i dag eller først om to dage. Men det er faktisk heller ikke så vigtigt. Tanken om at det vil ske, og at det er en af de sidste dage i mit liv, hvor jeg kun føler mig så lidt værdig så jeg må sidde og fryse om fødderne, varmer mig om hjertet. Og lidt ned i fødderne. Og så er det pludselig slet ikke så skidt en mandag alligevel.

Den korte version: 1) accepter og tilpas dig det det du alligevel ikke kan ændre 2) lav en brokke-aftale med dig selv 3) udfør en kaizen-handling for at handle på det du ville brokke dig over og dermed forbedre den pågældende situation du er utilfreds med 4) arbejd på dit selvværd for at forbedre kvaliteten af kaizen-handlingen under punkt 3

 

 

 

Rod

Derfor er rod ikke rod

Når jeg slår ordet “rod” op i en ordbog så bliver jeg givet ordet “uorden”. Se, for mig som i mange år har været meget optaget af rod og ryddelighed, så finder jeg det faktisk meget interessant at det er sådan ordbogen vælger at forklare ordet på. For det betyder at der er nogen der har bestemt hvad orden og hvad uorden, og altså rod er for noget. Det blev vedtaget derhjemme.

Hjemme ved mig var der en høj standard. Der var bare orden over det hele. Indefra og ud. Oppefra og ned. Den bedste måde at forklare hvor ordentlig der egentlig var, var, da jeg en dag gik forbi køkkenbordet og bare lige ville lægge en lille ting der. “Den kunne da godt lige ligge der lidt”, tænkte jeg. Der gik ikke 5 sekunder før jeg havde fået bud på at fjerne den igen. Havde jeg rodet på mit værelse skulle der altid ryddes op efter et par dage. Senere fandt jeg ud af hvor meget min mor gik op i at være et godt forbillede for os. Så jeg tog hjemmefra med en ypperlig dyd ud i orden og oprydning.

Den tog jeg videre med mig, og min lejlighed var derfor et levende bevis på en høj standard af orden. Men da jeg flyttede hjemmefra blev jeg også langsomt bevidst om at jeg havde brug for at afreagere. At jeg også havde brug for at gøre som det nu faldt mig lettest. Og eftersom det unægteligt var mere hyggeligt at sidde og lave mine lektier i gymnasiet ved mit sofabord end ved mit skrivebord blev mit skrivebord meget hurtigt til et “der-kan-jeg-lige-lægge-det”-sted for alverdens ting og sager. I min studiebolig blev det reduceret til en rodeskuffe, og efter i mange år at have accepteret at det var sådan jeg holdt orden – sådan da – så faldt jeg en dag over en artikel som helt ændrede mit syn på rod.

Den pointerede helt utvetydigt, at der var tale om en mental ubalance hvis der enten var meget ordenligt eller meget rodet hjemme hos en. Jeg rystede på hovedet af det og tænkte at det var da noget mærkeligt noget at skrive. Hvad jeg ikke var klar over, var, at jeg på det tidspunkt var inde i en depression. Og jeg kunne derfor have udbrudt et skrigende “Ja!” til udsagnet, havde jeg kunnet sætte ord på, at jeg virkelig var deprimeret.

Senere flyttede jeg så sammen med min mand. Og det irriterede mig grænseløst, fordi lige pludselig så var der en lille smule  rod over det hele. Altså, nu ved jeg ikke hvorpå rod/orden-skalaen du er, men for mig var en bluse her, en bog der, lidt opvask osv. ROD. Jeg begyndte at snakke med ham om det, rydde op efter ham, i det hele taget stritte imod indtil jeg kom i tanke om artiklen. Jeg var stadig syg, nu bare med social angst og fobi, men på vej ud af det. Lige så stillet fik jeg accepteret at der lå en ting her og en ting der. Det skete alt sammen i takt med at jeg fik arbejdet mig ud af min diagnose.

Ikke lang tid efter gik den dybere mening med artiklen op for mig – at hvis man var sund og rask så er det faktisk helt naturligt at rode lidt. Så afspejler lidt rod faktisk sundhed. Og så giver det jo slet ikke mening at tale om rod, næ så skulle det måske nærmere hede sund orden.

Da jeg yderligere faldt over filosofien kaizen, som er den jeg har valgt at bygge min forretning op omkring, så kan jeg nu med stor klarhed og ro sige til dig, at uanset hvor meget du roder, så er det ikke rod. Du er bare i en process. Du er i gang med i menneskets helt naturlige rytme at rydde op, eller rydde til, og arbejde dig hen til en større klarhed over dit indre. Eller er du ellers sund og raks så er du simpelthen bare i ro og mag i gang med at arbejde på flere projekter på en gang, hvorfor der ligger ting rundt omkring og flyder.

I dag er mit hjem lidt smårodet. Men i mine øjne er det ikke rod. Det er bare kaizen. At jeg er i gang med at køre en husholdning og en familie i det tempo der er naturligt for mennesket. Så ligger der en ting og flyder, er det ikke rod. Det er bare en lille ting der venter på at komme videre rundt i det flow der nu en gang er i et hjem.