Indlæg

Ferieuro

Grunden til at du oplever ferieuro

Så siger kalenderen, at det er ferie.

Der er bare lige et problem – at det slet ikke føles, som om at det er ferie.

For du ærgrer dig over de par ting du ikke lige nåede inden. Du skælder dig selv ud og presser det ind i ferien, eller sukker dybt og skubber det vemodigt til hverdagen starter igen.

Men så fortsætter det bare, for så kommer alle tankerne omkring, hvordan ferien nu vil gå. Hvilke aktiviteter er der planlagt, og er der kun måske planlagt, og hvordan skal alt det praktiske lige fra kørsel, børn, legeaftaler, vanter der er blevet væk og din længsel efter ro, gå op i en højere enhed?

Ferien går i gang og du får langsomt stoppet alle tankerne og du får sat dig ned med en god bog og en kop te. Men du mærker stadig uroen. Du mærker en energi suse rundt i din krop, selvom du sidder der i de mest rolige omgivelser.

Du undrer dig og bliver vred på dig selv. Hvorfor kan du ikke bare slappe af? Hvorfor kan din krop ikke bare gå i total afslapnings mode fra den første dag i ferien af?

Tristheden fylder i dit bryst og du prøver at ryste den af dig. Du opdager at klokken er mange, og begynder at læse lidt videre, mens følelserne langsomt antager et positivt skær.

Du trøster dig med, at ferien ikke er slut endnu. Der er stadig tid til at ferien kan blive så god som din intention for den var. Og du ved, at det nok også skal ske om et par dage, når der lige er faldet lidt mere ro over dig.

Men hvorfor er sådan?

Det er sådan, fordi den måde du handler på, ikke harmonerer med den måde, som din krop får mest energi og glæde ud af at handle på.

Enklere kan det faktisk ikke siges.

Spørgsmålet er kun, om du vil blive ved med at acceptere at det er sådan, når der nu findes en måde at handle på, som kun giver glæde, energi og succes?

Start med at få en langt mere succesrig  og let dag allerede i dag, ved at tage imod min GRATIS e-bog “Få en fantastisk dag på 3 minutter!” her

løbe

Sådan kommer du i gang med at løbe igen

Dit ønske om at komme ud at løbe igen har længe mast sig på, men er endnu ikke blevet til noget. Med denne opskrift krydret med et sikkert middel til at få succes kan du nu ændre det faktum.

At komme afsted igen kan være en svær ting. Du er måske frustreret, har dårlig samvittighed, tænker på hvornår du nu kan komme op på de acceptable 5 km og… Eller måske er du virkelig ked af at det endnu ikke er blevet til noget, eller vred på dig selv hvilket udløser grimme ord indeni.

Hvad end der er tilfældet for dig, så vid, at når du bevæger dig frem mod dit mål sådan som din krop aller bedst kan lide det, så kommer du også i mål. Små skridt hver dag – så udnytter du din krop bedst muligt og får resultater og rutine.

Men nu til opskriften. Spring på der hvor du føler dit niveau ligger. Det er din eneste opgave. Men, for at starte det rigtige sted, så er det absolut vigtigt at det trin du vælger at starte på føles super let for dig at udføre. Er du i tvivl, så gå et eller to trin tilbage. Det er vigtigt at det føles exceptionelt let. Ellers kan du smide denne opskrift i skraldespanden.

Udgangspunktet for løbeopskriften er, at du ikke har løbet i et par år, er almindelig slank men i mere eller mindre dårlig form.

Print opskriften ud og hæng den op og følg den dag for dag. Så er du tilbage om 6 uger.

God fornøjelse!

Løbeopskriften:

(Læs kun de første to uger, mærk efter om du ikke sagtens kan klare det og print ud. Læs resten når du når dertil, det er ligeså let som de første to uger. Så kører du ikke død i at læse opskriften og sikrer dermed at du kommer i gang med den.)

UGE 1

  1. Skridt: Åbn skabet og kig på dit løbetøj og løbesko. Har du det du skal bruge? Er det i god stand? Kan du stadig passe det (lidt ømtåleligt spørgsmål jeg ved det godt)? Er der noget der skal købes? Hvis du kan svare ja til det første og andet spørgsmål er alt jo fint. Nej til det tredje og ja til det fjerde betyder, at du må gøre op med dig selv hvad der skal købes, spørge dig selv hvornår du har tid til at købe det, tage ud at købe det. Udfør kun en af disse ting pr. dag.
  2. Skridt: Find tid og planlæg 15 min til din første løbetur i overmorgen.
  3. Skridt: Læg dit løbetøj frem og stil løbeskoene ud til døren. Spørg dig selv hvor langt du tror du kan løbe.
  4. Skridt: Tag dit løbetøj og løbesko på og løb 700 m. Her skal du mærke ind hvad kroppen siger når først du er undervejs. Det kan være at du kan løbe lidt længere, det kan også være at det skal være lidt kortere. Sørg for at løbe langsommere end du mener du kan klare og vær opmærksom på at det skal være afslappende, sjovt og let. Stop og gå tilbage hvis det ikke længere er tilfældet. Du må kun blive let forpustet.
  5. Skridt: Hviledag. Ros dig selv og planlæg den næste løbetur. Tag udgangspunkt i din første tur, hvor mange hundrede meter tror du, at du kan klare at løbe længere samtidig med at det stadig føles let?
  6. Skridt: Du er nu nået til løbetur nr. 2. Løb. Fokuser på den glæde du fik ved at være kommet afsted første gang og brug den til at undgå fristelsen til at løbe for langt. Læg det til du i går besluttede dig for du let kunne klare. Mærk efter undervejs hvordan det føles og tilpas længden efter det. Overhold altid samme retningslinjer som angivet ved den første løbetur. Du kan nu løbe mellem 800 m og 1300 m. Løb ikke længere end hvad der her er angivet. Det er vigtigt for at sikre at du får løbet. Læg ikke mere end 400 m til uanset hvor langt du løb på den første løbetur.
  7. Skridt: Beslut dig for og planlæg hvilke to dage der skal være dine faste løbedage. F.eks. tirsdag og torsdag som i denne opskrift.

UGE 2

8. Skridt: Tænk over om du vil strække ud før og efter du løber. Hvor meget tror du du kan lægge oven i løbeturen i morgen?
9. Skridt: Løbetur nr. 3. Du er stadig ivrig efter at komme til at løbe længere, men du lægger kun 3-400 m oveni og har det afslappende, sjovt og let undervejs.
10. Skridt: Støt hænderne mod en mur og stræk ud på bagsiden af højre ben. Derefter venstre.
11. Skridt: Løbetur nr. 4. You know the drill. Øg distancen med 3-400 m. Du kan nu løbe mellem 1400 og 2000 m. Lav den ene strækøvelse både før og efter du løber.
12. Skridt: Hviledag. Hvordan har du det i din krop i løbet af dagen efter du er begyndt at løbe? Mærk efter og glæd dig over de positive forandringer du opdager.
13. Skridt: Få dit løbetøj vasket.
14. Skridt: Gå forbi tørrestativet eller hylden i skabet, kig på dit løbetøj og klap dig selv på skulderen over hvor langt du er nået med at oparbejde en løberutine.

UGE 3

15. Skridt: Du vil gerne have max ud af din træning så du beslutter dig for at putte flere strækøvelser på. Sæt dig ned med strakte ben og forsøg at nå fødderne med hænderne. Hold strækket i ca. 20 sek. (gælder for alle udstrækninger.)
16. Skridt: Løbetur nr. 5. Lav de to strækøvelser før og efter du løber. Du begynder at kunne løbe et pænt stykke nu og kan derfor fokusere på andre ting nu. Bevar et langsomt og roligt tempo, men ret opmærksomheden mod dit åndedræt. Træk vejret i en bestemt rytme. Find den rytme der passer til dig. Det skal føles som om den forbedrer dit løb. Du har nu lagt 400 meter oveni.
17. Skridt: Fortæl en der ikke ved at du er gået i gang med at løbe om dine resultater.
18. Skridt: Løbetur nr. 6. Har du fået styr på åndedrættet? Slå en fin sløjfe på din rute (hvis du ikke allerede har gjort det) så du ikke bare løber samme vej ud og hjem. Du kan nu løbe mellem 2200 og 2800 meter. Husk de to strækøvelser før og efter.
19. Skridt: Der er gået 3 uger. Tænk på dit resultat indtil videre og ikke på hvor lang tid det er taget dig at komme hertil.
20. Skridt: Du husker lige dig selv på at du skal videre med strækøvelserne i næste uge.
21. Skridt: Er der blødt løbeunderlag som du kan begynde at løbe på i nærheden af dig (skovstier)?

UGE 4

22. Skridt: Stræk lårene ud.
23. Skridt: Løbetur nr. 7. Lav de 3 udstrækningsøvelser før og efter. Lav en lille omvej på din rute på 4-500 m. Føler du dig ikke lidt sej nu? Hold distancen.
24. Skridt: Hviledag. Gå forbi dine løbesko og mærk hvilken følelse det giver dig at kigge på dem. Har du fået en ide til hvor din rute nu kan gå?
25. Skridt: Løbetur nr. 8. Lav de 3 udstrækningsøvelser før og efter. Er du glad for din nye rute? Slå en omvej på 4-500 meter. Du kan nu løbe mellem 3000 og 3800 meter.
26. Skridt: Er du glad for din baderutine efter løbeturen? Hvilken lille ting kan du gøre for at du nyder den mere?
27. Skridt: Få dit løbetøj vasket.
28. Skridt: Beslut dig for at du ikke vil udfordre dig selv med nye ruter, underlag eller vejrtrækningsøvelser på din næste løbetur.

UGE 5

29. Skridt: Stræk inderlårene ud.
30. Skridt: Du har nu 4 udstrækningsøvelser før og efter din løbetur nr. 9. Du slår en omvej på 500 meter og øger dermed distancen.
31. Skridt: Hviledag. Har du tænkt over hvor tæt du er på dit mål? Hvilken følelse giver det dig indeni?
32. Skridt: Løbetur nr. 10. Slå en omvej på 500 meter og øg dermed distancen. Du kan nu løbe mellem 4000 og 4800 meter.
33. Skridt: Er der nogle trapper i nærheden af din rute som du kan inkludere?
34. Skridt: Hvordan smitter dit løb af på dit liv i øvrigt?
35. Skridt: Hvad skal din belønning være, når du er kommet igennem denne opskrift? (Den skal være billig eller gratis, så har den den største effekt på din motivation.)
36. Skridt: Er der andet du får lyst til at realisere på lignende vis?

UGE 6

37. Skridt: Hvad skal den 5. udstrækningsøvelse være? Skuldrene. Stræk ud.
38. Skridt: Løbetur nr. 11. Slå en omvej på 500 meter og øg distancen. Inkluder nogle trappetrin. Start med bare at gå hurtigt op af dem når du når dertil.
39. Skridt. Hviledag. Del din løbeglæde på Facebook. Få støtte fra venner og familie til at fortsætte selvom opskriften snart slutter.
40. Skridt. Løbetur nr. 12. Øg distancen med 500 meter. Har du besluttet dig for hvad din endelige løberute skal være? Sæt farten lidt ned, men løb op af trappetrinene på din rute. Du kan nu løbe mellem 5000 og 5800 meter.
41. Skridt. Tænk tilbage. Hvordan er din tiltro nu til dig selv og hvad du kan opnå? Hvilke andre ting tror du, at du kan opnå med denne metode?
42. Skridt. Reflekter en stund. Hvilke (glade) tanker gør du dig nu (hver gang måske?) om din næste løbetur?
43. Skridt. Nyd din udvalgte belønning. Hold den distance fremover som du er kommet op på, eller øg den efter samme princip som hidtil. Nu kan du begynde at eksperimentere mere med at sætte farten op når du løber, efterhånden som du bliver i bedre og bedre form og dermed få en bedre tid.

Drømmen

Sådan ser der ud på Overskudsmenneskets vej

Indtil nu har der været Taberens, Samtykkerens og Rigmandens vej i livet. Men nu er Overskudsmenneskets vej kommet. Find ud af hvilken vej du er på, hvorfor og hvordan du kommer på Overskudsmenneskets vej.

Kig godt på billedet. Det er ved at kigge på dette kryds igennem et helt år da jeg boede op og ned af det, at jeg har indset og kommet til disse fire veje. Fire veje som jeg alle har været på. 3 hvoraf du sikkert er på en af dem og så en ny og særlig fjerde vej.

Lad os starte med Samtykkerens vej. Er du på Samtykkerens vej, så har du en opfattelse af at tingene ikke kan være (gennemgribende) meget anderledes og du samtykker til det der nu er. Du er præget af forældres eller families karriereveje og de forventninger de har til din (eller de forventninger du ubevidst tror de har til den!) Du har affundet dig med at være begrænset økonomisk, i forhold til hvor meget energi du har (omend du booster det lidt i din fritid) og i forhold til hvor langt du kan nå i livet.
Det er på denne vej jeg har taget billedet – “Hvedemarken”, står der nok så fint. Den som rigtigt mange følger, flokken. Du er så lykkelig som du tror du kan blive. Tingene er så gode som de nu engang kan blive. Du har accepteret, at dine største drømme aldrig bliver til noget.

Så er der vejen til højre, Taberens vej. Du kan være på denne vej af mange forskellige årsager. Det kan være sygdom eller dårlige vilkår da du voksede op som har fulgt dig ind i voksenlivet. Det kan være tragiske hændelser for dig selv, for din familie eller venner der har tæret på din livsenergi og har levnet dig få kræfter til at kæmpe dig “opad.”
Du bruger kræfter og tanker på at leve – økonomisk, tankemæssigt, arbejdsmæssigt, og det fylder så meget så du føler dig fortabt. Du føler at vejen er for lang tilbage til det bedre, at selv for at komme på Samtykkerens vej, skal der arbejdes og har du brug for lidt held og velvilje udefra.
Denne vej er du måske kommet på, fordi du har accepteret for meget der var ulig dit hjerte for længe på Samtykkerens vej. Men du kan også sagtens være kommet på denne vej (midlertidigt) efter at have været på Rigmandens vej.

Rigmandens vej er drømmens vej. Livet med det gode arbejde, viljen til at kæmpe for de største ideologiske drømme og “statements.” Du l e v e r. Du bruger et godt netværk, veninder, timing, universet til din fordel. Og med disse skaber du dig et liv som Taberen og Samtykkeren kun kunne drømme om at føre. Energien stråler ud af dig og du er glad. Du ser livets udfordringer som spændende eventyr som du begiver dig ud på med entusiasme, men også flid og hårdt arbejde. Du vil videre og du vil mere. Og du kommer videre og kan mere.
Men du går også en fin balancegang mellem hårdt arbejde og optankning af diverse slags. En balance som godt kan skeje voldsomt ud og bringe dig i en tilstand hvor du er hårdt presset på krop og sjæl. Eller du er rigtig god ved dig selv for det meste. Du er dog meget bevidst om at det stadig er en balancegang og du falder i indimellem. C for centrum, city, exCitement.

Den sidste vej er Overskudsmenneskets vej. Du har måske Taberens, Samtykkerens eller Rigmandens vilkår, men det er ikke vigtigt. Du ænser måske livets tyngde, hård, middel eller mini, men det er heller ikke vigtigt. For du har altid et overskud fordi du ved at du altid når dine mål, store som små, de største og de mindste og derfor har du ingen bekymringer, men tværtimod sjælefred. Du er ikke stresset eller usikker på hvordan det skal gå. Men snarere tværtimod så VED du at det går og at det altid går fremad.
Du følger dit hjertets hvisken med ro og sikkerhed og du er altid i balance. For du kender til sandheden om dig selv: at hvis du gør lidt hver dag, så kan du realisere alle dine drømme effektivt, roligt og uden stress. For du ved at den fremgangsmåde er det smukke svar på livets udfordring i dag: hvordan får jeg succes (= når mine mål) samtidig med at jeg har overskud og ro?

Hvilken vej er du på lige nu?

Start i god tid og gør lidt hver dag på en drøm direkte fra hjertet, så er du allerede på vej over på Overskudsmenneskets vej.

Få min støtte til at komme over på og blive på Overskudsmenneskets vej ved at følge min facebookside: www.facebook.com/freetoflynow

Du kan også læse dette blogindlæg som giver dig et mere detaljeret svar på hvordan du kommer på Overskudsmenneskets vej: http://freetofly.dk/saadanfaarduvanvittigtletsucces/

døgnrytme

Sådan får du let succes selvom du er træt

Indtil nu har du måske anset træthed som en svaghed og noget der står i vejen for din succes. Men det er faktisk en ligegyldig faktor i den sammenhæng og jeg skal fortælle dig her hvorfor.

Tegnene på træthed er ikke til at tage fejl af blandt os danskere. Der bliver talt om at vi ikke sover nok. Hele kaffekulturen er tydeligvis et klart tegn, for ikke at nævne behovet for at blive vækket af et vækkeur. Træthed kan også skyldes sygdom, men også kedsomhed, når vi kigger lidt mere spirituelt på emnet. Vi går ikke efter det vi drømmer om og derfor synes livet kedeligt og derfor bliver vi trætte.

Det kan også være du er træt fordi du drøner rundt i et vist tempo på jagten efter alt det der er godt.

Uanset hvilken træthed du finder dig selv i så kan det blive meget bedre end det.

Du kan med din træthed i hånden gøre en lille ting i dag for at nå dit mål. Det vil din krop belønne dig for. Den vil sige “jubi jeg kom i gang” og “det var let så det kan jeg sagtens” og derfor også “det bliver til noget.” Jeg kan ikke læse dine tanker, men jeg kan fortælle dig, at du vil tænke dette eller en variation heraf fordi disse tanker er en afspejling af hvordan din krop faktisk fungerer. At din krop har det aller bedst med at gøre små ting.

De er samtidig også en afspejling af et kendt men ofte unævnt vending eller ordsprog der lyder “mange bække små gør en stor å.” Sådan fungerer du. Enklere kan det ikke siges.

Og det betyder samtidig at selvom du er træt har du energi til at handle lidt på en drøm, og den handling vil hive dig ud af trætheden i en eller anden grad fordi du nu ikke længere keder dig fordi du nu har et liv hvor du forfølger din drøm.

For at få succes på den lette måde så må du dog fortsætte med at gøre en sådan lille handling hver dag. Så vil du få dig din å, ligesom du ønskede det. Og du vil være langt mere effektiv end alle dem der ræser efter deres drømme. Bare lige som et ekstra plus.

Dette er godt nyt til dig der er træt på den ene eller anden måde og har været det en time, næsten hele dagen eller i længere tid.

Succesen kan ikke længere undslippe dig når du er træt eller doven. Du ved nu hvorfor.

Hvilken drøm gik du i gang med at handle på efter du læste dette blogindlæg?

Er du den særligt fortravlede type så læs her hvordan du kommer i gang med at få succes på den lette måde: http://freetofly.dk/saadanfaarduvanvittigtletsucces/

Krisejunkietilværelsen

Krisejunkietilværelsen: Tricket der gør det passé

Lige en krise til. Rusen af at sidde fuldstændig indespærret og låst i dig selv i flere måneder eller år, og r u s e n når det så lykkes og du er fri. Det er frygteligt, for du kan næsten ikke holde glæden, ud ved? Nu du lige havde vænnet dig til smerten.

Det er mit liv kort fortalt. De sidste 17 år af mit liv. Som startede da jeg var 14, med at lave et drama om ikke at ville ned til min far i weekenderne, som ellers var skilsmisseaftalen. Det var bare det første spadestik som førte til en 13 år lang krise med min far. Dertil kan jeg nævne, stress, depression, en karriere der ikke sagde mig noget, boligproblemer, økonomiske problemer og mange flere alvorlige ting, som jeg kun afslører på mine webinarer.

Junkie, det er sådan noget med stoffer, men jeg tror egentlig vi er mange der bliver høje af spænding, drama, sladder, twister med andre personer. Alt godt fra den branche, og gerne flere ting oven i hinanden, så er det ekstra spændende, ikke?

Men det er altså også sindssygt hårdt. Og faktisk slet ikke r u s e n værd. Det er hvad jeg kan sige til dig, co-krisejunkie, efter 17 år. Trust me.

So how does it end? Bevidsthed er altid det første skridt. Vi må være bevidste om, at der er noget vi gerne vil ændre, før vi kan lave det om. Så kommer et lille skridt og et lille til skridt indtil du er helt ude af krisen. Og så er der lige den lille finte, IKKE at starte en ny krise igen. At blive vant til et godt og behageligt liv på flere planer. Se det kommer, som du tager de små skridt og langsomt får løst krise 1, 2 og 3 eller hvor mange du nu har gang i på en gang. Tricket til hvordan du undgår at starte en ny krise, er ved at løse små problemer. På den måde vokser de sig ikke store og bliver til kriser.

17 år med kriser – mere end halvdelen af mit liv – det var en rus/r u s. Og det gør faktisk virkelig ondt at sige farvel. For det var så trygt, på sin egen vanvittige måde.

Men nu gør jeg det.

Farvel.

nu

Fortiden og smerten var før, nu er det nu

Jeg er lige gået igennem en dyb smerte. Smerten over ikke at kunne have fortalt dig dette før. Over ikke at kunne have fortalt nogen om det før.

Jeg har gået og trasket rundt og nynnet på en sørgelig selvopfunden sang, mens jeg på den ene side har prøvet at få min datter til at sove, på den anden side prøvet at synge smerten væk. Smerten over at vide at millioner af europæere er gået glip af vigtig viden. Og ikke mindst dig.

Lige siden Isabella 1. af Kastilien og Ferdinand 2. af Aragonien blev gift i 1469 og skabte Spanien hvorfra Vestens fremskridt tog den fart, der siden har kostet dyrt. Til dens kulmination i disse år hvor folk lægger sig syge på stribe med stress og depression af at have hængt i en klokkestreng uden alligevel at kunne have fulgt alle drømmene i hjertet til dørs.

Lige så lidt som jeg har kunnet udholde smerten, indtil jeg fik den sunget fra mig, lige så svært er det at rumme den glæde som jeg ved du og tusind andre får af at gøre brug af den vigtige viden som er på kun 7 ord: Start tidligt og gør lidt hver dag.

Du kan lade smerten tilbage, lidt efter lidt. Du kan vende alting til en succes lidt efter lidt. Hvis du i ro og mag tager de små skridt så kan du lægge smerten bag dig og lukke glæden ind. Og så vil du se din fortid forandre sig. Fordi du forandre nutiden vil den sende et smukt skær over din fortid. For det den har givet dig af udfordringer, som du nu ved hvordan du skal klare med sikkerhed, det vil forvandle sig til smukke historier, fra fortiden og ind i nutiden, som du kan gemme dyrebart i dit hjerte.

Nu er det nu.

Og jeg kan sagtens forstå, hvis du bliver bitter og ked af at opdage her, at det er nemt og ligefrem nydelsesfuldt af få succes med hvad som helst. Den smerte vil og skal jeg ikke tage fra dig. Men jeg vil bede dig om bare lige at bruge 2 min på at lave lidt på din drøm i dag. Og i morgen.

Og husk – det er din krop der har givet dig disse 7 ord. Det er ren biologi. Som hvis man vander en plante, så vokser den. Så enkelt er det. Gødningen er en anelse psykologi.

Som et kinesisk ordsprog lyder:

The best time to plant a tree was 20 years ago. The second best time is now.

Så nu er det nu.

Vil du være med?

Purpose

My purpose

Min sjæl er forpustet. For der er noget jeg har prøvet at løbe væk fra. Men ligesom jeg løb allerbedst, så stod det foran mig igen. Det prøvede at holde fast i mig, spænde ben for mig, fange mig og råbe så højt det kunne.

Jeg prøvede at løbe væk fra det jeg aller helst vil.

At hjælpe andre med at foretage den smukke rejse fra tristhedens grå facetter til glædens strålende diamant.

Jeg kan huske at have løbet tidligere. Væk fra noget jeg gerne ville. Noget større. Jeg brugte måneder og måneder på at løbe. På at overbevise mig selv om at det ikke kunne lade sig gøre, at jeg ikke var dygtig nok, at det ikke var meningen at jeg skulle det, at det ikke passede ind i mit liv. Så jeg brugte meget energi på at snakke mit hjerte til fornuft. At få det til at nå til den bitre erkendelse at det ikke skulle blive til noget.

Det var en ren energidræber jeg da sendte mit hoved på. Og kroppen og hjertet led som følge deraf. I bitterhed krammede jeg mig selv i sengen og overgav mig til hovedets fornuft.

Men i dag er jeg en anden. I dag går jeg med mit hjerte og holder op med at løbe fra det jeg aller helst vil.

For jeg ved hvordan jeg får det, uden at skulle slå knuder på mig selv.

Så nu er jeg her. Parat til at hjælpe dig med at realisere de drømme dit hjerte drømmer om. Uden hårdt arbejde.

depression

Vejen ud af min depression

Når man står midt i noget, så er det tit at man ikke aner hvad der foregår. Sådan var det også for mig dengang jeg var deprimeret. Det ord var slet ikke en del af min virkelighed. Men der var alligevel en særlig aften, hvor jeg erkendte, at det ikke bare var mig der ikke var god nok. Der måtte være noget helt galt.

Jeg husker tydeligt den aften. Jeg var lige flyttet til Odense med min kæreste for at læse. Det var stadig lunt så vi købte pizza og satte os udenfor på en tarvelig bænk ved vores gamle slidte lejlighedskompleks. Det var d. 1. oktober 2005. Himlen var sort. Det var aften. Vi havde tændt to fyrfadslys. Men ellers var alt sort omkring os. Og i et splitsekund fik jeg den tanke, at sådan var det også med mit liv. Mit liv var okay, men ikke fremragende. Jeg kunne godt have brugt at lejligheden var lidt bedre, pengene flere, studiet lettere, kæresten mere spændende, at det i det hele taget bare var lidt sjovere at være i live.

Faktisk, når jeg sad der i timevis ved mit skrivebord og læste, så forekom det mig at uanset hvor jeg kiggede hen i mit liv, så var det bare sort. Ligeså sort som den oktoberaften. Jeg begyndte at tænke tilbage. 3. g 2 år forinden havde været hård. Ikke så mange venner, mange store opgaver, en kostbart venskab og 2 særlige forhold til to fyre der på hver sine måde var f-y-r-e-n var gået tabt. Så året efter på handelsskolen gik det alligevel bedre. Jeg mødte min kæreste og fik et par venner. Men helt godt var det nu alligevel ikke.

Jeg prøvede at placere mig selv på en skala. 0 var det neutrale, +5 hvis jeg virkelig synes at det bare kørte og -5 var så BUNDEN. Eller kulkælderen som jeg meget tænkte på det som. Så 3. g var en -3, Handelsskolen -1. Og der placerede jeg mig så på en -4’er. Hm. På en eller anden måde var det mest rigtige for mig at komme helt ned i kulkælderen. Det kunne jeg bare mærke at jeg skulle, før jeg kunne komme op igen. Og ud. Så jeg gjorde intet for at forbedre vores forhold. Det blev værre og værre, så slemt så vi var lige ved at gå fra hinanden ved juletid. Jeg tiggede og bad ham om at blive, for jeg havde endnu ikke nået bunden. D. 1 maj gik vi fra hinanden. Jeg hang i med neglene – kærligheden til mit studie var det eneste der var noget ved. Alt andet var bare sort.

Det blev efterår og der var nu gået 3 år. Der var én lille bitte ting jeg kunne få øje på der gjorde mig glad i 5 sekunder. Et træ udenfor lyste af guld og sølv når solen skinnede på det midt i sin efterårspragt. Det var så smukt. Jeg kiggede på det hver dag i 5 sekunder og var lykkelig hver dag i 5 sekunder. Det var sjovt nok altid 15.12 at jeg kiggede op fra mine studier og kastede et blik på træet. Efter nogle dage var bladene faldet af træet og de 5 sekunders glæde var erstattet med sort. Jeg savnede sådan de 5 sekunder glæde så jeg besluttede mig for at erstatte dem med noget andet. Jeg besluttede at jeg skulle tænke en glad tanke hver dag. Jeg kan huske at min første tanke var “Sikken en flot og fin fugl der sidder derude.” Det var altid 15.12.

Men der var jo også denne sorthed, denne enorme tristhed som måtte betyde at der var et eller andet oppe i hovedet der skulle justeres. “Hvordan kunne jeg gøre det?” tænkte jeg ved mig selv. Jeg kom til at tænke på en tegnefilm jeg var kommet til at ødelægge da jeg var barn. Det blev min lillesøster blev helt vildt ked af. Mesterdetektiven Basil Mus. På et tidspunkt i filmen løber de igennem et enormt ur. Med takker og skiver, meget kompliceret. Jeg tænkte at det måske var et meget godt billede på min hjerne. En kompleks mekanik som jeg ikke forstod noget af. Nu vidste jeg ikke rigtigt hvad der var galt, andet end at jeg altid var enormt ked af det, men jeg forestillede mig det enorme takkede hjul fra tegnefilmen og at hvis det blev drejet 2/3 rundt, så ville jeg være ude af kulkælderen. Jeg vidste dog også at det ville blive svært at dreje, hvordan skulle jeg bare lige pludselig blive glad når nu jeg var så ked af det?

Hver dag kiggede jeg på billedet og forestillede mig at det drejede en lille lille bitte smule. Så lidt så at det på ingen måde ville være hårdt for mit hoved, mit sind, mine tanker og følelser, men så meget så at der dog trods alt var lidt bevægelse. Det billede arbejdede jeg med i et halvt år.

Den glade sætning havde givet mig mod til at kigge et sted hen i mit liv og gøre noget ved det. Der var specielt én ting der irriterede mig grænseløst. Jeg havde en stor plante som godt nok betød meget for mig, men som havde små bitte blade der let visnede og faldt af og tit lå og gjorde en stor del af gulvet trist at se på. Hver dag ville jeg gå forbi, hver dag ville jeg ikke orke at gøre noget ved det. Så fik jeg den idé, at jeg hver dag ville lægge et sekunds energi til side i en fiktiv bunke ved siden af blomsten. Bunken voksede dag for dag, og min glæde blev hver dag større og større. Efter 2 måneder havde jeg samlet 2 minutters energi og jeg brugte de 2 minutter til at ordne planten og feje alle de visnede blade op. Det var en kæmpe sejr for mig. Jeg var så glad. Mit liv var på det tidspunkt ikke andet end at læse, se fjernsyn og sove.

Så tog jeg fat i den næste lille ting i mit liv. Sport. Jeg sørgede for at motivationen var i orden, for sport gik jeg til sådan da, men det var ren automatik. Jeg så lidt fjernsyn og spiste lidt for mange kulhydrater for at motivere mig til at komme afsted. Jeg fik styr på betalingen for det. Så fik jeg mod til at kigge på programmet og se om der var andet jeg ville gå til. Så meldte jeg mig også til yoga. Der fik jeg nogle gode snakke med en jeg kendte meget lidt fra studiet. Og sådan fortsatte jeg med mit liv. Hele vejen rundt. Til det sorte havde forvandlet sig til lys.

Og så brugte jeg min skala. Sjældent, men måske hver 3. måned kiggede jeg på den og tænkte længe over hvor jeg nu ville placere mig selv. Jeg var jo op vej opad. Det var et andet billede jeg brugte, gennem hele de 2 år det tog mig at arbejde mig ud af min depression. For mens jeg havde opfundet billedet af det takkede hjul, ligeledes var jeg kommet i tanke om dengang jeg var på ferie i Frankrig og vi havde taget de omkring 500 trin op i Notre Dame. Det var en vindeltrappe der gik rundt og rundt, og det syntes at blive ved i en uendelighed. Men samtidig var der altid en mild lampe så der aldrig blev uhyggeligt mørkt eller trist. Det blev det billede jeg brugte efter at det takkede hjul var kommet 2/3 rundt. Igen og igen.

En dag så var jeg oppe. Jeg var på +5 og kunne skue ud over – Berlin. For på det tidspunkt var jeg lige taget på udlandsophold til Berlin. Og sikken en udsigt!

Hvor jeg før havde været dybt ked af det fordi alting var galt og bare fordi, var jeg nu glad, bare fordi. Hvor jeg før havde overlevet, var jeg nu blevet fri til at leve. 5 år med sorthed var endelig forbi.

Fakta: Jeg var ikke på nogen medicin under min depression. Jeg fik ingen former for terapi eller psykologhjælp under min depression. En psykolog bekræftede mig senere i at jeg havde haft en depression. Min depression varede i 5 år.

DRØMMEN

Hvordan jeg fandt Kaizen

Hovedet. Det var enormt befriende at flytte hjemmefra kan jeg huske. Det var i 2002. Jeg var lige blevet 18, og en ny, flot lejlighed med hems ventede på mig. Følelsen af at lukke døren og at hele verden var min. Den var så skøn. Men der var også en hel masse lektier der i 1.g. Faktisk så var hele starten af gymnasiet gået med at brokke sig over dem. Det gjaldt især de velstillede piger fra klassen, de var mere vant til at shoppe om eftermiddagen og hvad sådan nogle nu ellers laver. Jeg bandede også – indvendig. Men jeg havde også fået fortalt, at der skulle ydes noget, der i det der, der hed gymnasiet.
Så der sad jeg så i min fine lille lejlighed. Og skulle selv få lavet alle de lektier. Ikke at jeg nogensinde har været dårlig til det, men for en flittig pige som mig, var det alligevel en stor udfordring. Med al den frihed lige pludselig. Og det var ved at være sommer – solen lokkede. Så jeg tog tasken over til bordet. Fandt med møje min kalender frem, blandt alle de mange bøger i min taske. Slog op. “Okay, lektier for i 4 fag, det var mange. Hvad er mest spændende? Æh – engelsk. Nå. Oversætte sætning 1-14 på s. 67. Det var et eller andet grammatisk, som man åbenbart skulle øve på den måde. Gosh – så mange?? Nå, men jeg kan da prøve med den første. Okay, det gik fint. Så prøver jeg lige med en til. Hov, nu er lektierne til engelsk klaret. What’s next”?

Hjertet. Jeg kan huske at jeg fortsatte med at jagte studieopholdet i udlandet, selvom kurven var blevet stejl. Det var i 2009. Jeg var bare fortsat. Nu havde jeg jo fået min bachelor i tysk og fransk, så jeg fortsatte naturligt videre til kandidaten. Som var af en noget anden kaliber, havde jeg ladet mig fortælle. Jo tak. Jeg er ikke sikker på at det havde gjort nogen forskel, havde jeg vidst at jeg lige havde været i en depression i 5 år. Til udlandet, det ville jeg. Og nu havde jeg netop fundet ud af at jeg både kunne komme til Frankrig og til Tyskland. Wow hvor ville det se fedt ud på mit cv. Og jeg knoklede. Skrev jeg ved ikke hvor mange mails, breve, universitetsansøgninger på fransk og tysk. Søgte om lov i studienævnet. Surfede efter passende fag i weekenderne. Det var heldigt at jeg starten på det år blev slutningen på min depression. Med stor værdighed kunne jeg flytte ind i min lejlighed og nyde et halvt år i solrige Berlin mens jeg fik styr på det der med lige at tale mundtligt tysk flydende. Hvilket lykkedes! Der var faktisk flere på det ene fag der fulgte, der troede at jeg var tysker. Nice!

Jeg tog toget direkte videre til Frankrig. DRØMMEN. Ja, jeg var så begejstret for min genvundne glæde, så jeg bad om svar på den der følelse indeni som i flere år havde gået og generet mig. Nu skulle der ryddes op og livet skulle leves en gang for alle.

En uge efter jeg var ankommet til Frankrig var jeg ude for et seksuelt overgreb på højlys dag lige hvor jeg boede. Jeg undslap inden det blev virkeligt slemt og fortsatte min indkøbstur. De franske postejer lærte en god del danske bandeord den dag. Da jeg kom hjem var jeg alligevel noget rystet. Min daværende kæreste beroligede mig over skype. Mine forældre stod nervøse og vred deres hænder. Var det bedst bare at tage hjem og glemme det hele? Men det kunne jeg ikke få mig selv til. Så skulle jeg jo opgive DRØMMEN.

I desperation havde jeg skrevet en mail rundt til 4 andre udvekslingsstuderende jeg havde mødt, men dårligt kendte. Jeg sov kun i min lejlighed én nat derefter, jeg turde ikke blive, og ved alt held kunne jeg sove hos en af de andre natten efter. Den morgen måtte livet gå videre. Jeg skulle hen på et kontor hvor de hjælp udvekslingsstuderende med at finde en lejlighed. Han havde ikke tid til at hjælpe mig. Jeg skulle bare følge s-togets spor. Jeg gik så der på de små veje langs sporet, alt var uvirkeligt. Jeg gik gennem døren og kunne ikke andet end at sætte mig ned i den fine lille gårdhave der var derinde. Jeg ringede. Men ak, jeg havde vækket min kæreste der boede i Canada tidligt så mange gange, med spørgsmål til alle de udfordringer jeg mødte. Så nu, da hele min verden var sunket i grus, blev han vred og smed røret på. Det tilgav jeg ham aldrig. Jeg snakkede så en halv time med min mor, mens jeg tudbrølede. Hun sagde, at jeg måtte gå ind og snakke med dem på kontoret. Ja. Men jeg kunne ikke. Jeg mener. En hel flok drenge havde gramset på mig på højlys dag. Jeg kunne ikke stole på nogen igen. Jeg var vildt bange. Og semesteret startede om et par dage!

Jeg havde faktisk sjældent haft det godt. Altså faktisk kun fra jeg var 14 til jeg var 16 og så det halve år i Tyskland. Ellers havde resten mere eller mindre været faktisk ikke så godt. Der måtte lige have været en verdenskrig der havde hærget i flere år. Men alting var umådeligt solrigt, sommerligt idyllisk i den gårdhave. Det var som om at jeg var den eneste der havde bemærket den verdenskrig. Jeg sad der meget længe. Jeg – jamen for pokker! Min automatpilot var gået i stykker! Den som jeg havde brugt de sidste 25-2,5 år af mit liv til at holde mig kørende med. Den var gået i stykker lige der i en gårdhave i Frankrig. Den blev lappet med et lille bitte stykke plaster der slet ikke var nok og livet gik på ugrundelig vis videre.

Jeg hutlede mig igennem opholdet i Frankrig. Og videre gennem de fag jeg skulle tage herhjemme. Som tordnede sig op. Jeg fandt en ny kæreste. Jeg – gik i stå da jeg dårligt var begyndt på mit speciale, efter at have siddet og tudbrølet over alting og ingenting ved en studievejleder, som egentlig bare skulle have hjulpet mig videre med mit speciale. Han sendte mig hjem. Så sagde min læge til mig, at jeg var bange for at være sammen med andre mennesker. At jeg var syg. Og jeg fandt ud af, at jeg havde været bange i flere år. Mysteriet var løst. 1,5 år efter den dag i gårdhaven. Men hvor skulle jeg starte?

Jeg startede med at bruge lang tid på at overbevise mig selv om at jeg skulle fortsætte med at gå til sport. Selvom der var andre mennesker. Jeg tænkte på, hvordan jeg kunne komme ud af det. Al den angst. Jeg fik den ide, at at snakke med andre mennesker kunne ske på mange måder. Hver gang skulle jeg forbi skranken hvor den søde instruktør stod. Nogle gange sagde hun “hej”, men jeg turde aldrig svare. Efter nogle gange tog jeg mod til mig, og så hende i øjnene. Efter flere gange, også at smile når hun sagde “hej.” Til sidst sagde jeg også “hej”. Det var der jeg startede med at bruge Kaizen. Hvor hjertet var med. Og hvor jeg var bevidst om at det var det jeg gjorde mens jeg gjorde det. Fordi jeg havde en drøm om ikke længere at gå rundt at være bange, for nogen. At jeg også havde arbejdet mig ud af min depression ved hjælp af Kaizen – det var jeg ikke bevidst om. Og det er også en helt anden historie.

 

Hvad er kaizen?

Hvorfor du og dine handlinger aldrig nogensinde er en fiasko.

Hvor tit har jeg ikke følt mig som en fiasko? Eller hvor mange gange har jeg ikke hængt i og alligevel følt mig som en fiasko? Se det er to spørgsmål jeg aldrig nogen sinde vil sætte tal på, men jeg ved, at hvis jeg skulle, så ville det blive et meget stort tal. For sagen er, at det er et ord der om noget har taget sig en god lang vandretur i mit hoved, for ikke at sige at det har slået sig ned der i årevis. Og hvorfor? Fordi jeg gerne vil så meget! Jeg vil dyrke sport 3 gange om ugen, have et spændende forhold til min mand, klare mig ret godt på jobbet og så er der venner og ferie og neglelakken.

Pyh, jeg bliver forpustet bare af at skrive det. Men hvorfor er det sådan? Jo, det er der to årsager til. Den ene er at vi lever i et præstationssamfund. Det er et samfund hvor der er enormt meget fokus på at opnå et eller andet. På at præstere. Det sker fordi vi roser og bliver rost meget for vores handlinger og mindre for den vi er. Det ses især i nutidens børneopdragelse. Præstationssamfundet er også formet af digitaliseringen, hvor vi lige skal ind og tjekke alt muligt. Hertil kommer selvfølgelig de sociale medier. Krisen. At vi mennesker mere bliver set på noget som koster penge eller skal tjene penge frem for et dejligt og skønt individ.

Den anden grund er, at et af vores helt basale behov er at være sociale. Vi har brug for at være sammen med andre og at have venner og tilbringe tid med dem. I takt med at vores forhold til autoriteter har ændret sig drastisk siden 1968 er der også sket et skred i forhold til hvor vi henter vores “sådan-skal-jeg-være”-viden fra. Tidligere hentede man den fra forældrene. Mens jeg er vokset op har det ændret sig til at man nu kigger på sine venner for inspiration. Og det fortsætter. I dag vrimler det med opdragelsesbøger fordi man ikke kigger på sine forældre, men har skrottet “den gode opdragelse” til fordel for hvordan ens venner gør eller at man lige selv skal have fundet ud af hvordan man gør. Det betyder også at ens identitet bliver mere moderne. Den er formet ud fra ens egen generation, og ikke ud fra ens forældres. Vi påvirkes altså af vores venner, af storbyerne der har vokset sig større med al den ståhej der er der. Den perfekte facade, tillæg til karakterer i gymnasiet, forlængelse af arbejdslivet, kravet til hvor mange ferier man skal på om året…!

Men jeg bare lige sige en ting. Med hensyn til alt det her med at præstere og skulle det ene og det andet – så har vi aldrig været længere væk fra vores eget faktiske væsen. Du føler måske, at alt hvad du gør alligevel er en fiasko i sidste ende. Om du gjorde det hurtigt, meget på en pang, tog pause, men kom tilbage i kampen, tog langt tilløb, men fik det gjort alligevel, lavede et delmål pr. uge og kom i mål. Lige meget hvad du gjorde, om det var nok så lidt eller nok så meget, så følte du måske alligevel inderst inde at det faktisk bare var en fiasko. At der var nogen der gjorde det bedre end dig, hurtigere og endda flere ting end dig. At så er du en fiasko! Og alt hvad du har gjort!

Måske sidder du lige nu sygemeldt for stress og føler at alt det du præsterede i sidste ende bare var en fiasko, til trods for hvor meget det var, fordi det endte i stress. Eller du kører måske med klatten? Men står du måske i virkeligheden bare i stresskøen og venter på at det bliver din tur – ubevidst?

Alle de her tanker vil jeg gerne sætte punktum for en gang for alle. For dig og for mig og for alle! Fordi mennesket er slet ikke bygget til det ræs! Og her prøver jeg på ingen måde at sige, at du er en kylling. Slet ikke. Din hjerne er bygget på smukkeste vis så der kun er én ting du behøver at gøre for aldrig nogensinde at få svedige hænder igen, gå kold, køre død i det, ende med at føle dig som en fiasko, ende med at projekter løber ud i sandet, at drømme forbliver drømme, at du bliver ved med at tro at du ikke er noget eller ikke kan noget!

Du er bare i form af dit sociale behov og præstationssamfundet i øvrigt blevet smittet med ideen om at man skal knokle for at nå i mål. Men det den ide snarere er et levende bevis på, er at hvis det er ens præstationstaktik, ja så har man en rigtig god chance for at gå ned med stress. Var det ikke meget rarere, at jeg her fortalte dig, at du, lige som alle andre mennesker, er et vanemenneske? Et vanemenneske for hvem det de facto er svært at gøre noget nyt/ændrer sig/lave store præstationer og så videre? Sådan er mennesket ikke bygget. Vi vil bare gerne have at det skal opføre sig sådant. Og ja, det har det enormt svært ved fordi det dermed går imod sin egen natur. Men hvad ville du nu sige til, at præstere alt det du gerne vil UDEN presset, stressen, de svedige hænder, fiasko-stemplet i panden? Ja, det kan du hvis du bruger kaizen som din præstationstaktik. (Læs her hvad kaizen er.)

Så nu behøver du aldrig mere at føle dig som en fiasko. Eller stemple det du gør som værende en fiasko. For alt det du har gjort har faktisk været længder ud over din faktiske ydeevne. Synes du derimod at du slet ikke flytter dig, jo, det gør du. Er du en af dem, er du også i en proces. Du er i en proces med at nå dertil hvor du er parat til at handle på den der mere eller mindre “fart-over-feltet”-måde. I virkeligheden, så tager du bare så små skridt og har det indre arbejde med som en del af dit mål, så at du rent faktisk ER tro mod dit de facto vanemenneske-karakteristikum. Alle andre går bare rundt i en illusion, selvom de godt inderst inde og måske endda dag hver dag brændende ville ønske sig at det ikke skulle være på den måde. Og kære du – sådan behøver det ikke at være. Og du eller alt hvad du nogensinde har gjort er ingen fiasko. Ud fra mit kaizen-synspunkt – så er du en kæmpe succes!