Kaizen

De 10 største fordele ved at bruge kaizen til at nå sine mål

Kaizen

Lige når du måske for aller første gang læser om hvad kaizen er, så har du måske allermest lyst til at rive håret ud af hovedet på dig selv! For det lyder jo fuldstændig vanvittigt kun at bruge 1 minut pr. dag pr. mål som jeg definerede kaizen som (læs mere om teknikken kaizen lige her.)

Og ja, det er komplet vanvittigt, det tænkte jeg også, da jeg først faldt over kaizen. Men hvad der er mindst ligeså vanvittigt er, at du rent faktisk når dine mål når du bruger kaizen. Og det er jo ikke mindre end vildt, når jeg så yderligere kan give dig de 10 bedste fordele ved at bruge kaizen som strategi for at nå dine mål. Er du klar?

1. Du har altid tid
Hvad det betyder helt konkret er, at uanset hvor travlt du har en dag så vil du altid have tid til at arbejde videre på dit mål. Om du er stoppet til om morgenen med børn, så arbejde, indkøb, børnene igen, og måske skal du også noget om aftenen? Det er alt sammen fuldstændig ligegyldigt, og nu heller ikke længere en grund eller undskyldning for at du ikke længere får arbejdet på dit mål. Som jo er noget du brænder for og hader at skubbe til side på grund af alt muligt andet du skal. Glem det. Med kaizen har du altid tid til at arbejde på dit mål. Hver dag. Mens du tager en slurk kaffe, venter på bussen, alligevel render rundt i huset og rydder op. 1 minut er sindssygt kort tid og derfor altid doable.

2. Du skal ikke lave dit liv om
Jeg var en gang på date med en som bogstaveligt talt havde pakket sit liv med arbejde og professionel sport fra tidlig morgen til meget sen aften. Om jeg begriber at han kunne nøjes med så lidt søvn. Hvis dit liv ser sådan ud, eller du måske er en sofagirl – som jeg selv har været en del af mit liv også – det indrømmer jeg gerne – eller om du nu er et eller andet sted mellem de to ekstremer. Så er der ingen grund til at gå i spåner. Du behøver ikke at lave dit liv om på nogen som helst måde. Selv sofagirl’en eller sportsfreaken og alle os andre i øvrigt, vil egentlig bare være glade hvis vores mål ikke krævede en totalt omvæltning på alle mulige andre aspekter i vores liv. Og med kaizen der behøver det ikke være sådan. Du kan gå i gang med dit mål uanset hvordan dit liv ellers ser ud. Det betyder ikke at du ikke kan ændre meget i dit liv. Du kan bare tage 5 mål som tilsammen måske udgør en større livsstilsændring, og så stille og roligt, 5 minutter ad gangen hver dag, ændre dit liv.

3. Du skal ikke lave dig selv om
Om du er organiseret, doven, et sjuskehoved, glemsom, perfektionist eller prof – du behøver ikke at lave dig selv om. Om du er nok så doven så vil 1 minut være til at overskue. Er du nok så perfektionistisk, så kan du måske have brug for at afreagere, men du kan i sidste ende altid falde til ro igen ved tanken om at kaizen virker. Når det lille tidsspektrum tvinger din kaizen-handling til at være så sindssygt overskuelig og lille, så vil du få den gjort hver eneste dag. Og du vil derfor nå i mål fordi du på ingen måde spænder ben for dig selv. Og så er du jo faktisk – perfektionist. Bare på en anden måde end du måske er vant til.

4. Der er intet momentum
I dag er der næsten momentum i alt. Vi skal lige læse op til eksamen på så og så få dage, eller bevæge os ud i at realisere os selv ved hjælp af en coach. Der er faktisk så mange eksempler, så jeg slet ikke kan liste dem alle her. Men der er i dag en tydelig tendens til at alt hvad vi gør skal have et vist momentum over sig. Det skal være cool, nice, smart, misundelsesværdigt big time. Men kaizen fjerner alt det. Så kan det umiddelbart godt virke som om at dit mål og dig så bliver kedelig, men i virkeligheden så vælger du bare at passe godt på dig selv og dit mål. Fordi.

5. Du bliver ikke stresset
Har du travlt? Kender du stressbarometeret rød, gul grøn? Forestil dig et lyssignal. Hvis du er grøn, så har du det godt. Du skal noget, men du føler dig på ingen måde presset. Hvis du er gul, så føler du dig presset, fortravlet, stresset, men du kan godt klare det. Du hænger i. Er du derimod rød, så har du været i den gule for længe. Du er stresset, som i stresset lige til en sygemelding. Hvad enten du er blevet sygemeldt eller ej. Det lyder ikke rart, vel? Så er det heldigt at kaizen helt modvirker dette.

6. Du får intet sug i maven
Og når vi nu er ved stress, så lad mig aflive en overbevisning: Den rus du mærker i maven er ikke en rus, det er et sug i maven som i “jeg er bange.” “Jeg er bange for hvordan det nu skal gå med…” Og det er en angst som alt dit momentum omkring alle dine mål udløser helt automatisk (læs mig blogindlæg om kaizen for at forstå hvad der sker helt biologisk i din krop her.) Så når du går med en præstations-rus i maven, og lever højt på kaffe og andre sager der lige kan booste din energi, så prøv en gang og sæt dig ned og mærk efter. Det er nervøsitet. Det er bare blevet normalt og “in” at vende det til en “se-hvor-sej-jeg-er”/knokle-livsstil og undertrykke eller ikke stå ved denne følelse.

7. Du får det altid gjort
Det er vildt betryggende. Prøv at tænk på alt det du ikke får gjort. Fordi det bliver for stort, tager tid, du skal bruge meget energi på det. Men med kaizen så slipper du for alt det. Det ene minut det er så overskueligt så du altid vil få det gjort. Og det betyder at du kan være yderst tilfreds med dig selv hver dag. Fordi

8. Du er på vej mod dit mål hver eneste dag
Om det er helligdag, en travl mandag, du skal til fest om aften, sågar når du holder ferie så er det ene minut klaret i et snuptag, og derfor står sådanne dage slet ikke i vejen for at du bevæger dig mod din drøm eller dit mål. Det betyder også, at du opnår en dejlig følelse indeni hver dag, fordi du har taget et lille skridt mere mod dit mål. Så selvom det går i et andet tempo med at komme derhen, end du måske er vant til, så er det en stor glæde i livet hvis man kan glæde sig over at være på vej. Og hvis du er gået i gang med et mål, som du ellers ikke har fået begyndt på og som indtil videre kun har været forbundet med stor vrede og frustration, så er det en enorm lindring at se og erfare at du er på vej mod dit mål hver eneste dag.

9. Du kører ikke død i det
Kender du det med at man endelig har fået taget sig sammen og så efter lidt tid så kører man alligevel død i det? Sådan bliver det ikke når du bruger kaizen som strategi. Din start vil være mild og overskuelig fordi du kun må bruge 1 minut hver dag. Det betyder at du kommer i gang. Når du når et punkt hvor du kommer til noget du finder svært, så vil kaizen tvinge dig til at dele det op i mindre bidder. Det kan endda være at du skal bruge mindre tid end 1 minut for at komme igennem det der er svært. Omvendt, hvis du f.eks. skal ringe til en person og stille flere spørgsmål, så vil dette naturligt tage mere end et minut. Men der kan du så gøre det at du tanker op i 1 minut om dagen nogle dage i forvejen så de 5 minutters telefonsamtale ikke vil virke som nogen anstrengelse, på samme måde som det ene minut heller aldrig virker som en anstrengelse. Ved hjælp af disse to yderligere fif, vil du opleve at du ikke kører død i det. Og det er om noget enormt betryggende at vide. Du er altid på vej. Og derfor når du også derhen.

10. Du plejer dit mentale helbred undervejs
I dag er det mere og mere oppe i tiden at få passet bedre på sig selv. Det handler typisk om kost, motion, alternativ behandling, stress og personlig udvikling i mange former. Det er en kraftfuld tendens hvor vi springer rundt og føler at vi skal udvikle os på alle planer af vores liv. Men med det faktum i bagagen at mennesket er et vanedyr, så er alt dette faktisk slet ikke så let. Hvis du bruger kaizen, kan du derimod opnå alt dette – ja hvad som helst – uden at mærke præstations-rusen hverken i maven eller i hovedet. Du vil simpelthen opleve en fred. Bare tanken om at det er muligt at nå alle dine mål og føre alle dine drømme ud i livet uden at knokle er enormt befriende. Og når vi nu skal passe så godt på vores krop og være helt vildt succesfulde – hvorfor så ikke også pleje vores sind med en blid præstationstaktik? Det fortjener vi alle.

Published: 15. april 2015 | Comments: 28

Kaizen: Hvordan enhver let kan gå fra stress til succes med ALT

Kaizen

Jeg gik i mange år og var som alle andre fuldstændig overbevist om at den eneste måde at opnå noget på – hvad som helst – det var ved at knokle. Hvad der med et term kaldes for innovation – drastisk forandring. De 10 ekstra kilo der skal smides i en fart. Men der findes et alternativ. En anden metode. Den metode hedder Kaizen.

Kaizen er en metode og filosofi der blev opfundet for 75 år siden i 1940 da Frankrig blev besejret under 2. Verdenskrig. Det betød at USA måtte gå ind i krigen for at sikre de Allieredes sejr, hvilket var afgørende for kapitalismens fortsatte blomstring og verdensfreden i øvrigt. USA gik derfor i gang med at forberede sig. Tusinder af mænd forsvandt ud af våbenindustrien for at planlægge, lede og deltage i 2. Verdenskrig. Og USA havde brug for gode våben og det med det samme. I stedet for at slå et stort brød op, valgte amerikanerne at arbejde med den produktion og de ansatte de nu havde og fokusere på løbende forbedringer. Kvaliteten af våbnene og det tempo de blev lavet i som denne metode affødte, gik over i verdenshistorien som to af de afgørende faktorer for, hvorfor de Allierede vandt 2. Verdenskrig. Efter 2. Verdenskrig lå Japans industri i grus og som bolværk mod en mulig trussel fra Nordkorea kastede japanerne sig over Kaizen, som siden blev fejet af bordet i USA. Aldrig har der været en nation som Japan, som fik sin industri og private sektor til at blomstre så flot og så længe. Japanerne gav teknikken med de små trin sit eget navn, Kaizen, der betyder “good change.” I 80’erne tog amerikanerne igen teknikken til sig i deres produktion, efter at have set japanernes succes med den, og herhjemme bruges den som et værktøj inden for LEAN. For altid og indtil nu som et værktøj til at forbedre produktionen. Men hvad med alle os andre?

Den helt afgørende grund til at Kaizen virker og innovation sjældent gør, skyldes et biologisk faktum som vores samfund og hele vores levevis gang på gang forsøger at overbevise os om ikke eksisterer. Flere af kroppens funktioner som f.eks. kropstemperatur eller vejrtrækning reguleres automatisk og det gælder også for det der kaldes kamp-eller-flugt-reaktionen. Den aktiveres hver gang vi er i fare og dirigerer energi fra noget så “unyttigt” som rationel og kreativ tænkning over til benene, så vi kan tage benene på nakken eller springe til side hvis der pludselig kommer en bil. Den er derfor meget praktisk når vi er i fare og står som et vigtigt mindesmærke over vores tid som hulemennesker, hvor vi havde brug for en mekanisme, der kunne sikre vores overlevelse. Dette er blot en ud af flere hulemenneske-karakteristika som mennesket stadig har, til trods for vores civilisations drastige ændring siden. Det er her vi finder grunden til en stor mental ubalance i den måde vi lever på i dag.

Problemet er nemlig, at denne mekanisme udløses hver gang vi er i fare, men også hver gang vi ønsker at gribe en mulighed, får lyst til noget eller ønsker en forandring. Hver gang gribes vi af angst og vigtige dele af hjernen som vi godt kunne bruge lige netop i det øjeblik lukker ned (fornuften og kreativiteten). Og det er her at du i dag indtil videre har stået og tænkt “sådan er det”, “jeg tager mig en kop kaffe”, “det er bare et spørgsmål om mod” eller givet dig selv “jeg-kan-godt-klare-det”-talen.

For en god ordens skyld, må jeg bare lige nævne, at det ikke hjælper at drikke kaffe. Nej, det eneste der hjælper er at omgå denne mekanisme, som vi gang på gang aktiverer, fordi vi gerne vil præstere super på jobbet, gå til en masse sport, have den lækreste garderobe, ja, hvordan ønskerne og målene nu engang ser ud, så sætter vi utallige op for os selv, så mekanismen går i gang hele tiden. Vi er konstant på, på dupperne, skal også lige – så vi overser, at det vi bare tror er en præstations-rus og en følelse af “se-hvad-jeg-lige-klarede-idag”-følelse i virkeligheden er en klump af angst, nervøsitet og stresshormoner i maven fordi mekanismen hele tiden er i gang.

Måden du omgår den på er ved at tage så små skridt så det føles som en leg. Jeg definerer det som en 1-minutshandling. Så det du skal gøre for at undgå at mekanismen aktiveres, er at glemme alt om at præstere og skrive delmål op, men kun bruge 1 minut pr. mål pr. dag. Hvis du mærker nervøsiteten i maven, præstations-rusen og at det på nogen måde bare kræver en centimeter ben i næsen så har du ikke lavet Kaizen. Din kaizen-handling skal være så nem, så du tror det er løgn. Det kunne f.eks. være at fjerne en ting fra et rodet skrivebord, at stille vandkanden frem eller at gå en ekstra runde i huset i dag, som et led i at komme til at tabe de 10 kilo.

På den måde vil du gå med din biologi og ikke imod den. Fordi sådanne små skridt betyder nemlig at hele hjernen fungerer, dvs. også den rationelle del så at du til eksamen, når du bliver spurgt et vigtigt spørgsmål, faktisk også hurtigt kan hive svare på det frem, fremfor at gå kold. Når hjernen således fungerer i denne nye uvante situation du har puttet den i, så vil den begynde at opbygge “software” som støtter dig i dine nye vaner. Den modstand mod forandring som du før mærkede, svækkes, og du vil opleve, hvordan du bevæger dig med større fart mod dit mål. Den ønskede forandring der før gjorde dig nervøs, gør din hjerne dig nu i stand til at nyde. Hermed bryder du også med ideen om vanemennesket, som også er et andet karakteristika for hulemennesket. Med kaizen kan du netop skabe nye vaner på en let måde.

Hvorfor skal den japanske og den amerikanske industri have al morskaben for dem selv? Det er det spørgsmål jeg har stillet mig, og grunden til at jeg er startet op som selvstændig for netop at udbrede det smukke ved Kaizen. For du kan bruge det til ALT. Jeg har brugt det til at komme ud af en depression med, jeg har brugt det til at tage en universitetsuddannelse selvom jeg var syg, og til at komme til at snakke pænere til min mand.

Hvis du er interesseret i at lære hvordan du kan bruge kaizen til at opnå dine mål så kan du følge mig på Facebook her.

 

Kilde: Dr. Robert Maurer, ph.d. og professor på UCLA School of Medicine. “Kaizen. Et lille skridt kan ændre dit liv.” Borgens Forlag. Danmark 2006.

 

Published: 14. april 2015 | Comments: 3