Indlæg

Den nye superwoman style

Outdated superwoman style

Du lægger ud med at tænke at det her det må du bare realisere. Og så lægger du den storstilede plan. Deadline om 2 uger. Der er 3 store huller der og der og der hvor du nok kan nå ret meget faktisk. Og hvis den der ting så lige falder ud til din fordel så, ja så kan du faktisk sagtens nå det.

6 dage efter start er du både stresset og ked af det, for du kan se at det kommer til at blive virkeligt hårdt hvis du skal nå det.

Du kastede dig ud i det totalt superwoman style.

Fordi.

Du ligesom alle andre gerne vil udstråle stor tiltro til dig selv og hvad du kan nå på ret kort tid. Du vil også gerne fremad og have succes og da på ingen måde være en pivskid. Det bliver fedt når. Den tanke for der til at hoppe og danse af overskud og glæde.

Og nu til de mere alvorligere fordi’er. Fordi du bliver påvirket af hvad folk i din omgangskreds giver sig i kast med. Ja, påvirket af verden omkring dig. Det er et faktum og ikke noget du kan løbe fra (sådan er det også for mig.) Du vil gerne føle at du er med og hører til. Fordi du inderst inde ikke har lyst til at huske at sådan gik det også sidste gang. Hvis du godt ved det, men gør det alligevel så spiller det ingen forskel for begge scenarier sker af en enkelt årsag: du ved ikke hvordan du ellers skal gøre.

Og lad os lige dvæle ved hvorfor du gør det alligevel. Det er fordi at din superwoman style er almen praksis overalt omkring dig. Det er en måde at handle på som ligger dybt i vores kultur. Og der er utallige udtryk som vi er så vant til bare at ty til når vi når til dag 6. Som “det er om at holde tungen lige i munden”, “hvis man vil fremad i verden så må man arbejde hårdt”, “jeg kan godt” og så videre – hvis ikke vi da bare giver op. Øv.

Og tilbage til dag 6 – du er udmattet. Du vil det perfekte, men det er simpelthen bare for hårdt.

Og det er OKAY at have det sådan. Det er menneskeligt at have det sådan. Faktisk er det kun et fåtal af os der ikke har det sådan. Men der findes en gruppe som har vænnet sig til at skubbe på og klare den alligevel. “Nothing admirable ever came from comfort zones.” Det er i øvrigt en stor løgn, men de sætter trenden og du vil gerne være med i klubben.

Uaks – hvad så?

Dette. Start tidligt og lav lidt hver dag. Du undgår at blive udmattet og føle frygt. Du oplever til gengæld succes og fremskridt hver dag hvorfor sejren er uundgåelig.

Kom du i overhovedet i gang superwoman style? Det er ikke sikkert. Måske er du bevidst om  at det er en stejl bakke du så må op af og er derfor slet ikke kommet i gang. Tanken har gjort dig udmattet og passiveret dig på forhånd. Så bortset fra noget hårdt arbejde er du på dag 6. I lort til halsen.

No way. Dette er MÅDEN – dokumenteret og tilpasset DIG.

God rejse!

 

mod

Mod er i virkeligheden din værste fjende

Ja, du læste rigtigt. Det dukker op alle steder. Disse opfordringer til at være modig. Især i relation til modets fjende nummer et: Frygten.

Jeg blev helt dårlig da jeg læste denne i dag:

Expose yourself to your deepest fear; after that, fear has no power. You are free.

Så nu MÅTTE jeg altså bare lige skrive til dig, og sige t o t h e p o i n t hvad det er der egentlig foregår.

Se mod er det modsatte af angst = frygt = ængstelse. Jeg har lige tjekket efter en ekstra gang. Så derfor er de det perfekte par. Den gode – modet – der skal overvinde den onde – frygten. Det lyder næsten som plottet til en klassisk Hollywoodfilm. Og det er en film der kører over banen hver dag. Vi søger modet i os selv til at overkomme og vinde over de store udfordringer der er i vores liv og alle de mål vi gerne vil nå.

Indtil videre har jeg rystet på hovedet – men denne gjorde mig decideret hidsig.

FORDI. Frygt er et resultat af en mekanisme i hjernen som bliver aktiveret helt automatisk. Det sker hver gang en form for lyst, mulighed eller forandring udover det du er vant til at gøre, er noget du kaster dig over. Boom. Så er frygten der. Og så kommer behovet for modet.

Men hvis du nu helt undgik at udløse den mekanisme, så frygten ikke dukkede op i dit bryst (det kan du gøre ved at bruge Kaizen), så ville du heller ikke have brug for modet. Faktisk så er modet din værste fjende. For mod inspirerer dig til at gå i gang med endnu flere udfordringer, endnu større udfordringer, kaste dig over en gylden mulighed og udleve en eller flere store lyster. Og BOOM. “Det er da ligegyldigt”, tænker du så. “Jeg hiver bare modet på banen igen.”

Ja, men lad mig fortælle dig hvad der også sker når frygten kommer. Du bliver fyldt med stresshormoner. De udløser på længere sigt stress plus forværrer hukommelsen markant. Ja, så har vi elektroniske apparater der kan huske alt muligt for os. Ja, men det går stadig ud over din krop. Du får måske klamme hænder. Du bliver nervøs. Du har svært ved at tænke klart og alle guldkornene din fornuft før havde lagt frem til dig på rad og række forsvinder som dug for solen. Du prøver så at blive kreativ i situationen, men også her virker det pludselig som om at du er komplet uduelig. Din hjerne lukker med andre ord ned for både din fornuft og din kreativitet. Og det var jo NETOP dem du havde brug for til at klare denne store, modige vilde, forandring lyst mulighed.

Så mod nulstiller i sidste ende bare funktioner i din krop som du virkelig godt kunne bruge. Det er ironisk nok netop derfor du har så stort brug for mod. Jeg får lige lyst til at angive min pointe som en ligning:

Mod => større udfordring tages op / større mulighed gribes /større lyst forfølges => større følelse af frygt + stresshormoner begynder at drøne rundt i din krop +  hjernen lukker ned for din fornuft + hjernen lukker ned for din kreativitet = det bliver langt sværere og hårdere for dig at klare udfordringen /muligheden /lysten

Al den snak om mod gør mig bare rasende. En af de modigste ting jeg har gjort var at skrive speciale på universitetet indenfor lingvistik (sprogvidenskab), det sværeste felt på mit studie, med den mest krævende og højtstilende lektor jeg kunne finde, på kun 10 måneder (hvilket er ret vanvittigt kort tid) mens jeg var syg og også lige skulle flytte sammen med min kæreste. Det var sku ret modigt. Men modet hjalp mig ikke en dyt. Det gav mig bare 9 sindssygt travle og hårde måneder. Med masser af stresshormoner. Og jeg svor da også bagefter at jeg aldrig ville gøre noget lignende igen.

Du får lige en krammer her til sidst. For dette er ukendt (og videnskabelig) viden som langt de fleste ikke aner eksisterer. Men derfor er det også bare så vigtigt for mig at fortælle dig det. Du kan i stedet undgå at udløse frygten ved at bruge Kaizen.

Kram.

Du kan komme mere i dybden med hvad Kaizen er her og læse om de 10 største og vigtigste fordele ved Kaizen her.

kaffe

Løgnen om kaffe

Kaffe er nutidens overlevelsesmetode. Kaffe – og skulle jeg også lige tilføje med det samme, cola, energidrikke, energibarer og slik. Det er i bund og grund bare måder du bruger til at holde up-beat livsstilen kørende på.

Selv kan jeg ikke lide kaffe, drikker det ikke og da jeg smagte på det engang brændte jeg tungen. Men det er ikke specielt derfor jeg ikke drikker det. Det er fordi kaffe er verdens største illusion. Verdens største løgn.

For med kaffe så bliver du kvikket op og kan fortsætte ræset, fortsætte den illusion det er at du kun er “rigtig” og “sej” hvis du ræser. Men faktum er, at der ikke sker andet end at kroppen bliver snydt til at tro, at den er frisk. Og kroppen får ikke den hvile den egentlig havde brug for, fordi kicket gør, at du føler, at du sagtens kan drøne videre.

Hvis du er kaffedrikker så kan jeg sagtens forstå det, og du har min respekt og accept. Fordi kaffe er så stor en del af vores kultur og vores mentalitet. Tag bare kaffepauser på arbejdet, kaffebarer, mode inden for kaffekander, latté-røre-ske-mode-dippeduttter og speciallavet kaffe, som firmaet giver i gave. Kaffe-mentaliteten og dermed det ønskede ræs er en del af vores kultur. Og det er der ikke noget at sige til, for Vesteuropas fremmarch startede for over 500 år siden og siden har vi ræset afsted i stadig højere og højere fart.

Indtil nu hvor flere og flere går ned med stress og der for alvor er kommet fokus på det i en bredere del af befolkningen.

Udover at du ikke får den hvile, du har brug for, så ræser du også lige ind i stressen. Måske er du ikke blevet sygemeldt endnu, men så er der en god chance for at der er god fart over feltet. Og det er med den fart der er i dag, det samme som at sige, at du har stillet dig i stresskøen. Der opdager du bare ikke at du står, før det er for sent.

Hvad nu hvis du slet ikke behøvede at drikke kaffe? Eller cola og energidrikke. Energibarer og slik? Du bliver ikke KLAR til mødet, eller opgaven eller hvad det nu er. Fordi det er tidspresset og de store bidder du tager af dine udfordringer der gør at du bliver nervøs og skal kæmpe for at præstere og så kommer det der med kaffen. Og det er ikke cool. Det er unaturligt. Det er utroskab mod kroppen – fuldstændig ligesom kaffe er det. Deler du derimod tingene meget mere op, så behøver du slet ikke kaffe.Og bare rolig – du kan godt nå alt det du vil alligevel. Du kan tilmed brillierer meget bedre end du gør på kafferæset ved at bruge Kaizen.

Kan du alligevel ikke slippe kaffen så tænk gode tanker om det at drikke kaffe når du gør det. Så vil kroppen slet ikke tage det så slemt.

Selv siger jeg – tak for kaffe!

 

DRØMMEN

Hvordan jeg fandt Kaizen

Hovedet. Det var enormt befriende at flytte hjemmefra kan jeg huske. Det var i 2002. Jeg var lige blevet 18, og en ny, flot lejlighed med hems ventede på mig. Følelsen af at lukke døren og at hele verden var min. Den var så skøn. Men der var også en hel masse lektier der i 1.g. Faktisk så var hele starten af gymnasiet gået med at brokke sig over dem. Det gjaldt især de velstillede piger fra klassen, de var mere vant til at shoppe om eftermiddagen og hvad sådan nogle nu ellers laver. Jeg bandede også – indvendig. Men jeg havde også fået fortalt, at der skulle ydes noget, der i det der, der hed gymnasiet.
Så der sad jeg så i min fine lille lejlighed. Og skulle selv få lavet alle de lektier. Ikke at jeg nogensinde har været dårlig til det, men for en flittig pige som mig, var det alligevel en stor udfordring. Med al den frihed lige pludselig. Og det var ved at være sommer – solen lokkede. Så jeg tog tasken over til bordet. Fandt med møje min kalender frem, blandt alle de mange bøger i min taske. Slog op. “Okay, lektier for i 4 fag, det var mange. Hvad er mest spændende? Æh – engelsk. Nå. Oversætte sætning 1-14 på s. 67. Det var et eller andet grammatisk, som man åbenbart skulle øve på den måde. Gosh – så mange?? Nå, men jeg kan da prøve med den første. Okay, det gik fint. Så prøver jeg lige med en til. Hov, nu er lektierne til engelsk klaret. What’s next”?

Hjertet. Jeg kan huske at jeg fortsatte med at jagte studieopholdet i udlandet, selvom kurven var blevet stejl. Det var i 2009. Jeg var bare fortsat. Nu havde jeg jo fået min bachelor i tysk og fransk, så jeg fortsatte naturligt videre til kandidaten. Som var af en noget anden kaliber, havde jeg ladet mig fortælle. Jo tak. Jeg er ikke sikker på at det havde gjort nogen forskel, havde jeg vidst at jeg lige havde været i en depression i 5 år. Til udlandet, det ville jeg. Og nu havde jeg netop fundet ud af at jeg både kunne komme til Frankrig og til Tyskland. Wow hvor ville det se fedt ud på mit cv. Og jeg knoklede. Skrev jeg ved ikke hvor mange mails, breve, universitetsansøgninger på fransk og tysk. Søgte om lov i studienævnet. Surfede efter passende fag i weekenderne. Det var heldigt at jeg starten på det år blev slutningen på min depression. Med stor værdighed kunne jeg flytte ind i min lejlighed og nyde et halvt år i solrige Berlin mens jeg fik styr på det der med lige at tale mundtligt tysk flydende. Hvilket lykkedes! Der var faktisk flere på det ene fag der fulgte, der troede at jeg var tysker. Nice!

Jeg tog toget direkte videre til Frankrig. DRØMMEN. Ja, jeg var så begejstret for min genvundne glæde, så jeg bad om svar på den der følelse indeni som i flere år havde gået og generet mig. Nu skulle der ryddes op og livet skulle leves en gang for alle.

En uge efter jeg var ankommet til Frankrig var jeg ude for et seksuelt overgreb på højlys dag lige hvor jeg boede. Jeg undslap inden det blev virkeligt slemt og fortsatte min indkøbstur. De franske postejer lærte en god del danske bandeord den dag. Da jeg kom hjem var jeg alligevel noget rystet. Min daværende kæreste beroligede mig over skype. Mine forældre stod nervøse og vred deres hænder. Var det bedst bare at tage hjem og glemme det hele? Men det kunne jeg ikke få mig selv til. Så skulle jeg jo opgive DRØMMEN.

I desperation havde jeg skrevet en mail rundt til 4 andre udvekslingsstuderende jeg havde mødt, men dårligt kendte. Jeg sov kun i min lejlighed én nat derefter, jeg turde ikke blive, og ved alt held kunne jeg sove hos en af de andre natten efter. Den morgen måtte livet gå videre. Jeg skulle hen på et kontor hvor de hjælp udvekslingsstuderende med at finde en lejlighed. Han havde ikke tid til at hjælpe mig. Jeg skulle bare følge s-togets spor. Jeg gik så der på de små veje langs sporet, alt var uvirkeligt. Jeg gik gennem døren og kunne ikke andet end at sætte mig ned i den fine lille gårdhave der var derinde. Jeg ringede. Men ak, jeg havde vækket min kæreste der boede i Canada tidligt så mange gange, med spørgsmål til alle de udfordringer jeg mødte. Så nu, da hele min verden var sunket i grus, blev han vred og smed røret på. Det tilgav jeg ham aldrig. Jeg snakkede så en halv time med min mor, mens jeg tudbrølede. Hun sagde, at jeg måtte gå ind og snakke med dem på kontoret. Ja. Men jeg kunne ikke. Jeg mener. En hel flok drenge havde gramset på mig på højlys dag. Jeg kunne ikke stole på nogen igen. Jeg var vildt bange. Og semesteret startede om et par dage!

Jeg havde faktisk sjældent haft det godt. Altså faktisk kun fra jeg var 14 til jeg var 16 og så det halve år i Tyskland. Ellers havde resten mere eller mindre været faktisk ikke så godt. Der måtte lige have været en verdenskrig der havde hærget i flere år. Men alting var umådeligt solrigt, sommerligt idyllisk i den gårdhave. Det var som om at jeg var den eneste der havde bemærket den verdenskrig. Jeg sad der meget længe. Jeg – jamen for pokker! Min automatpilot var gået i stykker! Den som jeg havde brugt de sidste 25-2,5 år af mit liv til at holde mig kørende med. Den var gået i stykker lige der i en gårdhave i Frankrig. Den blev lappet med et lille bitte stykke plaster der slet ikke var nok og livet gik på ugrundelig vis videre.

Jeg hutlede mig igennem opholdet i Frankrig. Og videre gennem de fag jeg skulle tage herhjemme. Som tordnede sig op. Jeg fandt en ny kæreste. Jeg – gik i stå da jeg dårligt var begyndt på mit speciale, efter at have siddet og tudbrølet over alting og ingenting ved en studievejleder, som egentlig bare skulle have hjulpet mig videre med mit speciale. Han sendte mig hjem. Så sagde min læge til mig, at jeg var bange for at være sammen med andre mennesker. At jeg var syg. Og jeg fandt ud af, at jeg havde været bange i flere år. Mysteriet var løst. 1,5 år efter den dag i gårdhaven. Men hvor skulle jeg starte?

Jeg startede med at bruge lang tid på at overbevise mig selv om at jeg skulle fortsætte med at gå til sport. Selvom der var andre mennesker. Jeg tænkte på, hvordan jeg kunne komme ud af det. Al den angst. Jeg fik den ide, at at snakke med andre mennesker kunne ske på mange måder. Hver gang skulle jeg forbi skranken hvor den søde instruktør stod. Nogle gange sagde hun “hej”, men jeg turde aldrig svare. Efter nogle gange tog jeg mod til mig, og så hende i øjnene. Efter flere gange, også at smile når hun sagde “hej.” Til sidst sagde jeg også “hej”. Det var der jeg startede med at bruge Kaizen. Hvor hjertet var med. Og hvor jeg var bevidst om at det var det jeg gjorde mens jeg gjorde det. Fordi jeg havde en drøm om ikke længere at gå rundt at være bange, for nogen. At jeg også havde arbejdet mig ud af min depression ved hjælp af Kaizen – det var jeg ikke bevidst om. Og det er også en helt anden historie.

 

Hvad er kaizen?

Sådan gør du enhver arbejdsopgave til en leg

Kender du det med at have en hård arbejdsdag? Eller følelsen af at noget skal over banen i en fart og at du derfor heller må arbejde på det flere timer i stræk hver dag for at nå det? Bare fordi du har en deadline så behøver det ikke at være sådan.

Efter at have defineret Kaizen som 1 minut pr. mål pr. dag så vil jeg gerne give dig en anden vinkel på hvordan du kan bruge Kaizen i dit arbejde. Jeg kalder det Kaizen In Progres. Det er karakteriseret ved det samme princip som 1-minutshandlingen, men bare tilpasset det faktum at du har mere tid til at udføre dine kaizenhandlinger i – du har flere arbejdstimer til rådighed end fritidstimer – og at du har en deadline. Fordi 1 minut hver dag og du har en kæmpe rapport der skal være færdig til på tirsdag. Det går ligesom ikke.

Kaizen In Progres er en arbejdsopgave der er gjort overkommelig for dig. Afhængig af arbejdsopgavens størrelse og hvornår din deadline er, så betyder du at du arbejder på den i kortere intervaller en eller flere gange om dagen. Det bliver meget abstrakt, så lad mig komme med nogle eksempler.

Er du eksempelvis lærer og skal rette 25 opgaver hver uge, så retter du 5 opgaver om dagen. Afhængig af hvordan dine undervisningstimer ligger eller hvornår på dagen du mest effektivt kan rette opgaverne, så kan du enten vælge at rette alle 5 lige i streg eller sprede dem ud over dagen. Denne metode kan du også bruge hvis du sidder og skal svare på helt konkrete opgaver. Det kan være som et led i en uddannelse, eller hvis en chef har stillet dig en bestemt opgave. Del opgaven op i delopgaver som maks tager 1/2 time at besvare, gerne kun et kvarter hvis du kan se hvordan det kan gøres. Plot så x antal 15 min/30 minutters arbejde på opgaven ind i din kalender, eller hvis du er mere ustruktureret som mig, find ud af hvor mange gange om dagen du  skal lave 15 min på opgaven og sørg for at alle gange er gjort når arbejdsdagen er forbi. På den måde kan du overholde din deadline. Men det betyder også, at du får en arbejdsdag der er delt op i meget små bidder. Er du en der elsker at dykke ned i dit arbejde i timevis, som jeg var det engang, så gør det med de arbejdsopgaver du elsker og brug den anden teknik til dem du finder svære eller kedelige. For der flere fordele ved at gøre det på denne måde. Fordelene er at du ikke kører død i det, men fortsætter støt og roligt mod din deadline. Du får desuden en mere varieret hverdag uden at komme til at sidde “fast” i stolen. Samtidig så vil det at du sætter opgaven “på pause” i et par timer, gøre, at din underbevidsthed vil arbejde videre på den og finde på en masse spændende indsigter mens at du arbejder videre med noget andet. Når du så vender tilbage til opgaven lidt senere på dagen, vil du mærke et helt andet positivt gå-på-mod og lyst end hvis du havde siddet med den samme opgave hele formiddagen.

Har opgaven karakter af at være meget teknisk eksempelvis, eller i det hele taget meget lille og kompakt, eksempelvis noget svær tekst/regler/software du skal sætte dig ind i, så kan det faktisk være en fordel at gå endnu længere ned i tid i starten. Du kan starte med at læse indledningen – hvad handler teksten om, hvad er det helt overordnet set for nogle nye regler der er kommet på området, hvor køber jeg dette software. Skynd dig så at hoppe ud af opgaven igen. Lidt senere kan du så læse det første afsnit, den første regel, få installeret softwaren og således fortsætter du. Er det ikke så svært som du havde frygtet – og her skal du virkelig være ærlig overfor dig selv – så kan du sætte tidsintervallet lidt op. Jeg anbefaler at starte med 5 min og så køre det op til 15 maks 20. Så skal du nok få has på opgaven.

Står du derimod med den sidste type af opgaver, de små men så er der til gengæld også rigtigt mange af dem, så er der noget andet du kan gøre for at få en skønnere arbejdsdag. Dine arbejdsopgaver er allerede små. Det kan være der er mange kunder du skal ekspedere, det kan være der er mange små episoder med de børn du passer, eller det kan være at du har mange ansvarsområder eller et komplekst job som helt overordnet kræver, at der er mange mindre ting du skal tage dig af. Er det sådan, kan det godt føles som om, at det bare bliver ved og ved og at det aldrig får en ende. Du skal snarere gøre det omvendte, nemlig samle dine små opgaver til lidt større delmål, så du kan føle en glæde hver gang du når et sådant. Og så dagen ikke føles så lang ikke mindst. Det kan f.eks. være når kundestormen er ovre de første par timer af butikkens åbningstid, tiden inden formiddagspausen, når det daglige orienteringsmøde om morgenen er overstået eller andre lignende holdepunkter i din arbejdsdag. Sørg for at der ikke går for lang tid imellem dem. Gerne kun 30 minutter. Tænk over hvornår du kunne sige til dig selv, at nu har du nået et delmål hele dagen igennem. Måske vil du her nikke genkendende til, at det faktisk er lige præcis det du gør, hvis du har en hård dag eller du en dag bare er meget træt. Så er det som om at du slet ikke kan overskue hvordan du skulle komme igennem dagen uden de her delmål. Men faktisk så har din krop brug for sådanne delmål hver dag. Og i jo højere grad du er i stand til at glæde dig over at du nu er færdig med en arbejdsopgave der tog 10 min (15/20/30 i de andre tilfælde) så vil du i højere grad møde dig selv som den du faktisk er. Et menneske, som er mest glad og fungerer aller bedst ved at udføre små arbejdsopgaver.

Hvilken arbejdsopgave er den letteste for dig at begynde at udføre på denne måde? Fortsæt med denne proces og inddrag gerne din arbejdsgiver på sigt i processen, så I sammen kan skabe overskud fremfor pres på arbejdspladsen.

Hav en god arbejdsdag!

Hvorfor du og dine handlinger aldrig nogensinde er en fiasko.

Hvor tit har jeg ikke følt mig som en fiasko? Eller hvor mange gange har jeg ikke hængt i og alligevel følt mig som en fiasko? Se det er to spørgsmål jeg aldrig nogen sinde vil sætte tal på, men jeg ved, at hvis jeg skulle, så ville det blive et meget stort tal. For sagen er, at det er et ord der om noget har taget sig en god lang vandretur i mit hoved, for ikke at sige at det har slået sig ned der i årevis. Og hvorfor? Fordi jeg gerne vil så meget! Jeg vil dyrke sport 3 gange om ugen, have et spændende forhold til min mand, klare mig ret godt på jobbet og så er der venner og ferie og neglelakken.

Pyh, jeg bliver forpustet bare af at skrive det. Men hvorfor er det sådan? Jo, det er der to årsager til. Den ene er at vi lever i et præstationssamfund. Det er et samfund hvor der er enormt meget fokus på at opnå et eller andet. På at præstere. Det sker fordi vi roser og bliver rost meget for vores handlinger og mindre for den vi er. Det ses især i nutidens børneopdragelse. Præstationssamfundet er også formet af digitaliseringen, hvor vi lige skal ind og tjekke alt muligt. Hertil kommer selvfølgelig de sociale medier. Krisen. At vi mennesker mere bliver set på noget som koster penge eller skal tjene penge frem for et dejligt og skønt individ.

Den anden grund er, at et af vores helt basale behov er at være sociale. Vi har brug for at være sammen med andre og at have venner og tilbringe tid med dem. I takt med at vores forhold til autoriteter har ændret sig drastisk siden 1968 er der også sket et skred i forhold til hvor vi henter vores “sådan-skal-jeg-være”-viden fra. Tidligere hentede man den fra forældrene. Mens jeg er vokset op har det ændret sig til at man nu kigger på sine venner for inspiration. Og det fortsætter. I dag vrimler det med opdragelsesbøger fordi man ikke kigger på sine forældre, men har skrottet “den gode opdragelse” til fordel for hvordan ens venner gør eller at man lige selv skal have fundet ud af hvordan man gør. Det betyder også at ens identitet bliver mere moderne. Den er formet ud fra ens egen generation, og ikke ud fra ens forældres. Vi påvirkes altså af vores venner, af storbyerne der har vokset sig større med al den ståhej der er der. Den perfekte facade, tillæg til karakterer i gymnasiet, forlængelse af arbejdslivet, kravet til hvor mange ferier man skal på om året…!

Men jeg bare lige sige en ting. Med hensyn til alt det her med at præstere og skulle det ene og det andet – så har vi aldrig været længere væk fra vores eget faktiske væsen. Du føler måske, at alt hvad du gør alligevel er en fiasko i sidste ende. Om du gjorde det hurtigt, meget på en pang, tog pause, men kom tilbage i kampen, tog langt tilløb, men fik det gjort alligevel, lavede et delmål pr. uge og kom i mål. Lige meget hvad du gjorde, om det var nok så lidt eller nok så meget, så følte du måske alligevel inderst inde at det faktisk bare var en fiasko. At der var nogen der gjorde det bedre end dig, hurtigere og endda flere ting end dig. At så er du en fiasko! Og alt hvad du har gjort!

Måske sidder du lige nu sygemeldt for stress og føler at alt det du præsterede i sidste ende bare var en fiasko, til trods for hvor meget det var, fordi det endte i stress. Eller du kører måske med klatten? Men står du måske i virkeligheden bare i stresskøen og venter på at det bliver din tur – ubevidst?

Alle de her tanker vil jeg gerne sætte punktum for en gang for alle. For dig og for mig og for alle! Fordi mennesket er slet ikke bygget til det ræs! Og her prøver jeg på ingen måde at sige, at du er en kylling. Slet ikke. Din hjerne er bygget på smukkeste vis så der kun er én ting du behøver at gøre for aldrig nogensinde at få svedige hænder igen, gå kold, køre død i det, ende med at føle dig som en fiasko, ende med at projekter løber ud i sandet, at drømme forbliver drømme, at du bliver ved med at tro at du ikke er noget eller ikke kan noget!

Du er bare i form af dit sociale behov og præstationssamfundet i øvrigt blevet smittet med ideen om at man skal knokle for at nå i mål. Men det den ide snarere er et levende bevis på, er at hvis det er ens præstationstaktik, ja så har man en rigtig god chance for at gå ned med stress. Var det ikke meget rarere, at jeg her fortalte dig, at du, lige som alle andre mennesker, er et vanemenneske? Et vanemenneske for hvem det de facto er svært at gøre noget nyt/ændrer sig/lave store præstationer og så videre? Sådan er mennesket ikke bygget. Vi vil bare gerne have at det skal opføre sig sådant. Og ja, det har det enormt svært ved fordi det dermed går imod sin egen natur. Men hvad ville du nu sige til, at præstere alt det du gerne vil UDEN presset, stressen, de svedige hænder, fiasko-stemplet i panden? Ja, det kan du hvis du bruger kaizen som din præstationstaktik. (Læs her hvad kaizen er.)

Så nu behøver du aldrig mere at føle dig som en fiasko. Eller stemple det du gør som værende en fiasko. For alt det du har gjort har faktisk været længder ud over din faktiske ydeevne. Synes du derimod at du slet ikke flytter dig, jo, det gør du. Er du en af dem, er du også i en proces. Du er i en proces med at nå dertil hvor du er parat til at handle på den der mere eller mindre “fart-over-feltet”-måde. I virkeligheden, så tager du bare så små skridt og har det indre arbejde med som en del af dit mål, så at du rent faktisk ER tro mod dit de facto vanemenneske-karakteristikum. Alle andre går bare rundt i en illusion, selvom de godt inderst inde og måske endda dag hver dag brændende ville ønske sig at det ikke skulle være på den måde. Og kære du – sådan behøver det ikke at være. Og du eller alt hvad du nogensinde har gjort er ingen fiasko. Ud fra mit kaizen-synspunkt – så er du en kæmpe succes!

 

Kaizen

Kaizen: Hvordan enhver let kan gå fra stress til succes med ALT

Jeg gik i mange år og var som alle andre fuldstændig overbevist om at den eneste måde at opnå noget på – hvad som helst – det var ved at knokle. Hvad der med et term kaldes for innovation – drastisk forandring. De 10 ekstra kilo der skal smides i en fart. Men der findes et alternativ. En anden metode. Den metode hedder Kaizen.

Kaizen er en metode og filosofi der blev opfundet for 75 år siden i 1940 da Frankrig blev besejret under 2. Verdenskrig. Det betød at USA måtte gå ind i krigen for at sikre de Allieredes sejr, hvilket var afgørende for kapitalismens fortsatte blomstring og verdensfreden i øvrigt. USA gik derfor i gang med at forberede sig. Tusinder af mænd forsvandt ud af våbenindustrien for at planlægge, lede og deltage i 2. Verdenskrig. Og USA havde brug for gode våben og det med det samme. I stedet for at slå et stort brød op, valgte amerikanerne at arbejde med den produktion og de ansatte de nu havde og fokusere på løbende forbedringer. Kvaliteten af våbnene og det tempo de blev lavet i som denne metode affødte, gik over i verdenshistorien som to af de afgørende faktorer for, hvorfor de Allierede vandt 2. Verdenskrig. Efter 2. Verdenskrig lå Japans industri i grus og som bolværk mod en mulig trussel fra Nordkorea kastede japanerne sig over Kaizen, som siden blev fejet af bordet i USA. Aldrig har der været en nation som Japan, som fik sin industri og private sektor til at blomstre så flot og så længe. Japanerne gav teknikken med de små trin sit eget navn, Kaizen, der betyder “good change.” I 80’erne tog amerikanerne igen teknikken til sig i deres produktion, efter at have set japanernes succes med den, og herhjemme bruges den som et værktøj inden for LEAN. For altid og indtil nu som et værktøj til at forbedre produktionen. Men hvad med alle os andre?

Den helt afgørende grund til at Kaizen virker og innovation sjældent gør, skyldes et biologisk faktum som vores samfund og hele vores levevis gang på gang forsøger at overbevise os om ikke eksisterer. Flere af kroppens funktioner som f.eks. kropstemperatur eller vejrtrækning reguleres automatisk og det gælder også for det der kaldes kamp-eller-flugt-reaktionen. Den aktiveres hver gang vi er i fare og dirigerer energi fra noget så “unyttigt” som rationel og kreativ tænkning over til benene, så vi kan tage benene på nakken eller springe til side hvis der pludselig kommer en bil. Den er derfor meget praktisk når vi er i fare og står som et vigtigt mindesmærke over vores tid som hulemennesker, hvor vi havde brug for en mekanisme, der kunne sikre vores overlevelse. Dette er blot en ud af flere hulemenneske-karakteristika som mennesket stadig har, til trods for vores civilisations drastige ændring siden. Det er her vi finder grunden til en stor mental ubalance i den måde vi lever på i dag.

Problemet er nemlig, at denne mekanisme udløses hver gang vi er i fare, men også hver gang vi ønsker at gribe en mulighed, får lyst til noget eller ønsker en forandring. Hver gang gribes vi af angst og vigtige dele af hjernen som vi godt kunne bruge lige netop i det øjeblik lukker ned (fornuften og kreativiteten). Og det er her at du i dag indtil videre har stået og tænkt “sådan er det”, “jeg tager mig en kop kaffe”, “det er bare et spørgsmål om mod” eller givet dig selv “jeg-kan-godt-klare-det”-talen.

For en god ordens skyld, må jeg bare lige nævne, at det ikke hjælper at drikke kaffe. Nej, det eneste der hjælper er at omgå denne mekanisme, som vi gang på gang aktiverer, fordi vi gerne vil præstere super på jobbet, gå til en masse sport, have den lækreste garderobe, ja, hvordan ønskerne og målene nu engang ser ud, så sætter vi utallige op for os selv, så mekanismen går i gang hele tiden. Vi er konstant på, på dupperne, skal også lige – så vi overser, at det vi bare tror er en præstations-rus og en følelse af “se-hvad-jeg-lige-klarede-idag”-følelse i virkeligheden er en klump af angst, nervøsitet og stresshormoner i maven fordi mekanismen hele tiden er i gang.

Måden du omgår den på er ved at tage så små skridt så det føles som en leg. Jeg definerer det som en 1-minutshandling. Så det du skal gøre for at undgå at mekanismen aktiveres, er at glemme alt om at præstere og skrive delmål op, men kun bruge 1 minut pr. mål pr. dag. Hvis du mærker nervøsiteten i maven, præstations-rusen og at det på nogen måde bare kræver en centimeter ben i næsen så har du ikke lavet Kaizen. Din kaizen-handling skal være så nem, så du tror det er løgn. Det kunne f.eks. være at fjerne en ting fra et rodet skrivebord, at stille vandkanden frem eller at gå en ekstra runde i huset i dag, som et led i at komme til at tabe de 10 kilo.

På den måde vil du gå med din biologi og ikke imod den. Fordi sådanne små skridt betyder nemlig at hele hjernen fungerer, dvs. også den rationelle del så at du til eksamen, når du bliver spurgt et vigtigt spørgsmål, faktisk også hurtigt kan hive svare på det frem, fremfor at gå kold. Når hjernen således fungerer i denne nye uvante situation du har puttet den i, så vil den begynde at opbygge “software” som støtter dig i dine nye vaner. Den modstand mod forandring som du før mærkede, svækkes, og du vil opleve, hvordan du bevæger dig med større fart mod dit mål. Den ønskede forandring der før gjorde dig nervøs, gør din hjerne dig nu i stand til at nyde. Hermed bryder du også med ideen om vanemennesket, som også er et andet karakteristika for hulemennesket. Med kaizen kan du netop skabe nye vaner på en let måde.

Hvorfor skal den japanske og den amerikanske industri have al morskaben for dem selv? Det er det spørgsmål jeg har stillet mig, og grunden til at jeg er startet op som selvstændig for netop at udbrede det smukke ved Kaizen. For du kan bruge det til ALT. Jeg har brugt det til at komme ud af en depression med, jeg har brugt det til at tage en universitetsuddannelse selvom jeg var syg, og til at komme til at snakke pænere til min mand.

Hvis du er interesseret i at lære hvordan du kan bruge kaizen til at opnå dine mål så kan du følge mig på Facebook her.

 

Kilde: Dr. Robert Maurer, ph.d. og professor på UCLA School of Medicine. “Kaizen. Et lille skridt kan ændre dit liv.” Borgens Forlag. Danmark 2006.