Hvorfor du og dine handlinger aldrig nogensinde er en fiasko.

Hvor tit har jeg ikke følt mig som en fiasko? Eller hvor mange gange har jeg ikke hængt i og alligevel følt mig som en fiasko? Se det er to spørgsmål jeg aldrig nogen sinde vil sætte tal på, men jeg ved, at hvis jeg skulle, så ville det blive et meget stort tal. For sagen er, at det er et ord der om noget har taget sig en god lang vandretur i mit hoved, for ikke at sige at det har slået sig ned der i årevis. Og hvorfor? Fordi jeg gerne vil så meget! Jeg vil dyrke sport 3 gange om ugen, have et spændende forhold til min mand, klare mig ret godt på jobbet og så er der venner og ferie og neglelakken.

Pyh, jeg bliver forpustet bare af at skrive det. Men hvorfor er det sådan? Jo, det er der to årsager til. Den ene er at vi lever i et præstationssamfund. Det er et samfund hvor der er enormt meget fokus på at opnå et eller andet. På at præstere. Det sker fordi vi roser og bliver rost meget for vores handlinger og mindre for den vi er. Det ses især i nutidens børneopdragelse. Præstationssamfundet er også formet af digitaliseringen, hvor vi lige skal ind og tjekke alt muligt. Hertil kommer selvfølgelig de sociale medier. Krisen. At vi mennesker mere bliver set på noget som koster penge eller skal tjene penge frem for et dejligt og skønt individ.

Den anden grund er, at et af vores helt basale behov er at være sociale. Vi har brug for at være sammen med andre og at have venner og tilbringe tid med dem. I takt med at vores forhold til autoriteter har ændret sig drastisk siden 1968 er der også sket et skred i forhold til hvor vi henter vores “sådan-skal-jeg-være”-viden fra. Tidligere hentede man den fra forældrene. Mens jeg er vokset op har det ændret sig til at man nu kigger på sine venner for inspiration. Og det fortsætter. I dag vrimler det med opdragelsesbøger fordi man ikke kigger på sine forældre, men har skrottet “den gode opdragelse” til fordel for hvordan ens venner gør eller at man lige selv skal have fundet ud af hvordan man gør. Det betyder også at ens identitet bliver mere moderne. Den er formet ud fra ens egen generation, og ikke ud fra ens forældres. Vi påvirkes altså af vores venner, af storbyerne der har vokset sig større med al den ståhej der er der. Den perfekte facade, tillæg til karakterer i gymnasiet, forlængelse af arbejdslivet, kravet til hvor mange ferier man skal på om året…!

Men jeg bare lige sige en ting. Med hensyn til alt det her med at præstere og skulle det ene og det andet – så har vi aldrig været længere væk fra vores eget faktiske væsen. Du føler måske, at alt hvad du gør alligevel er en fiasko i sidste ende. Om du gjorde det hurtigt, meget på en pang, tog pause, men kom tilbage i kampen, tog langt tilløb, men fik det gjort alligevel, lavede et delmål pr. uge og kom i mål. Lige meget hvad du gjorde, om det var nok så lidt eller nok så meget, så følte du måske alligevel inderst inde at det faktisk bare var en fiasko. At der var nogen der gjorde det bedre end dig, hurtigere og endda flere ting end dig. At så er du en fiasko! Og alt hvad du har gjort!

Måske sidder du lige nu sygemeldt for stress og føler at alt det du præsterede i sidste ende bare var en fiasko, til trods for hvor meget det var, fordi det endte i stress. Eller du kører måske med klatten? Men står du måske i virkeligheden bare i stresskøen og venter på at det bliver din tur – ubevidst?

Alle de her tanker vil jeg gerne sætte punktum for en gang for alle. For dig og for mig og for alle! Fordi mennesket er slet ikke bygget til det ræs! Og her prøver jeg på ingen måde at sige, at du er en kylling. Slet ikke. Din hjerne er bygget på smukkeste vis så der kun er én ting du behøver at gøre for aldrig nogensinde at få svedige hænder igen, gå kold, køre død i det, ende med at føle dig som en fiasko, ende med at projekter løber ud i sandet, at drømme forbliver drømme, at du bliver ved med at tro at du ikke er noget eller ikke kan noget!

Du er bare i form af dit sociale behov og præstationssamfundet i øvrigt blevet smittet med ideen om at man skal knokle for at nå i mål. Men det den ide snarere er et levende bevis på, er at hvis det er ens præstationstaktik, ja så har man en rigtig god chance for at gå ned med stress. Var det ikke meget rarere, at jeg her fortalte dig, at du, lige som alle andre mennesker, er et vanemenneske? Et vanemenneske for hvem det de facto er svært at gøre noget nyt/ændrer sig/lave store præstationer og så videre? Sådan er mennesket ikke bygget. Vi vil bare gerne have at det skal opføre sig sådant. Og ja, det har det enormt svært ved fordi det dermed går imod sin egen natur. Men hvad ville du nu sige til, at præstere alt det du gerne vil UDEN presset, stressen, de svedige hænder, fiasko-stemplet i panden? Ja, det kan du hvis du bruger kaizen som din præstationstaktik. (Læs her hvad kaizen er.)

Så nu behøver du aldrig mere at føle dig som en fiasko. Eller stemple det du gør som værende en fiasko. For alt det du har gjort har faktisk været længder ud over din faktiske ydeevne. Synes du derimod at du slet ikke flytter dig, jo, det gør du. Er du en af dem, er du også i en proces. Du er i en proces med at nå dertil hvor du er parat til at handle på den der mere eller mindre “fart-over-feltet”-måde. I virkeligheden, så tager du bare så små skridt og har det indre arbejde med som en del af dit mål, så at du rent faktisk ER tro mod dit de facto vanemenneske-karakteristikum. Alle andre går bare rundt i en illusion, selvom de godt inderst inde og måske endda dag hver dag brændende ville ønske sig at det ikke skulle være på den måde. Og kære du – sådan behøver det ikke at være. Og du eller alt hvad du nogensinde har gjort er ingen fiasko. Ud fra mit kaizen-synspunkt – så er du en kæmpe succes!

 

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *