Tag Archives: fred

Dette skal du indrømme overfor dig selv for at kunne få evig succes

indrømmelse

Crash bum. Lige nu er du ved at lande i det der luksus kaldet sommerferien. Hvor kønt det ser ud, ved kun du. Det kan du mærke og det kan du tage tid på. Hvor lang tid der går fra at ferien er begyndt og at den ro der er omkring dig, også har indtaget din krop fuldstændig.

Denne valgte eller fravalgte bevidsthed og det resultat den viser dig, er første indrømmelse, du skal gøre dig for at få indrømmet overfor dig selv, at det godt kunne være bedre. Måske ved du det godt. Men lyt alligevel. Og lyt godt efter. Prøv at beskriv de to tilstande med et par enkelte ord.

Den anden indrømmelse går på noget helt andet. Det handler om fred. Hvad er fred for dig, hvad er den dybeste fred, du har følt i din krop nogensinde. Hvad er dit forhold til den? Ordet kunne meget vel være “skræmmende” som det var og stadig er for mig. Fordi travlheden og det evige drama omkring hvorvidt noget lykkes for os eller ej er hverdagen.

Sidste indrømmelse. Ignorer dig selv i to minutter. Og lav så en lille ting på det, der klør i dine fingre efter at få lavet. Gør det igen i morgen og dagen efter.

Ferier er de absolut bedste til at få lyttet og til at indse, at du HAR travlt. For travlt. Hvis du ikke tror du har travlt, så kan du kigge et andet sted hen.

Er du ængstelig eller nervøs indimellem? Er du noget bekymret for, at der er noget, du vil have svært ved at nå? I så fald så er det alle subtile tegn på, at du har aktiveret frygt i din krop. Når du føler frygt, eller nogen af disse mere subtile tegn derpå, så er du også stresset. For frygt og stress udløses under de samme omstændigheder.

Er det tid til at vågne og komme væk fra det, så ved du nu, hvad du skal indrømme over for dig selv samt gøre for at skabe en ny virkelighed.

Grunden til at du oplever ferieuro

Outdated superwoman style

Published: 16. marts 2017 | Comments: 0

Vejen fra offerrollen til ansvarsrollen starter når du begynder at bruge Kaizen

offerrollen

Åh hvor er det altså bare møgirriterende at få at vide. At du skal give ud for at få godt tilbage. At du skal tage ansvar for det ene og det andet, og din energi er bare overhovedet slet ikke til det. At gå fra offerrollen (det er omstændighedernes eller de andres skyld) til ansvarsrollen (jeg skaber selv mit liv) er en stor opgave, men det er faktisk den du påtager dig og går igennem med lethed, når du går i gang med Kaizen.

Selvfølgelig bruger du allerede tid nu på ting, der betyder noget for dig. Aspekter af dit liv som du har valgt at sætte ind overfor. Men her er offerrollen tricky som bare pokker – du må sætte ind og tage kampen op med den inden for hver eneste aspekt af dit liv (som du er utilfreds med) for at blive den kvit.

Og hvis du sidder og tænker, at det føles som om, at jeg lige har banket dig synder og sammen, så er det ikke meget ved siden af. Det var præcis sådan jeg følte det, da jeg stod i et koldt hus, uden meget søvn, med en datter der skulle bæres rundt, fordi hun ikke kunne gå, problemer med huset, rod i økonomien – ja kort sagt bare virkelig ingen energi.

Men så gør du følgende. Også selvom din situation er anderledes end min eller måske knap så håbløs.

Du tager en dyb indånding, og lader lige smerten falde lidt til ro indeni. Og så tager du en af de ting på din top tre liste, som du virkelig gerne vil have gjort noget ved nu, som dræner dig uendeligt meget, men som du ikke orker at gøre noget ved.

Og så gør du bare en lille ting ved den i dag. Bare lige et par minutter. Det har du energi til trods alt.

Og så er du i gang med at ændre på forholdene, komme ud af offerrollen og over i ansvarsrollen (som du orker fordi det er så let!) og at lave Kaizen. Hvilket giver højt selvværd, høj selvtillid, fred, overskud, energi og succes på én og samme gang.

Kort sagt – med at give dig selv et ordentligt skud økologisk livskvalitet.

Hvordan du bliver modig fra den ene dag til den anden

Kaizen: Hvordan enhver let kan gå fra stress til succes med ALT

Published: 20. december 2016 | Comments: 0

Valget om lykke handler om noget helt andet

Lykke

Ahh der er den igen. Lykken. I en stor form, en uhåndgribelig eller abstrakt. Uanset hvilken form din lykke tager, så handler valget om at gå efter den og få den om noget helt andet.

Det er betryggende at gøre valget af lykken og ikke mindst opnåelsen af den til et – drama. For det er, hvad den bliver for dig, i måden 99,9 % af alle mennesker opnår lykken på – og det langt fra altid – det er en hård, stressende og ikke mindst dramatisk måde.

Når du jagter lykke på denne måde, så er det ikke blot et spørgsmål om spændingen om, hvor vidt det lykkes og hvor sej du er, fordi det lykkedes dig,  t r o d s det at det var hårdt. Nej, så bliver lykken samtidig et spørgsmål om ren og skær overlevelse, fordi måden du jagter lykken på, er ren overlevelsesadfærd.

Hvis det er det, du har gang i, så er du i færd med at overleve, og ikke leve og slet ikke at opnå lykke.

Lykke er ikke at have opnået mange ting på kort tid, og tage en nydelses-time-outer ind imellem – det kaldes for en stresset livsstil. Og stress er et ord, der dækker over to ting: angst for det du skal præstere og overlevelse. Frygt for at dit velbefindende er truet. Og det er det, hvis du lever sådan. For sådan oplever kroppen det. Sådan forholder det sig for kroppen.

Så hvad er lykke? Lykke det er sagt med et andet abstrakt ord trivsel. Og med trivsel mener jeg fred, tryghed, tillid, succes, energi. FRED. En lethed.

Valget af den lykke handler om noget helt andet. Det handler om, om du vil trives eller ej.  Og sagt med et virkelig hipt ord så handler det om SUNDHED. Så at vælge lykken til handler om, hvor sund du vil være.

Om du vil overleve eller leve.

Og være lykkelig.

 

Published: 21. juni 2016 | Comments: 0

En begynders guide til selvtilgivelse og succes

Selvtilgivelse

Fra McDonalds burgere til smoothies med ingefær. Fra cykelture til 3 gange i fitnesscentret hver uge. Fra kamp til den lette succes.

Vores samfund har været enormt afsporet. Nu er vi ved at rette op på det. Så det passer til kroppen og ikke til den maskuline handlingsprægede mer-mer-mer tilgang.

Det gælder også, når det kommer til succes.

Men her kommer der et skræmmende ord på banen. Et ord som jeg altid selv har viget udenom. Selvtilgivelse.

Og det kommer, fordi hele begrebet om tid bliver vendt fuldstændig på hovedet, når vi begynder at lytte til og respektere, hvordan kroppen bedst fungerer, og hvordan den bedst og lettest skaffer os den succes med hvad end det nu er. Som vi bare ønsker os helt vildt meget.

Så bliver vi nødt til at tilgive os selv. For at vi er sådan. For at vi har lavet et samfund, som ikke passer til, hvordan vores krop fungerer bedst. For at tingene tager den tid, de nu en gang tager.

Selvtilgivelse har for mig altid handlet om noget religiøst pjat, som ikke var for almindelige mennesker. Noget som var for mennesker, der har siddet i et eller andet buddhistisk tempel i ret lang tid. Lige indtil jeg læste, at selvtilgivelse er selvkærlighed. Og hvis der er noget der er selvkærlighed, så er det at handle i harmoni med kroppen. Altså er der slet ikke nogen distance fra selvtilgivelse til komfortsurfing (kaizen.)

Så efter at have brugt metoden “nok er nok”/ at slå en streg i sandet, så måtte jeg sande, at når det kom til min aller største drøm, så havde jeg brug for at tilgive mig selv. Fordi jeg gør noget, som ingen andre har gjort. Opnår en succes, som ingen andre har opnået. Ja, det er så ubehageligt, så jeg har måttet lægge mig syg i to uger, for til sidst at nå frem til, at jeg må tilgive mig selv, for ikke at kunne gøre det for min skyld, men alene for din.

Så du kan få letopnået succes og være i harmoni med din krop hele vejen hen til succesen.

Hvis du selv har stødt ind i barrieren selvtilgivelse for at kunne komme videre med din drøm, så er her følgende delmål, du skal igennem, for at lykkes let også med dette store og vanvittigt hjerteskærende fænomen:

  1. Du må falde til ro med begrebet. Kigge på det, skille det ad, finde meningen med at tilgive dig selv, sådan som den er for dig.
  2. Du må indse, at når du med tiden har kunnet finde dig til ro med store brølere, så er intet rigtigt fredfyldt i dig, før du har tilgivet at du er et menneske.
  3. Du må sætte hovedets skæld ud over at vejen til dine store mål er sikker men lang på sin egen vis, og sætte hovedet på plads, en gang for alle.
  4. Du må dvæle ved den fred, tryghed og garanti, der kommer ved at komfortsurfe (bruge Kaizen) dig i mål.
  5. Du må tilgive dig selv for at stå af handleræset og optankningsræset og bare vælge den gyldne middelvej: let og fredfyldt handlen og ingen kompromisser med drømmene.

Så kan du tilgive dig selv for at give slip på kampen og smerten og tage imod den letopnåede succes.

Start din rejse med at få mere harmonisk lykke og succes ved at få e-bogen “Få en fantastisk dag på 3 minutter!” når du skriver dig op til mit nyhedsbrev her

Published: 15. marts 2016 | Comments: 2

Sådan får du evigt overskud

Evigt overskud

Lige nu har du et stort overskud, men du kan gøre dit liv endnu sjovere ved altid at have et stort overskud, på sløve og travle dage, trist eller i underligt humør. Ja, fra nu af og for evigt.

Lad os starte med det åbenlyse. Juleferien er netop ovre, endda en rigtig lang en af slagsen og dit overskud er spot on. Du har tanket op efter alle julens regler og du er klar til at gå i gang med et nyt år.

Dette skyldes en ting. Du har haft brug for at tanke op. Dit overskud har været lille. Der skulle ordnes det ene og det andet inden juleferien, plus alt det energi du også har brændt af hele efteråret igennem, ja måske lige siden sommerferien, hvis du er en af dem der ikke har haft efterårsferie ligesom mig.

Du var helt klar til ferien og nu er du helt klar til at køre på igen – og dermed også gentage det mønster.

Men hvorfor ikke bare have overskud altid? Ville det ikke være meget sjovere?

Denne vekselvirkning mellem aktivitet og hvile er ikke blot et karakteristikum for vores krop, det er et faktum vi har forankret dybt i den måde vi lever på med 5 hverdage og 2 fridage hver uge, meget vægt på arbejde og at få ting kørt over banen og afslapning og velvære gjort til en luksus, der er sat op på en piedestal. Og som vi samtidig gør det sværere og sværere for os selv at få fat i grundet øgede krav til aktivitet.

Løsningen er at vende tilbage til en meget overset men genial del af din natur, der lader dig have overskud mens du er aktiv. På den måde så slipper du for jagten på optankning samtidig med at det bliver meget lettere for dig at nå alt det du gerne vil nå. Du får med andre ord et stressfrit liv.

Det evige overskud er en mulighed.

Er du interesseret i at få evigt overskud, slippe den stressende livsstil og være garanteret at du når de mål der ligger dig på hjerte, så kan jeg hjælpe dig med alt dette. Læs mere om det unikke 1:1 forløb hvor du vil opnå alt dette lige her: http://freetofly.dk/11forloebetstressfrisucces/

Published: 5. januar 2016 | Comments: 2

Krisejunkietilværelsen: Tricket der gør det passé

Krisejunkietilværelsen

Lige en krise til. Rusen af at sidde fuldstændig indespærret og låst i dig selv i flere måneder eller år, og r u s e n når det så lykkes og du er fri. Det er frygteligt, for du kan næsten ikke holde glæden, ud ved? Nu du lige havde vænnet dig til smerten.

Det er mit liv kort fortalt. De sidste 17 år af mit liv. Som startede da jeg var 14, med at lave et drama om ikke at ville ned til min far i weekenderne, som ellers var skilsmisseaftalen. Det var bare det første spadestik som førte til en 13 år lang krise med min far. Dertil kan jeg nævne, stress, depression, en karriere der ikke sagde mig noget, boligproblemer, økonomiske problemer og mange flere alvorlige ting, som jeg kun afslører på mine webinarer.

Junkie, det er sådan noget med stoffer, men jeg tror egentlig vi er mange der bliver høje af spænding, drama, sladder, twister med andre personer. Alt godt fra den branche, og gerne flere ting oven i hinanden, så er det ekstra spændende, ikke?

Men det er altså også sindssygt hårdt. Og faktisk slet ikke r u s e n værd. Det er hvad jeg kan sige til dig, co-krisejunkie, efter 17 år. Trust me.

So how does it end? Bevidsthed er altid det første skridt. Vi må være bevidste om, at der er noget vi gerne vil ændre, før vi kan lave det om. Så kommer et lille skridt og et lille til skridt indtil du er helt ude af krisen. Og så er der lige den lille finte, IKKE at starte en ny krise igen. At blive vant til et godt og behageligt liv på flere planer. Se det kommer, som du tager de små skridt og langsomt får løst krise 1, 2 og 3 eller hvor mange du nu har gang i på en gang. Tricket til hvordan du undgår at starte en ny krise, er ved at løse små problemer. På den måde vokser de sig ikke store og bliver til kriser.

17 år med kriser – mere end halvdelen af mit liv – det var en rus/r u s. Og det gør faktisk virkelig ondt at sige farvel. For det var så trygt, på sin egen vanvittige måde.

Men nu gør jeg det.

Farvel.

Published: 10. september 2015 | Comments: 0

My purpose

Purpose

Min sjæl er forpustet. For der er noget jeg har prøvet at løbe væk fra. Men ligesom jeg løb allerbedst, så stod det foran mig igen. Det prøvede at holde fast i mig, spænde ben for mig, fange mig og råbe så højt det kunne.

Jeg prøvede at løbe væk fra det jeg aller helst vil.

At hjælpe andre med at foretage den smukke rejse fra tristhedens grå facetter til glædens strålende diamant.

Jeg kan huske at have løbet tidligere. Væk fra noget jeg gerne ville. Noget større. Jeg brugte måneder og måneder på at løbe. På at overbevise mig selv om at det ikke kunne lade sig gøre, at jeg ikke var dygtig nok, at det ikke var meningen at jeg skulle det, at det ikke passede ind i mit liv. Så jeg brugte meget energi på at snakke mit hjerte til fornuft. At få det til at nå til den bitre erkendelse at det ikke skulle blive til noget.

Det var en ren energidræber jeg da sendte mit hoved på. Og kroppen og hjertet led som følge deraf. I bitterhed krammede jeg mig selv i sengen og overgav mig til hovedets fornuft.

Men i dag er jeg en anden. I dag går jeg med mit hjerte og holder op med at løbe fra det jeg aller helst vil.

For jeg ved hvordan jeg får det, uden at skulle slå knuder på mig selv.

Så nu er jeg her. Parat til at hjælpe dig med at realisere de drømme dit hjerte drømmer om. Uden hårdt arbejde.

Published: 30. juli 2015 | Comments: 1

Hvordan jeg sluttede fred med min utålmodighed

Utålmodighed har altid været et at mine fremtrædende træk, og selvom det tit får min mand til at grine så får det mig nu mere til at surmule. For hvorfor skal alting tage så lang tid? Hvorfor kunne alt det jeg stræber efter ikke bare ske lige nu og her?

Indimellem har jeg godt kunne pakke den lidt væk – glemme for en stund eller nogle dage hvor spændende det mål jeg har sat mig er og hvor vildt gerne jeg ville derhen og være der lige nu.

Men det er som om at den strategi ikke er nok for mig længere. Der skal sluttes fred – en gang og for alle. Den proces har jeg været i gang med i et par måneder nu, og i den forbindelse så må jeg erkende at der er én ting der faktisk ofte har virket for mig at tænke på. Og det stammer tilbage fra et af de utallige værdigrundlag fra en efterskole, var det i dette tilfælde, som jeg læste i jagten på et job mens jeg stadig arbejdede som gymnasielærer. Og jeg tør godt påstå, at jeg (næsten) har læst samtlige der er i Danmark. I hvert fald søgte jeg fra Ålborg og til København.

Men ud af alle disse værdigrundlag var der én jeg bed særligt mærke i. Nemlig fra en efterskole i Sønderjylland som lagde vægt på REJSEN frem for målet. Hvor smukt det var at være på vej. Og det er noget, jeg virkelig godt kan finde mening i, specielt i mit arbejde med Kaizen. Omend jeg synes at Kaizen-trinene hver dag er det der gør rejsen smuk – og særligt glæden ved at få dem gjort og se at man kommer videre. Men sådan gik det egentlig meget godt, især gennem alle mine år hvor jeg har studeret.

Men nu der sidder jeg næsten hver dag og er utålmodig efter at nå mit mål, så den strategi duer ikke længer. Derfor så kastede jeg mig også ud i et forsøg med at få “coachet” min utålmodighed væk. Men effekten var bare ikke langtidsholdbar. At bruge den så som motivation til at drive mig selv fremad – nærmest som en slave – jo det var også en effektiv studiestrategi. Men ikke særligt sjovt i længden. Men hvad så med at kigge på den helt neutralt og sige, at det hverken er noget der er dårligt eller godt. Simpelthen lade være med at dømme den. Men bare sige at den er der. Tjo, det virker nogle gange.

Men så var der en der nævnte for mig at jeg jo også bare kunne give slip på den – når jeg var klar. Og ved du hvad? Det er jeg faktisk nu. Jeg har overlevet på min mands fjollede smil når jeg gav udtryk for min utålmodighed – det har ligesom længe været måde jeg håndterede det på. At han nærmest grinede af mig. Så meget, så jeg faktisk synes at nu er jeg parat til at grine af mig selv. For det er sku lidt sjovt at jeg stadig stiller mig op som en eller anden 5-årig og … Og for lige at give den det sidste spark ud af døren, så handler det om 3 ting jeg skal gøre.

For det første at give mig selv et klap på skulderen for at jeg er gået målrettet efter min drøm om at få min forretning op at køre selvom det er med både hus og helbred som indsats. For i sidste ende så handler det om at jeg bliver i tillid. Og lige kigger en gang i kalenderen for at se at der er tid endnu. Meget kan ske og jeg bruger jo loven om tiltrækning aktivt hver dag samt Kaizen så hvorfor skulle det ikke lykkes? Tillid. Det var 2. For det tredje så må jeg jo bare forkæle mig selv lidt mere lige nu, så jeg ikke ryger over i den der med “jamen, jeg kan først være glad når jeg har nået mit mål og det ser ud til at det stadig har lange udsigter.”

Adieu!

 

Published: 21. maj 2015 | Comments: 2

Hvordan jeg fandt Kaizen

DRØMMEN

Hovedet. Det var enormt befriende at flytte hjemmefra kan jeg huske. Det var i 2002. Jeg var lige blevet 18, og en ny, flot lejlighed med hems ventede på mig. Følelsen af at lukke døren og at hele verden var min. Den var så skøn. Men der var også en hel masse lektier der i 1.g. Faktisk så var hele starten af gymnasiet gået med at brokke sig over dem. Det gjaldt især de velstillede piger fra klassen, de var mere vant til at shoppe om eftermiddagen og hvad sådan nogle nu ellers laver. Jeg bandede også – indvendig. Men jeg havde også fået fortalt, at der skulle ydes noget, der i det der, der hed gymnasiet.
Så der sad jeg så i min fine lille lejlighed. Og skulle selv få lavet alle de lektier. Ikke at jeg nogensinde har været dårlig til det, men for en flittig pige som mig, var det alligevel en stor udfordring. Med al den frihed lige pludselig. Og det var ved at være sommer – solen lokkede. Så jeg tog tasken over til bordet. Fandt med møje min kalender frem, blandt alle de mange bøger i min taske. Slog op. “Okay, lektier for i 4 fag, det var mange. Hvad er mest spændende? Æh – engelsk. Nå. Oversætte sætning 1-14 på s. 67. Det var et eller andet grammatisk, som man åbenbart skulle øve på den måde. Gosh – så mange?? Nå, men jeg kan da prøve med den første. Okay, det gik fint. Så prøver jeg lige med en til. Hov, nu er lektierne til engelsk klaret. What’s next”?

Hjertet. Jeg kan huske at jeg fortsatte med at jagte studieopholdet i udlandet, selvom kurven var blevet stejl. Det var i 2009. Jeg var bare fortsat. Nu havde jeg jo fået min bachelor i tysk og fransk, så jeg fortsatte naturligt videre til kandidaten. Som var af en noget anden kaliber, havde jeg ladet mig fortælle. Jo tak. Jeg er ikke sikker på at det havde gjort nogen forskel, havde jeg vidst at jeg lige havde været i en depression i 5 år. Til udlandet, det ville jeg. Og nu havde jeg netop fundet ud af at jeg både kunne komme til Frankrig og til Tyskland. Wow hvor ville det se fedt ud på mit cv. Og jeg knoklede. Skrev jeg ved ikke hvor mange mails, breve, universitetsansøgninger på fransk og tysk. Søgte om lov i studienævnet. Surfede efter passende fag i weekenderne. Det var heldigt at jeg starten på det år blev slutningen på min depression. Med stor værdighed kunne jeg flytte ind i min lejlighed og nyde et halvt år i solrige Berlin mens jeg fik styr på det der med lige at tale mundtligt tysk flydende. Hvilket lykkedes! Der var faktisk flere på det ene fag der fulgte, der troede at jeg var tysker. Nice!

Jeg tog toget direkte videre til Frankrig. DRØMMEN. Ja, jeg var så begejstret for min genvundne glæde, så jeg bad om svar på den der følelse indeni som i flere år havde gået og generet mig. Nu skulle der ryddes op og livet skulle leves en gang for alle.

En uge efter jeg var ankommet til Frankrig var jeg ude for et seksuelt overgreb på højlys dag lige hvor jeg boede. Jeg undslap inden det blev virkeligt slemt og fortsatte min indkøbstur. De franske postejer lærte en god del danske bandeord den dag. Da jeg kom hjem var jeg alligevel noget rystet. Min daværende kæreste beroligede mig over skype. Mine forældre stod nervøse og vred deres hænder. Var det bedst bare at tage hjem og glemme det hele? Men det kunne jeg ikke få mig selv til. Så skulle jeg jo opgive DRØMMEN.

I desperation havde jeg skrevet en mail rundt til 4 andre udvekslingsstuderende jeg havde mødt, men dårligt kendte. Jeg sov kun i min lejlighed én nat derefter, jeg turde ikke blive, og ved alt held kunne jeg sove hos en af de andre natten efter. Den morgen måtte livet gå videre. Jeg skulle hen på et kontor hvor de hjælp udvekslingsstuderende med at finde en lejlighed. Han havde ikke tid til at hjælpe mig. Jeg skulle bare følge s-togets spor. Jeg gik så der på de små veje langs sporet, alt var uvirkeligt. Jeg gik gennem døren og kunne ikke andet end at sætte mig ned i den fine lille gårdhave der var derinde. Jeg ringede. Men ak, jeg havde vækket min kæreste der boede i Canada tidligt så mange gange, med spørgsmål til alle de udfordringer jeg mødte. Så nu, da hele min verden var sunket i grus, blev han vred og smed røret på. Det tilgav jeg ham aldrig. Jeg snakkede så en halv time med min mor, mens jeg tudbrølede. Hun sagde, at jeg måtte gå ind og snakke med dem på kontoret. Ja. Men jeg kunne ikke. Jeg mener. En hel flok drenge havde gramset på mig på højlys dag. Jeg kunne ikke stole på nogen igen. Jeg var vildt bange. Og semesteret startede om et par dage!

Jeg havde faktisk sjældent haft det godt. Altså faktisk kun fra jeg var 14 til jeg var 16 og så det halve år i Tyskland. Ellers havde resten mere eller mindre været faktisk ikke så godt. Der måtte lige have været en verdenskrig der havde hærget i flere år. Men alting var umådeligt solrigt, sommerligt idyllisk i den gårdhave. Det var som om at jeg var den eneste der havde bemærket den verdenskrig. Jeg sad der meget længe. Jeg – jamen for pokker! Min automatpilot var gået i stykker! Den som jeg havde brugt de sidste 25-2,5 år af mit liv til at holde mig kørende med. Den var gået i stykker lige der i en gårdhave i Frankrig. Den blev lappet med et lille bitte stykke plaster der slet ikke var nok og livet gik på ugrundelig vis videre.

Jeg hutlede mig igennem opholdet i Frankrig. Og videre gennem de fag jeg skulle tage herhjemme. Som tordnede sig op. Jeg fandt en ny kæreste. Jeg – gik i stå da jeg dårligt var begyndt på mit speciale, efter at have siddet og tudbrølet over alting og ingenting ved en studievejleder, som egentlig bare skulle have hjulpet mig videre med mit speciale. Han sendte mig hjem. Så sagde min læge til mig, at jeg var bange for at være sammen med andre mennesker. At jeg var syg. Og jeg fandt ud af, at jeg havde været bange i flere år. Mysteriet var løst. 1,5 år efter den dag i gårdhaven. Men hvor skulle jeg starte?

Jeg startede med at bruge lang tid på at overbevise mig selv om at jeg skulle fortsætte med at gå til sport. Selvom der var andre mennesker. Jeg tænkte på, hvordan jeg kunne komme ud af det. Al den angst. Jeg fik den ide, at at snakke med andre mennesker kunne ske på mange måder. Hver gang skulle jeg forbi skranken hvor den søde instruktør stod. Nogle gange sagde hun “hej”, men jeg turde aldrig svare. Efter nogle gange tog jeg mod til mig, og så hende i øjnene. Efter flere gange, også at smile når hun sagde “hej.” Til sidst sagde jeg også “hej”. Det var der jeg startede med at bruge Kaizen. Hvor hjertet var med. Og hvor jeg var bevidst om at det var det jeg gjorde mens jeg gjorde det. Fordi jeg havde en drøm om ikke længere at gå rundt at være bange, for nogen. At jeg også havde arbejdet mig ud af min depression ved hjælp af Kaizen – det var jeg ikke bevidst om. Og det er også en helt anden historie.

 

Hvad er kaizen?

Published: 20. april 2015 | Comments: 2