Indlæg

Ferieuro

Grunden til at du oplever ferieuro

Så siger kalenderen, at det er ferie.

Der er bare lige et problem – at det slet ikke føles, som om at det er ferie.

For du ærgrer dig over de par ting du ikke lige nåede inden. Du skælder dig selv ud og presser det ind i ferien, eller sukker dybt og skubber det vemodigt til hverdagen starter igen.

Men så fortsætter det bare, for så kommer alle tankerne omkring, hvordan ferien nu vil gå. Hvilke aktiviteter er der planlagt, og er der kun måske planlagt, og hvordan skal alt det praktiske lige fra kørsel, børn, legeaftaler, vanter der er blevet væk og din længsel efter ro, gå op i en højere enhed?

Ferien går i gang og du får langsomt stoppet alle tankerne og du får sat dig ned med en god bog og en kop te. Men du mærker stadig uroen. Du mærker en energi suse rundt i din krop, selvom du sidder der i de mest rolige omgivelser.

Du undrer dig og bliver vred på dig selv. Hvorfor kan du ikke bare slappe af? Hvorfor kan din krop ikke bare gå i total afslapnings mode fra den første dag i ferien af?

Tristheden fylder i dit bryst og du prøver at ryste den af dig. Du opdager at klokken er mange, og begynder at læse lidt videre, mens følelserne langsomt antager et positivt skær.

Du trøster dig med, at ferien ikke er slut endnu. Der er stadig tid til at ferien kan blive så god som din intention for den var. Og du ved, at det nok også skal ske om et par dage, når der lige er faldet lidt mere ro over dig.

Men hvorfor er sådan?

Det er sådan, fordi den måde du handler på, ikke harmonerer med den måde, som din krop får mest energi og glæde ud af at handle på.

Enklere kan det faktisk ikke siges.

Spørgsmålet er kun, om du vil blive ved med at acceptere at det er sådan, når der nu findes en måde at handle på, som kun giver glæde, energi og succes?

Start med at få en langt mere succesrig  og let dag allerede i dag, ved at tage imod min GRATIS e-bog “Få en fantastisk dag på 3 minutter!” her

Den nye superwoman style

Outdated superwoman style

Du lægger ud med at tænke at det her det må du bare realisere. Og så lægger du den storstilede plan. Deadline om 2 uger. Der er 3 store huller der og der og der hvor du nok kan nå ret meget faktisk. Og hvis den der ting så lige falder ud til din fordel så, ja så kan du faktisk sagtens nå det.

6 dage efter start er du både stresset og ked af det, for du kan se at det kommer til at blive virkeligt hårdt hvis du skal nå det.

Du kastede dig ud i det totalt superwoman style.

Fordi.

Du ligesom alle andre gerne vil udstråle stor tiltro til dig selv og hvad du kan nå på ret kort tid. Du vil også gerne fremad og have succes og da på ingen måde være en pivskid. Det bliver fedt når. Den tanke for der til at hoppe og danse af overskud og glæde.

Og nu til de mere alvorligere fordi’er. Fordi du bliver påvirket af hvad folk i din omgangskreds giver sig i kast med. Ja, påvirket af verden omkring dig. Det er et faktum og ikke noget du kan løbe fra (sådan er det også for mig.) Du vil gerne føle at du er med og hører til. Fordi du inderst inde ikke har lyst til at huske at sådan gik det også sidste gang. Hvis du godt ved det, men gør det alligevel så spiller det ingen forskel for begge scenarier sker af en enkelt årsag: du ved ikke hvordan du ellers skal gøre.

Og lad os lige dvæle ved hvorfor du gør det alligevel. Det er fordi at din superwoman style er almen praksis overalt omkring dig. Det er en måde at handle på som ligger dybt i vores kultur. Og der er utallige udtryk som vi er så vant til bare at ty til når vi når til dag 6. Som “det er om at holde tungen lige i munden”, “hvis man vil fremad i verden så må man arbejde hårdt”, “jeg kan godt” og så videre – hvis ikke vi da bare giver op. Øv.

Og tilbage til dag 6 – du er udmattet. Du vil det perfekte, men det er simpelthen bare for hårdt.

Og det er OKAY at have det sådan. Det er menneskeligt at have det sådan. Faktisk er det kun et fåtal af os der ikke har det sådan. Men der findes en gruppe som har vænnet sig til at skubbe på og klare den alligevel. “Nothing admirable ever came from comfort zones.” Det er i øvrigt en stor løgn, men de sætter trenden og du vil gerne være med i klubben.

Uaks – hvad så?

Dette. Start tidligt og lav lidt hver dag. Du undgår at blive udmattet og føle frygt. Du oplever til gengæld succes og fremskridt hver dag hvorfor sejren er uundgåelig.

Kom du i overhovedet i gang superwoman style? Det er ikke sikkert. Måske er du bevidst om  at det er en stejl bakke du så må op af og er derfor slet ikke kommet i gang. Tanken har gjort dig udmattet og passiveret dig på forhånd. Så bortset fra noget hårdt arbejde er du på dag 6. I lort til halsen.

No way. Dette er MÅDEN – dokumenteret og tilpasset DIG.

God rejse!

 

DRØMMEN

Hvordan jeg fandt Kaizen

Hovedet. Det var enormt befriende at flytte hjemmefra kan jeg huske. Det var i 2002. Jeg var lige blevet 18, og en ny, flot lejlighed med hems ventede på mig. Følelsen af at lukke døren og at hele verden var min. Den var så skøn. Men der var også en hel masse lektier der i 1.g. Faktisk så var hele starten af gymnasiet gået med at brokke sig over dem. Det gjaldt især de velstillede piger fra klassen, de var mere vant til at shoppe om eftermiddagen og hvad sådan nogle nu ellers laver. Jeg bandede også – indvendig. Men jeg havde også fået fortalt, at der skulle ydes noget, der i det der, der hed gymnasiet.
Så der sad jeg så i min fine lille lejlighed. Og skulle selv få lavet alle de lektier. Ikke at jeg nogensinde har været dårlig til det, men for en flittig pige som mig, var det alligevel en stor udfordring. Med al den frihed lige pludselig. Og det var ved at være sommer – solen lokkede. Så jeg tog tasken over til bordet. Fandt med møje min kalender frem, blandt alle de mange bøger i min taske. Slog op. “Okay, lektier for i 4 fag, det var mange. Hvad er mest spændende? Æh – engelsk. Nå. Oversætte sætning 1-14 på s. 67. Det var et eller andet grammatisk, som man åbenbart skulle øve på den måde. Gosh – så mange?? Nå, men jeg kan da prøve med den første. Okay, det gik fint. Så prøver jeg lige med en til. Hov, nu er lektierne til engelsk klaret. What’s next”?

Hjertet. Jeg kan huske at jeg fortsatte med at jagte studieopholdet i udlandet, selvom kurven var blevet stejl. Det var i 2009. Jeg var bare fortsat. Nu havde jeg jo fået min bachelor i tysk og fransk, så jeg fortsatte naturligt videre til kandidaten. Som var af en noget anden kaliber, havde jeg ladet mig fortælle. Jo tak. Jeg er ikke sikker på at det havde gjort nogen forskel, havde jeg vidst at jeg lige havde været i en depression i 5 år. Til udlandet, det ville jeg. Og nu havde jeg netop fundet ud af at jeg både kunne komme til Frankrig og til Tyskland. Wow hvor ville det se fedt ud på mit cv. Og jeg knoklede. Skrev jeg ved ikke hvor mange mails, breve, universitetsansøgninger på fransk og tysk. Søgte om lov i studienævnet. Surfede efter passende fag i weekenderne. Det var heldigt at jeg starten på det år blev slutningen på min depression. Med stor værdighed kunne jeg flytte ind i min lejlighed og nyde et halvt år i solrige Berlin mens jeg fik styr på det der med lige at tale mundtligt tysk flydende. Hvilket lykkedes! Der var faktisk flere på det ene fag der fulgte, der troede at jeg var tysker. Nice!

Jeg tog toget direkte videre til Frankrig. DRØMMEN. Ja, jeg var så begejstret for min genvundne glæde, så jeg bad om svar på den der følelse indeni som i flere år havde gået og generet mig. Nu skulle der ryddes op og livet skulle leves en gang for alle.

En uge efter jeg var ankommet til Frankrig var jeg ude for et seksuelt overgreb på højlys dag lige hvor jeg boede. Jeg undslap inden det blev virkeligt slemt og fortsatte min indkøbstur. De franske postejer lærte en god del danske bandeord den dag. Da jeg kom hjem var jeg alligevel noget rystet. Min daværende kæreste beroligede mig over skype. Mine forældre stod nervøse og vred deres hænder. Var det bedst bare at tage hjem og glemme det hele? Men det kunne jeg ikke få mig selv til. Så skulle jeg jo opgive DRØMMEN.

I desperation havde jeg skrevet en mail rundt til 4 andre udvekslingsstuderende jeg havde mødt, men dårligt kendte. Jeg sov kun i min lejlighed én nat derefter, jeg turde ikke blive, og ved alt held kunne jeg sove hos en af de andre natten efter. Den morgen måtte livet gå videre. Jeg skulle hen på et kontor hvor de hjælp udvekslingsstuderende med at finde en lejlighed. Han havde ikke tid til at hjælpe mig. Jeg skulle bare følge s-togets spor. Jeg gik så der på de små veje langs sporet, alt var uvirkeligt. Jeg gik gennem døren og kunne ikke andet end at sætte mig ned i den fine lille gårdhave der var derinde. Jeg ringede. Men ak, jeg havde vækket min kæreste der boede i Canada tidligt så mange gange, med spørgsmål til alle de udfordringer jeg mødte. Så nu, da hele min verden var sunket i grus, blev han vred og smed røret på. Det tilgav jeg ham aldrig. Jeg snakkede så en halv time med min mor, mens jeg tudbrølede. Hun sagde, at jeg måtte gå ind og snakke med dem på kontoret. Ja. Men jeg kunne ikke. Jeg mener. En hel flok drenge havde gramset på mig på højlys dag. Jeg kunne ikke stole på nogen igen. Jeg var vildt bange. Og semesteret startede om et par dage!

Jeg havde faktisk sjældent haft det godt. Altså faktisk kun fra jeg var 14 til jeg var 16 og så det halve år i Tyskland. Ellers havde resten mere eller mindre været faktisk ikke så godt. Der måtte lige have været en verdenskrig der havde hærget i flere år. Men alting var umådeligt solrigt, sommerligt idyllisk i den gårdhave. Det var som om at jeg var den eneste der havde bemærket den verdenskrig. Jeg sad der meget længe. Jeg – jamen for pokker! Min automatpilot var gået i stykker! Den som jeg havde brugt de sidste 25-2,5 år af mit liv til at holde mig kørende med. Den var gået i stykker lige der i en gårdhave i Frankrig. Den blev lappet med et lille bitte stykke plaster der slet ikke var nok og livet gik på ugrundelig vis videre.

Jeg hutlede mig igennem opholdet i Frankrig. Og videre gennem de fag jeg skulle tage herhjemme. Som tordnede sig op. Jeg fandt en ny kæreste. Jeg – gik i stå da jeg dårligt var begyndt på mit speciale, efter at have siddet og tudbrølet over alting og ingenting ved en studievejleder, som egentlig bare skulle have hjulpet mig videre med mit speciale. Han sendte mig hjem. Så sagde min læge til mig, at jeg var bange for at være sammen med andre mennesker. At jeg var syg. Og jeg fandt ud af, at jeg havde været bange i flere år. Mysteriet var løst. 1,5 år efter den dag i gårdhaven. Men hvor skulle jeg starte?

Jeg startede med at bruge lang tid på at overbevise mig selv om at jeg skulle fortsætte med at gå til sport. Selvom der var andre mennesker. Jeg tænkte på, hvordan jeg kunne komme ud af det. Al den angst. Jeg fik den ide, at at snakke med andre mennesker kunne ske på mange måder. Hver gang skulle jeg forbi skranken hvor den søde instruktør stod. Nogle gange sagde hun “hej”, men jeg turde aldrig svare. Efter nogle gange tog jeg mod til mig, og så hende i øjnene. Efter flere gange, også at smile når hun sagde “hej.” Til sidst sagde jeg også “hej”. Det var der jeg startede med at bruge Kaizen. Hvor hjertet var med. Og hvor jeg var bevidst om at det var det jeg gjorde mens jeg gjorde det. Fordi jeg havde en drøm om ikke længere at gå rundt at være bange, for nogen. At jeg også havde arbejdet mig ud af min depression ved hjælp af Kaizen – det var jeg ikke bevidst om. Og det er også en helt anden historie.

 

Hvad er kaizen?

Hvorfor du og dine handlinger aldrig nogensinde er en fiasko.

Hvor tit har jeg ikke følt mig som en fiasko? Eller hvor mange gange har jeg ikke hængt i og alligevel følt mig som en fiasko? Se det er to spørgsmål jeg aldrig nogen sinde vil sætte tal på, men jeg ved, at hvis jeg skulle, så ville det blive et meget stort tal. For sagen er, at det er et ord der om noget har taget sig en god lang vandretur i mit hoved, for ikke at sige at det har slået sig ned der i årevis. Og hvorfor? Fordi jeg gerne vil så meget! Jeg vil dyrke sport 3 gange om ugen, have et spændende forhold til min mand, klare mig ret godt på jobbet og så er der venner og ferie og neglelakken.

Pyh, jeg bliver forpustet bare af at skrive det. Men hvorfor er det sådan? Jo, det er der to årsager til. Den ene er at vi lever i et præstationssamfund. Det er et samfund hvor der er enormt meget fokus på at opnå et eller andet. På at præstere. Det sker fordi vi roser og bliver rost meget for vores handlinger og mindre for den vi er. Det ses især i nutidens børneopdragelse. Præstationssamfundet er også formet af digitaliseringen, hvor vi lige skal ind og tjekke alt muligt. Hertil kommer selvfølgelig de sociale medier. Krisen. At vi mennesker mere bliver set på noget som koster penge eller skal tjene penge frem for et dejligt og skønt individ.

Den anden grund er, at et af vores helt basale behov er at være sociale. Vi har brug for at være sammen med andre og at have venner og tilbringe tid med dem. I takt med at vores forhold til autoriteter har ændret sig drastisk siden 1968 er der også sket et skred i forhold til hvor vi henter vores “sådan-skal-jeg-være”-viden fra. Tidligere hentede man den fra forældrene. Mens jeg er vokset op har det ændret sig til at man nu kigger på sine venner for inspiration. Og det fortsætter. I dag vrimler det med opdragelsesbøger fordi man ikke kigger på sine forældre, men har skrottet “den gode opdragelse” til fordel for hvordan ens venner gør eller at man lige selv skal have fundet ud af hvordan man gør. Det betyder også at ens identitet bliver mere moderne. Den er formet ud fra ens egen generation, og ikke ud fra ens forældres. Vi påvirkes altså af vores venner, af storbyerne der har vokset sig større med al den ståhej der er der. Den perfekte facade, tillæg til karakterer i gymnasiet, forlængelse af arbejdslivet, kravet til hvor mange ferier man skal på om året…!

Men jeg bare lige sige en ting. Med hensyn til alt det her med at præstere og skulle det ene og det andet – så har vi aldrig været længere væk fra vores eget faktiske væsen. Du føler måske, at alt hvad du gør alligevel er en fiasko i sidste ende. Om du gjorde det hurtigt, meget på en pang, tog pause, men kom tilbage i kampen, tog langt tilløb, men fik det gjort alligevel, lavede et delmål pr. uge og kom i mål. Lige meget hvad du gjorde, om det var nok så lidt eller nok så meget, så følte du måske alligevel inderst inde at det faktisk bare var en fiasko. At der var nogen der gjorde det bedre end dig, hurtigere og endda flere ting end dig. At så er du en fiasko! Og alt hvad du har gjort!

Måske sidder du lige nu sygemeldt for stress og føler at alt det du præsterede i sidste ende bare var en fiasko, til trods for hvor meget det var, fordi det endte i stress. Eller du kører måske med klatten? Men står du måske i virkeligheden bare i stresskøen og venter på at det bliver din tur – ubevidst?

Alle de her tanker vil jeg gerne sætte punktum for en gang for alle. For dig og for mig og for alle! Fordi mennesket er slet ikke bygget til det ræs! Og her prøver jeg på ingen måde at sige, at du er en kylling. Slet ikke. Din hjerne er bygget på smukkeste vis så der kun er én ting du behøver at gøre for aldrig nogensinde at få svedige hænder igen, gå kold, køre død i det, ende med at føle dig som en fiasko, ende med at projekter løber ud i sandet, at drømme forbliver drømme, at du bliver ved med at tro at du ikke er noget eller ikke kan noget!

Du er bare i form af dit sociale behov og præstationssamfundet i øvrigt blevet smittet med ideen om at man skal knokle for at nå i mål. Men det den ide snarere er et levende bevis på, er at hvis det er ens præstationstaktik, ja så har man en rigtig god chance for at gå ned med stress. Var det ikke meget rarere, at jeg her fortalte dig, at du, lige som alle andre mennesker, er et vanemenneske? Et vanemenneske for hvem det de facto er svært at gøre noget nyt/ændrer sig/lave store præstationer og så videre? Sådan er mennesket ikke bygget. Vi vil bare gerne have at det skal opføre sig sådant. Og ja, det har det enormt svært ved fordi det dermed går imod sin egen natur. Men hvad ville du nu sige til, at præstere alt det du gerne vil UDEN presset, stressen, de svedige hænder, fiasko-stemplet i panden? Ja, det kan du hvis du bruger kaizen som din præstationstaktik. (Læs her hvad kaizen er.)

Så nu behøver du aldrig mere at føle dig som en fiasko. Eller stemple det du gør som værende en fiasko. For alt det du har gjort har faktisk været længder ud over din faktiske ydeevne. Synes du derimod at du slet ikke flytter dig, jo, det gør du. Er du en af dem, er du også i en proces. Du er i en proces med at nå dertil hvor du er parat til at handle på den der mere eller mindre “fart-over-feltet”-måde. I virkeligheden, så tager du bare så små skridt og har det indre arbejde med som en del af dit mål, så at du rent faktisk ER tro mod dit de facto vanemenneske-karakteristikum. Alle andre går bare rundt i en illusion, selvom de godt inderst inde og måske endda dag hver dag brændende ville ønske sig at det ikke skulle være på den måde. Og kære du – sådan behøver det ikke at være. Og du eller alt hvad du nogensinde har gjort er ingen fiasko. Ud fra mit kaizen-synspunkt – så er du en kæmpe succes!

 

Kaizen

De 10 største fordele ved at bruge kaizen til at nå sine mål

Lige når du måske for aller første gang læser om hvad kaizen er, så har du måske allermest lyst til at rive håret ud af hovedet på dig selv! For det lyder jo fuldstændig vanvittigt kun at bruge 1 minut pr. dag pr. mål som jeg definerede kaizen som (læs mere om teknikken kaizen lige her.)

Og ja, det er komplet vanvittigt, det tænkte jeg også, da jeg først faldt over kaizen. Men hvad der er mindst ligeså vanvittigt er, at du rent faktisk når dine mål når du bruger kaizen. Og det er jo ikke mindre end vildt, når jeg så yderligere kan give dig de 10 bedste fordele ved at bruge kaizen som strategi for at nå dine mål. Er du klar?

1. Du har altid tid
Hvad det betyder helt konkret er, at uanset hvor travlt du har en dag så vil du altid have tid til at arbejde videre på dit mål. Om du er stoppet til om morgenen med børn, så arbejde, indkøb, børnene igen, og måske skal du også noget om aftenen? Det er alt sammen fuldstændig ligegyldigt, og nu heller ikke længere en grund eller undskyldning for at du ikke længere får arbejdet på dit mål. Som jo er noget du brænder for og hader at skubbe til side på grund af alt muligt andet du skal. Glem det. Med kaizen har du altid tid til at arbejde på dit mål. Hver dag. Mens du tager en slurk kaffe, venter på bussen, alligevel render rundt i huset og rydder op. 1 minut er sindssygt kort tid og derfor altid doable.

2. Du skal ikke lave dit liv om
Jeg var en gang på date med en som bogstaveligt talt havde pakket sit liv med arbejde og professionel sport fra tidlig morgen til meget sen aften. Om jeg begriber at han kunne nøjes med så lidt søvn. Hvis dit liv ser sådan ud, eller du måske er en sofagirl – som jeg selv har været en del af mit liv også – det indrømmer jeg gerne – eller om du nu er et eller andet sted mellem de to ekstremer. Så er der ingen grund til at gå i spåner. Du behøver ikke at lave dit liv om på nogen som helst måde. Selv sofagirl’en eller sportsfreaken og alle os andre i øvrigt, vil egentlig bare være glade hvis vores mål ikke krævede en totalt omvæltning på alle mulige andre aspekter i vores liv. Og med kaizen der behøver det ikke være sådan. Du kan gå i gang med dit mål uanset hvordan dit liv ellers ser ud. Det betyder ikke at du ikke kan ændre meget i dit liv. Du kan bare tage 5 mål som tilsammen måske udgør en større livsstilsændring, og så stille og roligt, 5 minutter ad gangen hver dag, ændre dit liv.

3. Du skal ikke lave dig selv om
Om du er organiseret, doven, et sjuskehoved, glemsom, perfektionist eller prof – du behøver ikke at lave dig selv om. Om du er nok så doven så vil 1 minut være til at overskue. Er du nok så perfektionistisk, så kan du måske have brug for at afreagere, men du kan i sidste ende altid falde til ro igen ved tanken om at kaizen virker. Når det lille tidsspektrum tvinger din kaizen-handling til at være så sindssygt overskuelig og lille, så vil du få den gjort hver eneste dag. Og du vil derfor nå i mål fordi du på ingen måde spænder ben for dig selv. Og så er du jo faktisk – perfektionist. Bare på en anden måde end du måske er vant til.

4. Der er intet momentum
I dag er der næsten momentum i alt. Vi skal lige læse op til eksamen på så og så få dage, eller bevæge os ud i at realisere os selv ved hjælp af en coach. Der er faktisk så mange eksempler, så jeg slet ikke kan liste dem alle her. Men der er i dag en tydelig tendens til at alt hvad vi gør skal have et vist momentum over sig. Det skal være cool, nice, smart, misundelsesværdigt big time. Men kaizen fjerner alt det. Så kan det umiddelbart godt virke som om at dit mål og dig så bliver kedelig, men i virkeligheden så vælger du bare at passe godt på dig selv og dit mål. Fordi.

5. Du bliver ikke stresset
Har du travlt? Kender du stressbarometeret rød, gul grøn? Forestil dig et lyssignal. Hvis du er grøn, så har du det godt. Du skal noget, men du føler dig på ingen måde presset. Hvis du er gul, så føler du dig presset, fortravlet, stresset, men du kan godt klare det. Du hænger i. Er du derimod rød, så har du været i den gule for længe. Du er stresset, som i stresset lige til en sygemelding. Hvad enten du er blevet sygemeldt eller ej. Det lyder ikke rart, vel? Så er det heldigt at kaizen helt modvirker dette.

6. Du får intet sug i maven
Og når vi nu er ved stress, så lad mig aflive en overbevisning: Den rus du mærker i maven er ikke en rus, det er et sug i maven som i “jeg er bange.” “Jeg er bange for hvordan det nu skal gå med…” Og det er en angst som alt dit momentum omkring alle dine mål udløser helt automatisk (læs mig blogindlæg om kaizen for at forstå hvad der sker helt biologisk i din krop her.) Så når du går med en præstations-rus i maven, og lever højt på kaffe og andre sager der lige kan booste din energi, så prøv en gang og sæt dig ned og mærk efter. Det er nervøsitet. Det er bare blevet normalt og “in” at vende det til en “se-hvor-sej-jeg-er”/knokle-livsstil og undertrykke eller ikke stå ved denne følelse.

7. Du får det altid gjort
Det er vildt betryggende. Prøv at tænk på alt det du ikke får gjort. Fordi det bliver for stort, tager tid, du skal bruge meget energi på det. Men med kaizen så slipper du for alt det. Det ene minut det er så overskueligt så du altid vil få det gjort. Og det betyder at du kan være yderst tilfreds med dig selv hver dag. Fordi

8. Du er på vej mod dit mål hver eneste dag
Om det er helligdag, en travl mandag, du skal til fest om aften, sågar når du holder ferie så er det ene minut klaret i et snuptag, og derfor står sådanne dage slet ikke i vejen for at du bevæger dig mod din drøm eller dit mål. Det betyder også, at du opnår en dejlig følelse indeni hver dag, fordi du har taget et lille skridt mere mod dit mål. Så selvom det går i et andet tempo med at komme derhen, end du måske er vant til, så er det en stor glæde i livet hvis man kan glæde sig over at være på vej. Og hvis du er gået i gang med et mål, som du ellers ikke har fået begyndt på og som indtil videre kun har været forbundet med stor vrede og frustration, så er det en enorm lindring at se og erfare at du er på vej mod dit mål hver eneste dag.

9. Du kører ikke død i det
Kender du det med at man endelig har fået taget sig sammen og så efter lidt tid så kører man alligevel død i det? Sådan bliver det ikke når du bruger kaizen som strategi. Din start vil være mild og overskuelig fordi du kun må bruge 1 minut hver dag. Det betyder at du kommer i gang. Når du når et punkt hvor du kommer til noget du finder svært, så vil kaizen tvinge dig til at dele det op i mindre bidder. Det kan endda være at du skal bruge mindre tid end 1 minut for at komme igennem det der er svært. Omvendt, hvis du f.eks. skal ringe til en person og stille flere spørgsmål, så vil dette naturligt tage mere end et minut. Men der kan du så gøre det at du tanker op i 1 minut om dagen nogle dage i forvejen så de 5 minutters telefonsamtale ikke vil virke som nogen anstrengelse, på samme måde som det ene minut heller aldrig virker som en anstrengelse. Ved hjælp af disse to yderligere fif, vil du opleve at du ikke kører død i det. Og det er om noget enormt betryggende at vide. Du er altid på vej. Og derfor når du også derhen.

10. Du plejer dit mentale helbred undervejs
I dag er det mere og mere oppe i tiden at få passet bedre på sig selv. Det handler typisk om kost, motion, alternativ behandling, stress og personlig udvikling i mange former. Det er en kraftfuld tendens hvor vi springer rundt og føler at vi skal udvikle os på alle planer af vores liv. Men med det faktum i bagagen at mennesket er et vanedyr, så er alt dette faktisk slet ikke så let. Hvis du bruger kaizen, kan du derimod opnå alt dette – ja hvad som helst – uden at mærke præstations-rusen hverken i maven eller i hovedet. Du vil simpelthen opleve en fred. Bare tanken om at det er muligt at nå alle dine mål og føre alle dine drømme ud i livet uden at knokle er enormt befriende. Og når vi nu skal passe så godt på vores krop og være helt vildt succesfulde – hvorfor så ikke også pleje vores sind med en blid præstationstaktik? Det fortjener vi alle.

Rod

Derfor er rod ikke rod

Når jeg slår ordet “rod” op i en ordbog så bliver jeg givet ordet “uorden”. Se, for mig som i mange år har været meget optaget af rod og ryddelighed, så finder jeg det faktisk meget interessant at det er sådan ordbogen vælger at forklare ordet på. For det betyder at der er nogen der har bestemt hvad orden og hvad uorden, og altså rod er for noget. Det blev vedtaget derhjemme.

Hjemme ved mig var der en høj standard. Der var bare orden over det hele. Indefra og ud. Oppefra og ned. Den bedste måde at forklare hvor ordentlig der egentlig var, var, da jeg en dag gik forbi køkkenbordet og bare lige ville lægge en lille ting der. “Den kunne da godt lige ligge der lidt”, tænkte jeg. Der gik ikke 5 sekunder før jeg havde fået bud på at fjerne den igen. Havde jeg rodet på mit værelse skulle der altid ryddes op efter et par dage. Senere fandt jeg ud af hvor meget min mor gik op i at være et godt forbillede for os. Så jeg tog hjemmefra med en ypperlig dyd ud i orden og oprydning.

Den tog jeg videre med mig, og min lejlighed var derfor et levende bevis på en høj standard af orden. Men da jeg flyttede hjemmefra blev jeg også langsomt bevidst om at jeg havde brug for at afreagere. At jeg også havde brug for at gøre som det nu faldt mig lettest. Og eftersom det unægteligt var mere hyggeligt at sidde og lave mine lektier i gymnasiet ved mit sofabord end ved mit skrivebord blev mit skrivebord meget hurtigt til et “der-kan-jeg-lige-lægge-det”-sted for alverdens ting og sager. I min studiebolig blev det reduceret til en rodeskuffe, og efter i mange år at have accepteret at det var sådan jeg holdt orden – sådan da – så faldt jeg en dag over en artikel som helt ændrede mit syn på rod.

Den pointerede helt utvetydigt, at der var tale om en mental ubalance hvis der enten var meget ordenligt eller meget rodet hjemme hos en. Jeg rystede på hovedet af det og tænkte at det var da noget mærkeligt noget at skrive. Hvad jeg ikke var klar over, var, at jeg på det tidspunkt var inde i en depression. Og jeg kunne derfor have udbrudt et skrigende “Ja!” til udsagnet, havde jeg kunnet sætte ord på, at jeg virkelig var deprimeret.

Senere flyttede jeg så sammen med min mand. Og det irriterede mig grænseløst, fordi lige pludselig så var der en lille smule  rod over det hele. Altså, nu ved jeg ikke hvorpå rod/orden-skalaen du er, men for mig var en bluse her, en bog der, lidt opvask osv. ROD. Jeg begyndte at snakke med ham om det, rydde op efter ham, i det hele taget stritte imod indtil jeg kom i tanke om artiklen. Jeg var stadig syg, nu bare med social angst og fobi, men på vej ud af det. Lige så stillet fik jeg accepteret at der lå en ting her og en ting der. Det skete alt sammen i takt med at jeg fik arbejdet mig ud af min diagnose.

Ikke lang tid efter gik den dybere mening med artiklen op for mig – at hvis man var sund og rask så er det faktisk helt naturligt at rode lidt. Så afspejler lidt rod faktisk sundhed. Og så giver det jo slet ikke mening at tale om rod, næ så skulle det måske nærmere hede sund orden.

Da jeg yderligere faldt over filosofien kaizen, som er den jeg har valgt at bygge min forretning op omkring, så kan jeg nu med stor klarhed og ro sige til dig, at uanset hvor meget du roder, så er det ikke rod. Du er bare i en process. Du er i gang med i menneskets helt naturlige rytme at rydde op, eller rydde til, og arbejde dig hen til en større klarhed over dit indre. Eller er du ellers sund og raks så er du simpelthen bare i ro og mag i gang med at arbejde på flere projekter på en gang, hvorfor der ligger ting rundt omkring og flyder.

I dag er mit hjem lidt smårodet. Men i mine øjne er det ikke rod. Det er bare kaizen. At jeg er i gang med at køre en husholdning og en familie i det tempo der er naturligt for mennesket. Så ligger der en ting og flyder, er det ikke rod. Det er bare en lille ting der venter på at komme videre rundt i det flow der nu en gang er i et hjem.