depression

Vejen ud af min depression

Når man står midt i noget, så er det tit at man ikke aner hvad der foregår. Sådan var det også for mig dengang jeg var deprimeret. Det ord var slet ikke en del af min virkelighed. Men der var alligevel en særlig aften, hvor jeg erkendte, at det ikke bare var mig der ikke var god nok. Der måtte være noget helt galt.

Jeg husker tydeligt den aften. Jeg var lige flyttet til Odense med min kæreste for at læse. Det var stadig lunt så vi købte pizza og satte os udenfor på en tarvelig bænk ved vores gamle slidte lejlighedskompleks. Det var d. 1. oktober 2005. Himlen var sort. Det var aften. Vi havde tændt to fyrfadslys. Men ellers var alt sort omkring os. Og i et splitsekund fik jeg den tanke, at sådan var det også med mit liv. Mit liv var okay, men ikke fremragende. Jeg kunne godt have brugt at lejligheden var lidt bedre, pengene flere, studiet lettere, kæresten mere spændende, at det i det hele taget bare var lidt sjovere at være i live.

Faktisk, når jeg sad der i timevis ved mit skrivebord og læste, så forekom det mig at uanset hvor jeg kiggede hen i mit liv, så var det bare sort. Ligeså sort som den oktoberaften. Jeg begyndte at tænke tilbage. 3. g 2 år forinden havde været hård. Ikke så mange venner, mange store opgaver, en kostbart venskab og 2 særlige forhold til to fyre der på hver sine måde var f-y-r-e-n var gået tabt. Så året efter på handelsskolen gik det alligevel bedre. Jeg mødte min kæreste og fik et par venner. Men helt godt var det nu alligevel ikke.

Jeg prøvede at placere mig selv på en skala. 0 var det neutrale, +5 hvis jeg virkelig synes at det bare kørte og -5 var så BUNDEN. Eller kulkælderen som jeg meget tænkte på det som. Så 3. g var en -3, Handelsskolen -1. Og der placerede jeg mig så på en -4’er. Hm. På en eller anden måde var det mest rigtige for mig at komme helt ned i kulkælderen. Det kunne jeg bare mærke at jeg skulle, før jeg kunne komme op igen. Og ud. Så jeg gjorde intet for at forbedre vores forhold. Det blev værre og værre, så slemt så vi var lige ved at gå fra hinanden ved juletid. Jeg tiggede og bad ham om at blive, for jeg havde endnu ikke nået bunden. D. 1 maj gik vi fra hinanden. Jeg hang i med neglene – kærligheden til mit studie var det eneste der var noget ved. Alt andet var bare sort.

Det blev efterår og der var nu gået 3 år. Der var én lille bitte ting jeg kunne få øje på der gjorde mig glad i 5 sekunder. Et træ udenfor lyste af guld og sølv når solen skinnede på det midt i sin efterårspragt. Det var så smukt. Jeg kiggede på det hver dag i 5 sekunder og var lykkelig hver dag i 5 sekunder. Det var sjovt nok altid 15.12 at jeg kiggede op fra mine studier og kastede et blik på træet. Efter nogle dage var bladene faldet af træet og de 5 sekunders glæde var erstattet med sort. Jeg savnede sådan de 5 sekunder glæde så jeg besluttede mig for at erstatte dem med noget andet. Jeg besluttede at jeg skulle tænke en glad tanke hver dag. Jeg kan huske at min første tanke var “Sikken en flot og fin fugl der sidder derude.” Det var altid 15.12.

Men der var jo også denne sorthed, denne enorme tristhed som måtte betyde at der var et eller andet oppe i hovedet der skulle justeres. “Hvordan kunne jeg gøre det?” tænkte jeg ved mig selv. Jeg kom til at tænke på en tegnefilm jeg var kommet til at ødelægge da jeg var barn. Det blev min lillesøster blev helt vildt ked af. Mesterdetektiven Basil Mus. På et tidspunkt i filmen løber de igennem et enormt ur. Med takker og skiver, meget kompliceret. Jeg tænkte at det måske var et meget godt billede på min hjerne. En kompleks mekanik som jeg ikke forstod noget af. Nu vidste jeg ikke rigtigt hvad der var galt, andet end at jeg altid var enormt ked af det, men jeg forestillede mig det enorme takkede hjul fra tegnefilmen og at hvis det blev drejet 2/3 rundt, så ville jeg være ude af kulkælderen. Jeg vidste dog også at det ville blive svært at dreje, hvordan skulle jeg bare lige pludselig blive glad når nu jeg var så ked af det?

Hver dag kiggede jeg på billedet og forestillede mig at det drejede en lille lille bitte smule. Så lidt så at det på ingen måde ville være hårdt for mit hoved, mit sind, mine tanker og følelser, men så meget så at der dog trods alt var lidt bevægelse. Det billede arbejdede jeg med i et halvt år.

Den glade sætning havde givet mig mod til at kigge et sted hen i mit liv og gøre noget ved det. Der var specielt én ting der irriterede mig grænseløst. Jeg havde en stor plante som godt nok betød meget for mig, men som havde små bitte blade der let visnede og faldt af og tit lå og gjorde en stor del af gulvet trist at se på. Hver dag ville jeg gå forbi, hver dag ville jeg ikke orke at gøre noget ved det. Så fik jeg den idé, at jeg hver dag ville lægge et sekunds energi til side i en fiktiv bunke ved siden af blomsten. Bunken voksede dag for dag, og min glæde blev hver dag større og større. Efter 2 måneder havde jeg samlet 2 minutters energi og jeg brugte de 2 minutter til at ordne planten og feje alle de visnede blade op. Det var en kæmpe sejr for mig. Jeg var så glad. Mit liv var på det tidspunkt ikke andet end at læse, se fjernsyn og sove.

Så tog jeg fat i den næste lille ting i mit liv. Sport. Jeg sørgede for at motivationen var i orden, for sport gik jeg til sådan da, men det var ren automatik. Jeg så lidt fjernsyn og spiste lidt for mange kulhydrater for at motivere mig til at komme afsted. Jeg fik styr på betalingen for det. Så fik jeg mod til at kigge på programmet og se om der var andet jeg ville gå til. Så meldte jeg mig også til yoga. Der fik jeg nogle gode snakke med en jeg kendte meget lidt fra studiet. Og sådan fortsatte jeg med mit liv. Hele vejen rundt. Til det sorte havde forvandlet sig til lys.

Og så brugte jeg min skala. Sjældent, men måske hver 3. måned kiggede jeg på den og tænkte længe over hvor jeg nu ville placere mig selv. Jeg var jo op vej opad. Det var et andet billede jeg brugte, gennem hele de 2 år det tog mig at arbejde mig ud af min depression. For mens jeg havde opfundet billedet af det takkede hjul, ligeledes var jeg kommet i tanke om dengang jeg var på ferie i Frankrig og vi havde taget de omkring 500 trin op i Notre Dame. Det var en vindeltrappe der gik rundt og rundt, og det syntes at blive ved i en uendelighed. Men samtidig var der altid en mild lampe så der aldrig blev uhyggeligt mørkt eller trist. Det blev det billede jeg brugte efter at det takkede hjul var kommet 2/3 rundt. Igen og igen.

En dag så var jeg oppe. Jeg var på +5 og kunne skue ud over – Berlin. For på det tidspunkt var jeg lige taget på udlandsophold til Berlin. Og sikken en udsigt!

Hvor jeg før havde været dybt ked af det fordi alting var galt og bare fordi, var jeg nu glad, bare fordi. Hvor jeg før havde overlevet, var jeg nu blevet fri til at leve. 5 år med sorthed var endelig forbi.

Fakta: Jeg var ikke på nogen medicin under min depression. Jeg fik ingen former for terapi eller psykologhjælp under min depression. En psykolog bekræftede mig senere i at jeg havde haft en depression. Min depression varede i 5 år.

23 replies
  1. interstate removals
    interstate removals says:

    you are really a excellent webmaster. The site loading pace is incredible. It sort of feels that you are doing any distinctive trick. Moreover, The contents are masterwork. you’ve performed a fantastic job on this matter!|

    Svar
  2. Jesper Hjøllund
    Jesper Hjøllund says:

    Fantastisk beretning om at være et lys i sit eget mørke – og at hver et skridt, vi tager på rejsen, virkelig betyder noget – også selvom det i processen ikke altid virker sådan.

    Flot rejse. Imponerende. Sejt

    Svar
  3. quest bars
    quest bars says:

    hello!,I like your writing very a lot! proportion we keep in touch extra
    approximately your article on AOL? I require a specialist
    in this area to solve my problem. Maybe that’s you!

    Having a look forward to see you.

    Svar
  4. quest bars
    quest bars says:

    I just like the valuable information you provide to your articles.
    I’ll bookmark your blog and check again here regularly. I am relatively certain I’ll learn many new stuff right here!
    Best of luck for the next!

    Svar
    • Line Seidler
      Line Seidler says:

      True. But it’s also nice to know that pactice makes you better. It has for me. My academic background made it difficult in the beginning but after some months it’s much easier now.

      Svar
    • Line Seidler
      Line Seidler says:

      Yes, Kaizen seems odd to us because it is so opposite of what we have learned in the Western culture. But it works. I am glad that I have inspired you.

      Svar
  5. plenty of fish dating site of free dating
    plenty of fish dating site of free dating says:

    Hello! I know this is kinda off topic but I’d figured I’d ask.
    Would you be interested in exchanging links or maybe guest authoring a blog article or vice-versa?
    My website discusses a lot of the same topics as yours and I feel we could greatly benefit from
    each other. If you are interested feel free to send
    me an e-mail. I look forward to hearing from you! Awesome blog by
    the way!

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *