DRØMMEN.

Sådan føles det at få succes på den nærende måde

Følelsen af nærende succes

Jeg har det som om jeg svæver 10 centimeter over jorden. Det bobler af glæde indeni ved tanken om at jeg realiserede min store drøm. At det tilmed var super let, gør mig bare endnu mere estatisk.

Nej, det tør jeg slet ikke tænke på. For så føles det som om jeg skal tisse i buskerne af bare begejstring. Åh nej, jeg kan dårligt holde følelsen ud, hvordan var det nu jeg turde gå i gang overhovedet med sådan en vanvittig stor drøm?

Jo, min mentor satte mig en kæp i hjulet. Sikke noget pjat at jeg ikke kunne købe et nyt og lækkert hus i den mindre Guldkantsdanmark by jeg bor i hvor alt er gammelt og slidt. Jeg læste endda, det var den kommune med flest nedrivningsværdige huse i hele Danmark.

Og jeg blev stik tosset. Og vidste at hun havde ret. For der hvor vi boede blev vi småsyge og vores overskud var altid væk pga. kulde og utætte vinduer.

Så jeg tog mig de pokkers to minutter. Og så koncentrerede  jeg mig helt vildt. I de to minutter. I omkring 14 dage. Ud i kunsten at manifestere. Som jeg endelig havde lært. Og kort efter var vi ude og se på det hus vi nu bor i.

Alt det jeg havde ønsket og følt fik jeg. Og det jeg ikke havde kunnet sætte ord på – en flagstang, de smukkeste gardiner i køkkenet tilmed med udsigt til solnedgangen – de var også blevet til virkelighed.

Jeg har lyst til at løbe rundt. Den lille pige indeni mig – hun stormer rundt ad glæde. Armene over hovedet. Jublende. Jeg selv sidder tavs og stille. Prøver bare at rumme lykkefølelsen så længe som muligt. For jeg kender til den lette og nærende metode til at realisere selv de vildeste drømme. Så det er ikke udfordringen så meget længere. Det er mere det at tillade mig at mærke glæden, når dagen så kommer.

For at kunne blive her lidt endnu, må jeg lade mine øjne fyldes op med tårer. Bare lige et øjeblik til.”

Published: 21. december 2015 | Comments: 0

Sådan ser der ud på Overskudsmenneskets vej

Drømmen

Indtil nu har der været Taberens, Samtykkerens og Rigmandens vej i livet. Men nu er Overskudsmenneskets vej kommet. Find ud af hvilken vej du er på, hvorfor og hvordan du kommer på Overskudsmenneskets vej.

Kig godt på billedet. Det er ved at kigge på dette kryds igennem et helt år da jeg boede op og ned af det, at jeg har indset og kommet til disse fire veje. Fire veje som jeg alle har været på. 3 hvoraf du sikkert er på en af dem og så en ny og særlig fjerde vej.

Lad os starte med Samtykkerens vej. Er du på Samtykkerens vej, så har du en opfattelse af at tingene ikke kan være (gennemgribende) meget anderledes og du samtykker til det der nu er. Du er præget af forældres eller families karriereveje og de forventninger de har til din (eller de forventninger du ubevidst tror de har til den!) Du har affundet dig med at være begrænset økonomisk, i forhold til hvor meget energi du har (omend du booster det lidt i din fritid) og i forhold til hvor langt du kan nå i livet.
Det er på denne vej jeg har taget billedet – “Hvedemarken”, står der nok så fint. Den som rigtigt mange følger, flokken. Du er så lykkelig som du tror du kan blive. Tingene er så gode som de nu engang kan blive. Du har accepteret, at dine største drømme aldrig bliver til noget.

Så er der vejen til højre, Taberens vej. Du kan være på denne vej af mange forskellige årsager. Det kan være sygdom eller dårlige vilkår da du voksede op som har fulgt dig ind i voksenlivet. Det kan være tragiske hændelser for dig selv, for din familie eller venner der har tæret på din livsenergi og har levnet dig få kræfter til at kæmpe dig “opad.”
Du bruger kræfter og tanker på at leve – økonomisk, tankemæssigt, arbejdsmæssigt, og det fylder så meget så du føler dig fortabt. Du føler at vejen er for lang tilbage til det bedre, at selv for at komme på Samtykkerens vej, skal der arbejdes og har du brug for lidt held og velvilje udefra.
Denne vej er du måske kommet på, fordi du har accepteret for meget der var ulig dit hjerte for længe på Samtykkerens vej. Men du kan også sagtens være kommet på denne vej (midlertidigt) efter at have været på Rigmandens vej.

Rigmandens vej er drømmens vej. Livet med det gode arbejde, viljen til at kæmpe for de største ideologiske drømme og “statements.” Du l e v e r. Du bruger et godt netværk, veninder, timing, universet til din fordel. Og med disse skaber du dig et liv som Taberen og Samtykkeren kun kunne drømme om at føre. Energien stråler ud af dig og du er glad. Du ser livets udfordringer som spændende eventyr som du begiver dig ud på med entusiasme, men også flid og hårdt arbejde. Du vil videre og du vil mere. Og du kommer videre og kan mere.
Men du går også en fin balancegang mellem hårdt arbejde og optankning af diverse slags. En balance som godt kan skeje voldsomt ud og bringe dig i en tilstand hvor du er hårdt presset på krop og sjæl. Eller du er rigtig god ved dig selv for det meste. Du er dog meget bevidst om at det stadig er en balancegang og du falder i indimellem. C for centrum, city, exCitement.

Den sidste vej er Overskudsmenneskets vej. Du har måske Taberens, Samtykkerens eller Rigmandens vilkår, men det er ikke vigtigt. Du ænser måske livets tyngde, hård, middel eller mini, men det er heller ikke vigtigt. For du har altid et overskud fordi du ved at du altid når dine mål, store som små, de største og de mindste og derfor har du ingen bekymringer, men tværtimod sjælefred. Du er ikke stresset eller usikker på hvordan det skal gå. Men snarere tværtimod så VED du at det går og at det altid går fremad.
Du følger dit hjertets hvisken med ro og sikkerhed og du er altid i balance. For du kender til sandheden om dig selv: at hvis du gør lidt hver dag, så kan du realisere alle dine drømme effektivt, roligt og uden stress. For du ved at den fremgangsmåde er det smukke svar på livets udfordring i dag: hvordan får jeg succes (= når mine mål) samtidig med at jeg har overskud og ro?

Hvilken vej er du på lige nu?

Start i god tid og gør lidt hver dag på en drøm direkte fra hjertet, så er du allerede på vej over på Overskudsmenneskets vej.

Få min støtte til at komme over på og blive på Overskudsmenneskets vej ved at følge min facebookside: www.facebook.com/freetoflynow

Du kan også læse dette blogindlæg som giver dig et mere detaljeret svar på hvordan du kommer på Overskudsmenneskets vej: http://freetofly.dk/saadanfaarduvanvittigtletsucces/

Published: 18. november 2015 | Comments: 1

Outdated superwoman style

Den nye superwoman style

Du lægger ud med at tænke at det her det må du bare realisere. Og så lægger du den storstilede plan. Deadline om 2 uger. Der er 3 store huller der og der og der hvor du nok kan nå ret meget faktisk. Og hvis den der ting så lige falder ud til din fordel så, ja så kan du faktisk sagtens nå det.

6 dage efter start er du både stresset og ked af det, for du kan se at det kommer til at blive virkeligt hårdt hvis du skal nå det.

Du kastede dig ud i det totalt superwoman style.

Fordi.

Du ligesom alle andre gerne vil udstråle stor tiltro til dig selv og hvad du kan nå på ret kort tid. Du vil også gerne fremad og have succes og da på ingen måde være en pivskid. Det bliver fedt når. Den tanke for der til at hoppe og danse af overskud og glæde.

Og nu til de mere alvorligere fordi’er. Fordi du bliver påvirket af hvad folk i din omgangskreds giver sig i kast med. Ja, påvirket af verden omkring dig. Det er et faktum og ikke noget du kan løbe fra (sådan er det også for mig.) Du vil gerne føle at du er med og hører til. Fordi du inderst inde ikke har lyst til at huske at sådan gik det også sidste gang. Hvis du godt ved det, men gør det alligevel så spiller det ingen forskel for begge scenarier sker af en enkelt årsag: du ved ikke hvordan du ellers skal gøre.

Og lad os lige dvæle ved hvorfor du gør det alligevel. Det er fordi at din superwoman style er almen praksis overalt omkring dig. Det er en måde at handle på som ligger dybt i vores kultur. Og der er utallige udtryk som vi er så vant til bare at ty til når vi når til dag 6. Som “det er om at holde tungen lige i munden”, “hvis man vil fremad i verden så må man arbejde hårdt”, “jeg kan godt” og så videre – hvis ikke vi da bare giver op. Øv.

Og tilbage til dag 6 – du er udmattet. Du vil det perfekte, men det er simpelthen bare for hårdt.

Og det er OKAY at have det sådan. Det er menneskeligt at have det sådan. Faktisk er det kun et fåtal af os der ikke har det sådan. Men der findes en gruppe som har vænnet sig til at skubbe på og klare den alligevel. “Nothing admirable ever came from comfort zones.” Det er i øvrigt en stor løgn, men de sætter trenden og du vil gerne være med i klubben.

Uaks – hvad så?

Dette. Start tidligt og lav lidt hver dag. Du undgår at blive udmattet og føle frygt. Du oplever til gengæld succes og fremskridt hver dag hvorfor sejren er uundgåelig.

Kom du i overhovedet i gang superwoman style? Det er ikke sikkert. Måske er du bevidst om  at det er en stejl bakke du så må op af og er derfor slet ikke kommet i gang. Tanken har gjort dig udmattet og passiveret dig på forhånd. Så bortset fra noget hårdt arbejde er du på dag 6. I lort til halsen.

No way. Dette er MÅDEN – dokumenteret og tilpasset DIG.

God rejse!

 

Published: 27. oktober 2015 | Comments: 2

Hvordan jeg fandt Kaizen

DRØMMEN

Hovedet. Det var enormt befriende at flytte hjemmefra kan jeg huske. Det var i 2002. Jeg var lige blevet 18, og en ny, flot lejlighed med hems ventede på mig. Følelsen af at lukke døren og at hele verden var min. Den var så skøn. Men der var også en hel masse lektier der i 1.g. Faktisk så var hele starten af gymnasiet gået med at brokke sig over dem. Det gjaldt især de velstillede piger fra klassen, de var mere vant til at shoppe om eftermiddagen og hvad sådan nogle nu ellers laver. Jeg bandede også – indvendig. Men jeg havde også fået fortalt, at der skulle ydes noget, der i det der, der hed gymnasiet.
Så der sad jeg så i min fine lille lejlighed. Og skulle selv få lavet alle de lektier. Ikke at jeg nogensinde har været dårlig til det, men for en flittig pige som mig, var det alligevel en stor udfordring. Med al den frihed lige pludselig. Og det var ved at være sommer – solen lokkede. Så jeg tog tasken over til bordet. Fandt med møje min kalender frem, blandt alle de mange bøger i min taske. Slog op. “Okay, lektier for i 4 fag, det var mange. Hvad er mest spændende? Æh – engelsk. Nå. Oversætte sætning 1-14 på s. 67. Det var et eller andet grammatisk, som man åbenbart skulle øve på den måde. Gosh – så mange?? Nå, men jeg kan da prøve med den første. Okay, det gik fint. Så prøver jeg lige med en til. Hov, nu er lektierne til engelsk klaret. What’s next”?

Hjertet. Jeg kan huske at jeg fortsatte med at jagte studieopholdet i udlandet, selvom kurven var blevet stejl. Det var i 2009. Jeg var bare fortsat. Nu havde jeg jo fået min bachelor i tysk og fransk, så jeg fortsatte naturligt videre til kandidaten. Som var af en noget anden kaliber, havde jeg ladet mig fortælle. Jo tak. Jeg er ikke sikker på at det havde gjort nogen forskel, havde jeg vidst at jeg lige havde været i en depression i 5 år. Til udlandet, det ville jeg. Og nu havde jeg netop fundet ud af at jeg både kunne komme til Frankrig og til Tyskland. Wow hvor ville det se fedt ud på mit cv. Og jeg knoklede. Skrev jeg ved ikke hvor mange mails, breve, universitetsansøgninger på fransk og tysk. Søgte om lov i studienævnet. Surfede efter passende fag i weekenderne. Det var heldigt at jeg starten på det år blev slutningen på min depression. Med stor værdighed kunne jeg flytte ind i min lejlighed og nyde et halvt år i solrige Berlin mens jeg fik styr på det der med lige at tale mundtligt tysk flydende. Hvilket lykkedes! Der var faktisk flere på det ene fag der fulgte, der troede at jeg var tysker. Nice!

Jeg tog toget direkte videre til Frankrig. DRØMMEN. Ja, jeg var så begejstret for min genvundne glæde, så jeg bad om svar på den der følelse indeni som i flere år havde gået og generet mig. Nu skulle der ryddes op og livet skulle leves en gang for alle.

En uge efter jeg var ankommet til Frankrig var jeg ude for et seksuelt overgreb på højlys dag lige hvor jeg boede. Jeg undslap inden det blev virkeligt slemt og fortsatte min indkøbstur. De franske postejer lærte en god del danske bandeord den dag. Da jeg kom hjem var jeg alligevel noget rystet. Min daværende kæreste beroligede mig over skype. Mine forældre stod nervøse og vred deres hænder. Var det bedst bare at tage hjem og glemme det hele? Men det kunne jeg ikke få mig selv til. Så skulle jeg jo opgive DRØMMEN.

I desperation havde jeg skrevet en mail rundt til 4 andre udvekslingsstuderende jeg havde mødt, men dårligt kendte. Jeg sov kun i min lejlighed én nat derefter, jeg turde ikke blive, og ved alt held kunne jeg sove hos en af de andre natten efter. Den morgen måtte livet gå videre. Jeg skulle hen på et kontor hvor de hjælp udvekslingsstuderende med at finde en lejlighed. Han havde ikke tid til at hjælpe mig. Jeg skulle bare følge s-togets spor. Jeg gik så der på de små veje langs sporet, alt var uvirkeligt. Jeg gik gennem døren og kunne ikke andet end at sætte mig ned i den fine lille gårdhave der var derinde. Jeg ringede. Men ak, jeg havde vækket min kæreste der boede i Canada tidligt så mange gange, med spørgsmål til alle de udfordringer jeg mødte. Så nu, da hele min verden var sunket i grus, blev han vred og smed røret på. Det tilgav jeg ham aldrig. Jeg snakkede så en halv time med min mor, mens jeg tudbrølede. Hun sagde, at jeg måtte gå ind og snakke med dem på kontoret. Ja. Men jeg kunne ikke. Jeg mener. En hel flok drenge havde gramset på mig på højlys dag. Jeg kunne ikke stole på nogen igen. Jeg var vildt bange. Og semesteret startede om et par dage!

Jeg havde faktisk sjældent haft det godt. Altså faktisk kun fra jeg var 14 til jeg var 16 og så det halve år i Tyskland. Ellers havde resten mere eller mindre været faktisk ikke så godt. Der måtte lige have været en verdenskrig der havde hærget i flere år. Men alting var umådeligt solrigt, sommerligt idyllisk i den gårdhave. Det var som om at jeg var den eneste der havde bemærket den verdenskrig. Jeg sad der meget længe. Jeg – jamen for pokker! Min automatpilot var gået i stykker! Den som jeg havde brugt de sidste 25-2,5 år af mit liv til at holde mig kørende med. Den var gået i stykker lige der i en gårdhave i Frankrig. Den blev lappet med et lille bitte stykke plaster der slet ikke var nok og livet gik på ugrundelig vis videre.

Jeg hutlede mig igennem opholdet i Frankrig. Og videre gennem de fag jeg skulle tage herhjemme. Som tordnede sig op. Jeg fandt en ny kæreste. Jeg – gik i stå da jeg dårligt var begyndt på mit speciale, efter at have siddet og tudbrølet over alting og ingenting ved en studievejleder, som egentlig bare skulle have hjulpet mig videre med mit speciale. Han sendte mig hjem. Så sagde min læge til mig, at jeg var bange for at være sammen med andre mennesker. At jeg var syg. Og jeg fandt ud af, at jeg havde været bange i flere år. Mysteriet var løst. 1,5 år efter den dag i gårdhaven. Men hvor skulle jeg starte?

Jeg startede med at bruge lang tid på at overbevise mig selv om at jeg skulle fortsætte med at gå til sport. Selvom der var andre mennesker. Jeg tænkte på, hvordan jeg kunne komme ud af det. Al den angst. Jeg fik den ide, at at snakke med andre mennesker kunne ske på mange måder. Hver gang skulle jeg forbi skranken hvor den søde instruktør stod. Nogle gange sagde hun “hej”, men jeg turde aldrig svare. Efter nogle gange tog jeg mod til mig, og så hende i øjnene. Efter flere gange, også at smile når hun sagde “hej.” Til sidst sagde jeg også “hej”. Det var der jeg startede med at bruge Kaizen. Hvor hjertet var med. Og hvor jeg var bevidst om at det var det jeg gjorde mens jeg gjorde det. Fordi jeg havde en drøm om ikke længere at gå rundt at være bange, for nogen. At jeg også havde arbejdet mig ud af min depression ved hjælp af Kaizen – det var jeg ikke bevidst om. Og det er også en helt anden historie.

 

Hvad er kaizen?

Published: 20. april 2015 | Comments: 2